Krig og fred.

Barnet åbner munden
for moders hvide bryst,
det er vel i grunden,
fordi det føler lyst.

Bølger heftigt skyller
mod sultens øde strand,
hvide dråber fylder,
og smerten går i land.

Det er jo som en krig,
hvor sulten må bekæmpes,
der bruges gråd og skrig,
så sultens smerte dæmpes.

Og slaget vindes snart,
det kræver dog lidt sugen,
som føles ganske rart,
mens mælken fylder i bugen.

Nu begge øjne lukkes,
for krigen blev til fred,
der bøvses lidt og sukkes,
og freden varer ved.