Ordet sandhed er godt slidt. Man kan let sige noget som er relativt sandt, selv om det ikke er fundamentalt sandt. F. eks.: Tiden går hurtigt!
Det er sandhed, for den som føler det, men usandt for den der keder sig.
En ældre med rollator bliver overhalet af en kondiløber og tænker: Hun kommer godt nok frem i en fart, det er da noget der vil noget! Men kondiløberen dalrer af sted set fra en konkurrenceløbers synsvinkel, mens han løber.
Relative sandheder optræder i hobetal. Findes der noget, som kan smykke sig med at kaldes ultimativ sandhed, og i bekræftende fald, hvordan defineres det? Eller findes der kun relative sandheder? En ultimativ sandhed må vel gælde for alle til alle tider under alle forhold? Man siger ofte lidt småfilosofisk: Sandheden er skrevet i vand.
Men måske er visse sandheder skrevet i sand, sandheder som ikke forsvinder lige så hurtigt for opmærksomheden, som de der er skrevet i vand. Ikke at det behøver betyde, at de er mere sande.
For fundamentalister er sandheden hugget i sten med hammer og mejsel eller støbt i beton, men dem tæller jeg ikke med, for de er ikke interesserede i sandhed. Det problem har de løst for længst, ved ganske enkelt at acceptere uverificerede postulater som sandheder.
For fundamentalister er sandheden hugget i sten med hammer og mejsel eller støbt i beton, men dem tæller jeg ikke med, for de er ikke interesserede i sandhed. Det problem har de løst for længst, ved ganske enkelt at acceptere uverificerede postulater som sandheder.
Ordet sandhed er i sandhed interessant. Det bliver ofte misbrugt, men det er der, så meget andet der bliver. Sandhed kan nok fare vild i intellektet, men hjertet og underbevidstheden, eller samvittigheden, er i stand til at skelne.
Om ikke lige her og nu… så før eller siden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar