Nøglebørn.

¨Gå ud og drik lidt vand lille pus,¨ sagde konen.

¨Nej, jeg er ikke tørstig,¨ svarede den ældre, gråhårede mand, …
¨nårrh, det var hunden du mente,¨ tilføjede han lidt skuffet.

¨Ja, den har lige brækket sig. Måske får den for mange godbidder?¨

¨Det tror jeg ikke,¨ svarede manden.
¨Den plejer ikke at brække sig over godbidder.¨

Garnnøglet lå i bordskålen og lyttede med. Det smilede indvendigt
over de to gamles mange, små misforståelser. Tit svarede den ene i øst,
når den anden spurgte i vest, og så kunne der veksles en del sjove bemærkninger,
inden sagen var redet ud.

Garnnøglet var vundet behændigt af konen, mens manden havde holdt feddet
med begge hænder. Han svingede det lidt op og ned og frem og tilbage
for ikke at få en af fingrene i vejen og for at undgå, at få en rask bemærkning
med oven i handelen. Han lignede næsten en dirigent for et symfoniorkester
der var i gang med en følsom nocturne.

På denne måde blev garnnøglet født. Da enden af tråden var rullet op,
var det som om navlestrengen blev klippet. Garnnøglet blev dog ikke døbt,
men vi kan jo kalde det Ulla, for at kalde det noget.

I bordskålen lå to garnnøgler mere i mørkere farver. Ulla og de andre
havde fået stukket et par strikkepinde igennem sig. Det virkede fornuftigt
og samtidigt lidt koket, syntes Ulla. Hun lå ret behageligt, havde et rimeligt udsyn
og tænkte lidt løst på, om der monstro var en mening med tilværelsen,
dog uden at kunne komme det nærmere. Det er vel egentlig også lidt for langhårede tanker,
konkluderede hun spørgende.

En dag greb konen pludselig om Ulla, hev hende op af bordskålen, trak strikkepindene ud
og begyndte at slå masker op.

¨Hovsa,¨ gispede Ulla, ¨hvad nu ? Jeg er sgu da lige ved at tabe tråden.
Hvad har konen gang i ?¨

Konen begyndte at strikke, og som tiden skred frem, følte Ulla, at hun lige så stille,
lidt efter lidt blev mindre og mindre og mindre. Det lakker vist mod enden,
tænkte hun og følte sig i syv sind. Mon der er et liv efter dette ?
Enden er i hvert fald nær.

Nu tænkte hun ikke klart mere og følte livet ebbe ud. Tak for alt, nåede hun at tænke,
og var ikke til mere.

¨Se så,¨ sagde konen til sin mand. ¨Nu har du fået dig et nyt halstørklæde. Værsåartig.¨

Hun rakte det over til ham, mens han lidt mistroisk mumlede: ¨Er det ikke lidt kort ?¨

¨Det er langt nok,¨ svarede hun. ¨Det skal nok dække det, det skal.¨

Et halstørklæde var født, og inderst inde, helt inde i garnets fibre følte det,
at der var tale om genfødsel.

Men det var selvfølgelig bare en følelse.