De hurtige og de døde.

Hver gang et barn fødes, er der nogle som oplever et mirakel, mens andre oplever en naturlig proces. Begge opfattelser er berettigede.

Der fødes omkring 2,5 børn i sekundet på denne planet, og hvert sekund dør 1,7 personer, så der er overskud på den konto. Der er altså befolkningstilvækst, så længe naturkatastrofer ikke griber ind. Det kunne være såvel jordskælv som sygdomme.


Nogle mennesker spekulerer på, hvor mange sjæle der findes, når tankerne kredser om sjælevandring. Aleksander den Store spurgte inderne: Hvem er der flest af, de levende eller de døde? Inderne svarede: De levende, de døde findes ikke. Et filosofisk svar, men spørgsmålene om liv og død, evighed, sjælevandring m.m. besvares ikke med statistikker. Der er jo ingen som kan måle og besvare dem så vidt vides i almindelighed.

Man bruger, de statistikker som kan bruges, og kombinerer dem med filosofi, meditation og intuition. Her kommer religioner til kort, med mindre man er tilfreds med postulater.

Det ser dog ud til, at de celler som vil noget og derfor overhaler andre celler, vinder i kapløbet om at komme til at deltage i tilværelsen, hvor kort den end må blive. F. eks. døgnfluen. Den bliver født, bliver voksen, formerer sig og dør inden for 24 timer.

Og den synes sikkert, at det er det hele værd.

Det bare ingenting?

Funderer man over, hvad evighed er, forestiller man sig noget rumligt, for forestillingen om evighed berører forestillingen om tid, og tid uden rum giver ingen mening. Vi kan bruge betegnelsen rumtid, ikke at forveksle med en rum tid.
Rummet er uendeligt. Denne udtalelse er en provokation mod forestillingsevnens muligheder. Man kan prøve at forestille sig et objekt fare afsted i en uændret retning med en hastighed der nærmer sig lysets og fortsætte i utallige lysår. Hvis objektet før eller siden ikke kan komme længere, må det vel være ved universets ende?

Men hvad er der så udenfor?, indvender man.

Ingenting, svares der.

Men hvad er ingenting egentlig? Kan man forestille sig et ingenting? Jah måske, men så bliver det nok noget i retning af et tomt rum, man forestiller sig, og så er det alligevel ikke det bare ingenting mere. Kan man iagttage ingenting? Eller kunne man tænke sig, at man affyrede et skud ind i dette ingenting? Hvad ville der ske med projektilet? Ville det i princippet kunne fortsætte uendeligt, eller ville det blive til ingenting, i samme øjeblik det kom i kontakt med ingenting? Det er dybt interessant, for løser man disse gåder, løser man måske også bevidsthedens gåde.

Mange lærde mennesker påstår den dag i dag at bevidsthed skabes af hjernens virksomhed, men den holder slet ikke. Tværtimod er hjernen et produkt af bevidstheden, dog ikke den individuelle bevidsthed som sådan, men af bevidsthedens helt overordnede og enestående virkelighed. Grunden til de divergerende teorier og påstulater er, at der officielt ikke findes nogen almen eller videnskabelig endegyldig forklaring på, hvad bevidsthed er, og at man let overser iagttagerens rolle!

Måske er ingenting det mest kraftfulde, der ikke findes. Det ingenting som bærer alt tænkeligt og utænkeligt. Og så er alt som kan sanses, uanset hvor stort, tungt eller strålende det måtte være, ingenting ved siden af ingenting. Blandt det som kan sanses, må sanserne medregnes.

Kan man søge indsigt i dette emne? Ja så vidt jeg kan se, står ingenting i vejen. Det er da altid noget.

Nålens øje.

Har man en hanhund og går tur med ham i et område, hvor en eller flere tæver er i løbetid, ved man, hvor stærk naturen kalder, når den kalder. Han plejer at ville gøre næsten alt for at få sin foretrukne godbid, men byd ham en i denne situation, han ænser den ikke. Han piber og hyler og har kun eet i sindet. Hans fokus er rettet fuldt og helt mod de dufte, han sanser fra tæverne.

Det kan bruges som et billede på, hvorfor nogle mennesker, i visse perioder, ikke er interesserede i filosofi, religion eller tilværelsens højere formål i øvrigt. Så længe verdens forskellige tillokkelser fastholder ens udelte interesse, vil vise ord og smukke, åndelige beskrivelser forekomme fade og uvedkommende, måske ligefrem irriterende.

¨Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.¨

Denne lignelse handler ikke alene om, hvorvidt man er rig eller fattig på mammon, men om hvorvidt man er fuldt tilfreds med det man har og gør eller er i nød, fordi man er i underskud og må sluge den ene kamel efter den anden.

Den rige har ikke brug for noget, så længe han er rig på den overskudsagtige måde, hvor han forstår at omgås sin rigdom med fornuft. Men han bliver fattig i samme sekund, han har nået kvalmegrænsen på grund af tåbelig omgang med sin rigdom, og så bliver han opmærksom på åndelige godbidder igen.

Når man søger visdom og åndelig oplysning, er ens behov på disse områder, endnu ikke opfyldte, og man snupper hver en godbid med glæde. Ens fokus kan være rettet mod de højere mål i livet, eller mod sanseglæder alene, hvis man vil nævne to yderpunkter.

Man kunne jo så tilføje, at den gyldne middelvej sandsynligvis er den bedste vej, men at vælge den forekommer mange at være for kedeligt.

Lidelse på grund af uhensigtsmæssige forhold til for meget eller for lidt er nok den drivkraft, flest mennesker kender til. Men når hanhunde sanser hunhunde i løbetid, er de bare for meget.

Blog blot.

Man kan blotte
sin sjæl,
hvis man føler behov
for forståelse
eller for tilståelse.
Eller fordi man mener,
det er vigtigt for andre.
Måske forandre
eller bare være
hudløst ærlig.

Man kan være kritisk
og selvkritisk,
ej blot af og til lyst.

En blogger
kan få meninger
helt op at ringe,
og det er vel ikke
så ringe endda.

Kan man spille
billedblotteri?
Nej, det var blot
et forsøg,
der blev for søgt.

Krig og fred.

Jeg fører ikke krig, og had kender jeg kun som ord. Jeg prøver at jage mørket
og tågerne væk, så jeg kan få et klarere udsyn. Derfor fører jeg heller ikke krig
mod gud eller mod skæbnens natur. Tværtimod.

Ifølge de fundamentalistiske opfattelser, fører satan krig mod gud.
Satan kan ikke være så snedig som mange påstår, når han kan læse i Bibelen,
hvordan det hele alligevel ender. Han må være så dum, at almindelige mennesker
let burde kunne løbe om hjørner med ham. Nogle vil måske mene,
at han må være analfabet.

Gud fører heller ikke krig, men der foregår kampe mellem lys og mørke,
modsætningernes par som betinger hinanden. Tænd lys i et mørkt rum,
og mørket er væk som ved et trylleslag, uden at det begribe et suk af det.
Men hvor går det hen? Sluk lyset og mørket er der igen.
Hvor havde det skjult sig?

Den psykiske, sjælelige og åndelige strid mellem lys og mørke er i menneskets natur.
Gud og djævelen er analogier på disse kræfter som før eller siden vil drive mennesket fremad. Jo oftere man vandrer på lysets stier, jo bedre har man det.

Går man på mørkets veje for længe og indædt, lider man alle helvedes kvaler.
Det er der allerede mange der kan skrive under på, og før eller siden har man lidt så meget, at man vælger lysets veje, hvis man da ikke inden vælger dem frivilligt,
fordi man kan indse, at det er det mest intelligente.
Vi kan godt kalde det guds kamp mod djævelen i mennesket.

I åndeverdenerne er det det samme. Gode mennesker tiltrækker gode ånder,
og mørkemænd tiltrækker onde. Disse tiltrækninger er med til at forstærke henholdsvis
det gode og det onde. Der findes også glæde og lidelse i åndeverdenerne.
Men der er stadier, heldigvis, med hvilepauser ind imellem. Ikke noget jeg personligt ved meget om, men mange anerkendte personligheder har skrevet om det.
Så kan man vurdere det, som man vil.

Kristus sagde iflg. NT : ¨Jeg er med Jer alle dage, helt til verdens ende.
Det lyder for mig som lidt længere tid end et normalt menneskeliv varer,
hvis der da ikke, med verdens ende, menes legemets død.

Eller taler Jesus her om genfødsel, som mange kan finde mening i?

Køn og skøn.

Meget, og måske groft, forenklet kan man sige, at mødre har svært ved at slippe de flyvefærdige sønner, mens fædre har svært ved at slippe de flyvefærdige døtre.
Mødre bliver ved med ‘at tørre næse på deres sønner,’ selv efter de er blevet midaldrende,
og mangler sønnerne succes i tilværelsen, skyldes det altid udefrakommende,
ugunstige forhold.

Fædre synes deres sønner har godt af at lære, at handling har konsekvenser. De ser gerne deres sønner styrkede gennem erfaring, og argumenterer fint og overbevisende om dette
over for mødre og andre.

Mødre påvirkes ikke af argumenter, og synes at sønner skal beskyttes i stedet.

Fædre synes ikke om, at deres døtre bliver flyvefærdige, men bliver ved med
at ‘tørre deres næser,‘ og argumenterer fint og overbevisende om dette over for alle.

Et væsentlig argument en far bruger er: ¨Hun har nu altid været fars pige.¨

Puzzle.

Hvis man er tilbøjelig til at blive fikseret af øjebliksbilleder af begivenheder, og fascineres af deres åbenlyse storhed, skønhed eller uhygge, kan man være et elendigt sandhedsvidne selv om det, man beretter om øjeblikket, er skinbarligt sandt.

Det er bedre at fæste lid til den der betragter de enkelte erfaringer som brikker i et puslespil. Den der opbevarer de tydeligt definerede brikker en tid og siden stykker dem sammen til et helhedsbillede.

Førstnævnte ser f. eks. en bold på vej op i luften, og skynder sig at berette om det, som om det var en sandhed, hvilket det jo er. Ser han ikke mere end det, vil han berette om en bold på vej op i det blå.

Puzzleren venter lidt med at berette og ser så, at bolden stopper sin himmelflugt på et tidspunkt, hvorefter den begiver sig den modsatte vej, nedad.

Så har han et billede af boldens færden samt af tyngdekraftens virkemåde, og først nu er han klar til at berette. Herved bliver hans beretning mere oplysende og mere værd.



Man kunne tilføje, at han jo så også har flere brikker at flytte med.

En Himmerigs mundfuld.

Er det muligt at sige: ¨Jeg tror på Gud,¨ eller ¨jeg tror ikke på Gud,¨ uden at komme i et, omend ubevidst, misforhold til sandheden? Det har noget at gøre med, hvilke forestillinger man gør sig ved ordet, Gud. Har man en fast og klar forestilling om, hvad eller hvem Gud er, har man samtidig begrænset sin Gud til at kunne omfattes af ens forestilling. Har man en mere diffus forestilling om Gud, er grænserne åbne, men billederne utydelige, hvilket gør det vanskeligt at målrette troen. Siger man: ”Jeg tror ikke på Gud,” tror man måske alligevel på noget, som et andet individ ville opfatte som Gud. Svarer man ja på spørgsmålet, om man tror på Gud, tror spørgeren nok umiddelbart, man tænker på den samme opfattelse af ordet Gud, som han selv har. Gud, hævet over al forestilling, er umulig at fokusere direkte på. Mange vælger derfor Jesus, eller andre helgener, som fixpunkt. Jesus, og andre navngivne hellige mennesker, kan man mere eller mindre se for sig, synes mange, og i øvrigt er Jesus jo ét med Gud, iflg. NT.. Men måske skulle man nøjes med hellige skrifter, som er fulde af forjættelser, anvisninger, bude, love og regler samt repressalier, og/eller studere filosofiens bud på svar på åndelige spørgsmål, eller granske sine egne erfaringer og sit eget hjerte og sin samvittighed og sine resultater. Eller måske se på det hele og, på en måde, lede efter rav på stranden. Det kan de skriftkloge dog ikke lide. De kalder det at surfe. De synes ikke, det kan eller må fungere, hvis man ikke følger et partiprogram sammen. Det er farligt, eller ¨han er farlig,¨ som Karl Stegger ofte sagde i filmen: ¨Den forsvundne fuldmægtig.¨ Det sagde man også om Jesus, som var enestående i forhold til de etablerede ideer. Guds navn kan ikke formuleres, fordi Gud ikke er bundet af noget relativt men er højt hævet over rum, tid og rækkefølge. Gud er uden begyndelse og er uendelig. Det er det der menes med ordene: ”Helliget vorde Dit navn."  Derfor er der ingen mening i at trække Gud ned i det relative ved at påstå, han har noget navn. Så blander man også let sin forfængelighed ind i det, og det er det modsatte af, hvad man bør. Så bliver man såret, hvis nogen taler nedsættende om ens Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at det er en sag mellem personen og Gud, og ikke noget der berører ens personlige følelser. Navn og form følges ad, og Gud har ingen form (som vi almindeligvis forstår det). Det nærmeste man, efter min opfattelse, kan komme en benævnelse af Gud uden at gøre ham antropomorfistisk er: ¨Jeg Er.¨ (Den brændende busk). De forskellige religioner har fra deres begyndelse været til for at retlede religionsudøverne i ren og etisk livsførelse i tanke, ord og gerning, for at at kunne udvikle sig i ånd og sandhed, så hensigten med jordelivet kunne opfyldes på allerbedste måde. Når religioner udarter og ikke udviser disse ædle mål mere, er det ikke stifternes skyld. De skyldige er despoter og andre tåber som har misforstået og forkastet det oprindelige og så at sige overtaget religionen for at bruge den som magtmiddel på forskellige niveauer. De fleste religioner kommer i deres oprindelige form fra samme kilde, og er formentlig beregnet til forskellige udviklingstrin. Kilden er det åndelige guld som nogle finder ved oprigtig søgen efter sandheden om livet. Alle har mulighed for at opleve det, man kalder åbenbaringer. Det er ikke kun noget som fandtes i gamle dage. Mange religioner påstår, at de repræsenterer sandheden. Nogle påstår, at de alene har sandhedsbudskabet, andre er mere tolerante og kan rumme fremmede religioner. Hvis de forekommer fornuftige, og ikke er overtaget af skriftkloge og udenadsremsere der har deres , nogle gange, frygtelige ideologier og interesser at pleje, kan de være et gode. Ellers opstår betingelserne for strid og krige hele tiden. Hvem var stamfader til den eller den o.s.v., spørgsmål som let kan koste mange menneskeliv hos de mest idiotiske og infantile fanatikere. Dagens skriftkloge mystificerer ofte de tænksomme og vildleder de tankeløse. Forfatteren Paul Brunton skrev, at de fleste af os lægger mere vægt på den vej vi følger, de ceremonier vi iagttager, og de dogmer vi holder fast ved, end på den frihed og fred i sjælen, vi gerne vil opnå. Det er ikke utænkeligt, at belønninger for ens ageren (undertiden selvofringer med drab eller lemlæstelser af uskyldige til følge) ikke nødvendigvis belønnes som forventet. Med Paradiset, Himmeriget, Helvedet o.s.v. Kristus sagde iflg. NT: ¨Himmeriges Rige er inden i Jer.¨ Det er stof til eftertanke. Også ordene: ¨Søg og I skal finde.¨ De antyder, at der er tale om tilbud om en ønskværdig udvikling der kræver en slags indsats, og her menes ikke at lære noget udenad for at kunne remse det op med hovedet under armen og hjernecellerne på stand by. Religion er ikke et mål – men et middel. Det kan man sikkert sige uden at tage munden for fuld.

Lykkelige omstændigheder?

Hvor ligger lykken?

Måske ligger den ikke

men står… på spring.

Den dukker jo pludselig op

fra tid til anden.

Er den en konklusion på noget,

som hændte eller ikke hændte.

Nogle særlige omstændigheder?

Måske leger den skjul bag et smil

eller bag et blik. 

For la’ sig dirigere vil den ik’.

Årringe.

Knud var egentlig en slags busk, men hans hovedstamme var kraftig og tyk som en mindre træstamme, og det gav selvtillid. Han var sat i verden lige under en altan, og kunne kigge ned i ejendommens selskabslokaler som lå i kælderen. Gennem årene havde han lært alle døgnets melodier at kende, fordi musikanlægget i lokalerne blev flittigt anvendt.
Nu kunne man tælle, hvor mange gange han havde haft fødselsdag. Det var som at læse i en åben bog. Hans hjerte havde banket for de mange fuglereder, han havde lagt grene og løv til, nu var det var slut med det. Hjertet var blottet, men hans samvittighed var god, og at ærgre sig, var ikke lige hans kop te. Han valgte at glæde sig i stedet og tænkte på, hvad mon han kunne glæde sig over. Jo, han havde da stadig sin rod og en stump stamme så måske, hvis han væbnede sig med tålmodighed, kunne der skydes et par friske skud næste gang det blev forår. Det er vist bare at tage det hele nedefra og opefter, besluttede han.

Nærved havde stået et lille nøddetræ. Han havde altid været lidt lun på hende, fordi hun var så fin i det. Hun kunne virke afvisende, men selv om Knud var amputeret, var han ikke afstumpet, så han havde luret Erna: Hun skævede nemlig ret ofte lidt koket til ham, og det tog han som oprigtig interesse. Hun havde jo også nogle fine og gode nødder.

Erna var godt nok interesseret i Knud, men hun var stolt og kunne ikke lide at tabe ansigt. Når nødderne er størst, er man sig selv nærmest, plejede hun at sige, så da det gik op for hende, at hendes dage var talte, blev hun rigtig tøsefornærmet. Hun ville vise Knud, at det var hendes egen beslutning ved at skrive et afskedsdigt til ham. Hun havde jo også hørt på musikken fra selskabslokalerne gennem mange år, så nu besluttede hun, at digtet skulle gå på noget kendt. Der var frikkesempel Hvide måge… eller Tre hvide duer… eller Under den hvide bro… nej, det må blive Kære John, tænkte hun, den synes Knud vist er så sørgelig. Da hun så havde fundet melodien, samlede hun et par ubeskrevne blade sammen og satte noder og ord på. Så kunne solsorterne synge verset for Knud, når hun var borte. Læse kunne han jo ikke, og solsorterne kunne synge efter noder.

Erna blev fjernet rub og stub, for der skulle plantes en rosenbusk i stedet, og en tidlig sommermorgen kom solsorterne Solveig og Søren, satte sig på Knud og sang af fulde halse:

Jeg har glædet mig så ofte

til at ta’ mit tøj og gå,

så nu skriver jeg og håber,

du vil nikke og forstå:

Kære Knud

når du får dette brev,

kære Knud

må du tilgi’ at jeg skred,

for min glød til dig er gået ud,

du ved det sikkert selv,

og jeg går min vej i morgen,

farvel.

Kærlig hilsen, Erna.

Skybrud.

Amor gik og hyggede sig med at skyde pile, på må og få, op i luften. Også for øvelsens skyld. Han syntes, at hans nye bue endnu var lidt stram, men han vidste, at den snart ville blive så perfekt, at han altid ville kunne ramme plet, og pletskud var hans adelsmærke.

Pludselig blev en af hans pile taget af en kraftig opvind i en skypumpe, hvorved den forsvandt, fuldstændig ude af syne.

Pilen blev hvirvlet meget højt op bag nogle prægtige cumulusskyer og endte først sin vilde flugt, da den borede sig lige midt ind i hjertet på en Muse som, nynnende, gik og visualiserede Mælkevejens skønhed, der blev helt åbenbaret, når der var nat på prærien. En blid præriesommernat næsten uden vind, og helt uden forstyrrende lys fra byerne.

Nu blev musen straks og øjeblikkelig forelsket og gengældte sin bejlers insisterende bejlen med et strålende smil. Han havde bejlet i mindst fireogtyvehundrede og et halvt år, sådan omtrent, men hun bed først ordentlig mærke i det nu, og bed straks på. Pilen kom jo trods alt fra Amor himself, og den havde sin autoriserede virkning.

Parret er set udveksle, i det mindste, venskabelige tungekys, og er der virkelig tale om den slags ”tungetale,” som antydet, vil det.sikkert blive omtalt på twitter samt i radio 24/7 FM, DAB og on demand.

Luften er svanger, solen skinner og fotograferer i hede glimt, så måske skal musen stå skybrud?

Vi får se og høre, om rygterne holder vand, eller om de er helt hen i vejret.