Himlen er nær.

Et par kondensstriber fra en F-16 jager krydsede hen over solen. Det så lidt specielt ud, så jeg ville prøve, om det var muligt at fotografere det. Det digitale kamera på min telefon klarede det fint.

Det viste sig så, at kondensstriberne kastede skygger mod baggrunden, hvilket beviser, at himlen er meget, meget, meget nærmere, end jeg gik og troede. Det giver da et vist håb.

Himlen er altså en slags osteklokke som er sat ned over jorden, og jorden er jo så nok alligevel flad som en pandekage.
Der må være boret nogle huller, så rumraketterne kan slippe igennem, og stjernerne sidder på indersiden af osteklokken, ellers ville de ikke være så tydelige. Ikke alle er sat ordentlig fast, hvilket klart fremgår af det man, lidt eventyrligt, kalder stjerneskud. De ville slet ikke kunne finde sted, hvis stjernerne var sat ordentlig fast, og man kunne helt undgå dem, hvis de med mellemrum blev strammet op med en stjerneskruetrækker.

Månen ruller stille, roligt og regelmæssigt på indersiden af osteklokken. Det passer jo også fint med, at man længe har ment, den er lavet af en slags ost. Hvis den er smørbar, kan man roligt smøre tykt på, da den er meget større, end den umiddelbart ser ud til. Kigger man godt efter, kan man også se, at der i ny og næ har været gravet grundigt i den.

Det er sikkert en udmærket ost.

 

 

Himmelhunden.

Iflg. Darwins lære udvikler væsener sig evolutionært.
Det er interessant at stille op i forhold til religion.
Nogle har ikke problemer med at få det til at passe sammen.
Men ord som himmel og helvede gør det nok problematisk for andre.
Sidder man med sit lille hengivne kæledyr og tænker på den fundamentalistiske måde,
nemlig at kun mennesket har en sjæl, bør det give anfægtelser,
som forhåbentlig vil føre til intuitive, modne, hjertevarme
og intelligente eftertanker.

Jeg kunne forestille mig at en og anden, måske mange, ville tænke:

Hvis mit kæledyr ikke må komme med mig i himlen,
vil jeg heller ikke derop.

Her er et par ord af Paul Brunton:

Overselvet er til stede i alle mennesker – nej, alle væsener – som deres oprindelige virkelighed. Vi ikke kun ved det, men FØLER det. Derfor kan vi ikke være ligegyldige overfor andres liv.

Mørketid?

Udenfor hersker mørket. De lys, som er tændte,
fungerer mest som pejlemærker, så man kan finde vej.
November står på spring, og sommeren har lagret sig
I erindringen.

Hun lukker øjnene, og mørket forsvinder, for i hendes indre
er der sommer, dejlig sommer med lys og varme.
Så virkeligt føles det, at hun åbner øjnene for at forvisse sig om,
at det er en mørk efterårsaften.

Straks hun lukker øjnene, er der en stemning af skønhed,
fortryllelse og sommer igen.

Hun tænker: ”Hvad er det som driver gæk med mig
på denne vidunderlige måde?”

Men det føles godt og troværdigt.

Lys i farver.

Amor knækkede pilene

midt over,

og sorgens og lidelsens fugle

fløj forskrækkede op

fra livets træ

som gror i sjælen

midt på herrens mark.

Kærlighedens regnbue

blev tændt

og gik nu fra træets krone

til verdens ende.

Amors pile behøvedes

ikke mere.

Hvor regnbuen ender,

findes din skat,

for regnbuen begynder,

hvor den ender

og ender,

hvor den begynder.

En tudse i halsen.

Græshoppen Hüpfer
barberede ben,
frødamen Frida
var pjaskvåd men ren,
sneglen hr. Wiinbjerg
var glad for sit hus,
krøb op på Frida
som så leged' bus.

Storken fra Vegger
fik lyst til 'lidt frø',
en der var lækker
-og gerne en mø.
Græshoppeskinker
ku' nok osse gå,
bare der ikke
var syltetøj på.

Nu så den Frida
og tog sit bestik,
sneglen på ryggen,
gu' ve' om det gik?
Oppe i luften
den klemte dem ned,
er nu i Ribe,
så vidt a' jeg ved.

 

Før kaffetid.

De så søgende ud, som de gik der. Frem og tilbage i små ryk foran glaslugerne, hvorigennem Lidl’s kage- og brødsortiment var udstillet og umiddelbart tilgængeligt. Hendes øjne afsøgte samtlige luger på skift. Op og ned, frem og tilbage. Man kom til at tænke på film om anden verdenskrig, hvor de grønne radarstråler afsøgte himlen fra flere vinkler for at tegne et så tydeligt og nøjagtigt billede af fjendens bevægelser som muligt.

¨Vi skal have det franskbrød der,¨ sagde manden pludselig, og pegede målrettet mod en bestemt glasluge.

Han famlede efter plastichandskerne, trak forsigtigt, skubbede lidt og trak igen, prøvede med begge hænder og havde så pludselig handsker nok. Man skulle  bære plastichandske, når man havde åbnet en af glaslugerne for at tage et stykke bagværk. Men det var som om tyve eller tredive handsker fulgte med, når man troede, man havde fat i én. Så pressede man de overflødige ind igen og sørgede for at holde én enkelt tilbage, men de opførte sig lidt modvilligt, når de blev klemt retur og strittede ud i alle retninger. Der lå en del på gulvet, så det var nok vanskeligt for andre også. Mens man tog handsken på, blev den pludseligt til to eller tre, og så gav man op, krøllede de overflødige handsker sammen, kiggede efter en affaldsspand, og lod dem så ligge i indkøbskurven.

¨Nej,¨ sagde hun, ¨det skal vi ikke have.¨

¨Sku’ vi ikke have et rigtigt franskbrød?¨ Han kiggede undrende på hende. ¨Det der er sguda et rigtigt franskbrød.¨

¨Nej, det er et kærestebrød.¨

¨Et kærestebrød! Hvad mener du nu med det?¨

¨Det smager ligesom kærestebrød, det smager ikke som rigtigt franskbrød. Og det er rigtigt franskbrød, vi vil have i dag.. Det er fordi, de også har kommet rugmel i.¨

¨Nå ja, ‘Kærestemad,’ som de siger i Vendsyssel. Ligesom ‘Amagermad’ eller ‘Tyskere’: Rugbrød og franskbrød, smurt og klappet sammen med et eller andet i klemme imellem.¨

¨Men, det er meget skære- og smørefast af samme årsag.¨ En anden kunde, som havde overhørt samtalen, blandede sig, og viste meget tydeligt med sit kropssprog, at man godt kan blande sig uden at være påtrængende.

¨Nåmen, så vil jeg ha’ nogle osteboller. De er skide gode.¨ Han rettede sit fokus hen mod glaslugen der skærmede ostebollerne og bemærkede, at der kun lå to stk. tilbage.

¨Så ta’r vi de to,¨ sagde han beslutsomt og lidt skuffet. Men inden han havde fået fat i en handske, var de to sidste osteboller bortført af andre ivrige hænder.

¨Mon man tør håbe på snarlige, friske forsyninger?¨ Han kiggede spørgende laaangt ned ad gangen, forbi brød og kager, forbi øl og vand helt ned mod grøntsagerne, hvor bageren pludselig kunne bryde ud af en dør, man ikke havde bemærket og ivrigt skubbe sit høje, behjulede stativ med duftende bagværk op mod hylderne med glaslågerne og plastichandskerne.

Udsigt til Nirvana.

"Sidder der nogen her?"

"Nej, ikke så vidt jeg kan se."

"Jeg mener, er her optaget? Nej, jeg mener, har du noget imod, jeg sætter mig?"

"Nej, nej, vi lever da i et frit land, og det er en offentlig bænk, så værsensartig."

Han høkkede lidt for at vise, hvor frit landet var, eller rettere måske er.

"Der er jo sådan en fin udsigt her fra bænken, man kan se landskabet i horisonten, på den anden side af fjorden, så her er godt at meditere. Jeg er nemlig buddhist."

"Nådadadada. Så er du måske en af dem der vil være Buddha i stedet for Buddha?"

"Nej, for Buddha siger, at der skal lige så mange genfødsler til, som der er træer på bladene, nej blade på træerne, og de bliver jo ved med at komme år efter år, så det har jeg opgivet. Nirvana ligger ikke lige for."

"Hvad er Nirvana?"

"Det er vist tomhed. Jeg er ved at skrive en bog om det, og den er overbroderet med ingenting. Ene hvide blade. Når man når Nirvana, bliver man fri for Samsara."

"Jeg er nu vaccineret, så det slipper jeg da for. Hvad hedder du forresten?"

"Tom Niemand, og du?"

"Gautama."

Ruskomsnusk.

Terningernes raslen og raflebægernes dumpe lyd, når de ramte dugene, var som primitive instrumenter der holdt en slags takt, i de mange krydsende stemmers kakofoniske forsøg på at varme op til en koncert, der blev holdt levende på en mægtig bølge, som ikke havde til hensigt at brække og blive knust til havskum mod den tålmodigt ventende kyst. Den var spillevende, men blev samtidig holdt tilbage, i et åndeløst sekund, som havde den slynget evighedens kappe om skuldrene.

 

Det lød som om alle instrumenterne blev afprøvede og forsøgt stemte på én gang, inden dirigentens myndige taktstok ville styre alle i en forudbestemt retning.

 

Det var tid at rejse sig en stund. Alle havde øl stående foran sig. Fyldte glas, halvtomme glas og batterier af grønne flasker som hele tiden blev skiftet ud af et hvidt forklæde som samlede ind og langede ud i en glidende, professionel rytme. Tallerkener var ved at blive fjernet, nu 'ruskomsnusken', med kartoffelmos og rødbeder, havde fået ben at gå på. Det fremkaldte nye indslag i kakofonien: Klirrende bestik mod tallerkener og tallerkener mod tallerkener med en robotagtig regelmæssighed.

 

Han skubbede stolen bagud, støttede hænderne mod bordkanten, tog en slurk øl og gik stille ud. Ingen tog notits af det, da dette at rejse sig og gå ud, eller komme ind og sætte sig, var en integreret del af forestillingen. Kun når et helt nyt ansigt kom ind og ville deltage, løftede og drejede hovederne sig opmærksomt et øjeblik.

 

Udenfor var der mørkt, mildt, stille og stjerneklart. En overvældende kontrast til det, han lige havde rejst sig fra. Han følte sig bjergtaget af stemningen og sugede stjernehimlen til sig, mens han følte den blide rus bære venskabeligt igennem.

 

Så greb han langsomt efter dørhåndtaget, det var tid at gå ind igen.

 

Han åbnede døren på klem, og forventede den velkendte mur af stemmer og aktivitet skylle ind over sig, for hurtigst muligt at opsluge ham igen, men kun tobaksrøg, blandet med den friske aftenluft og et forstenet scenarie, var at spore. Alt var gået i stå, som om stjernehimlen havde fortryllet det. En stærk uvirkelighedsfølelse ramte ham. Hans forventninger passede ikke ind her, hvilket afsatte en særegen fornemmelse af at være uden for tid og rum.

 

Drømmer jeg, eller er jeg død, tænkte han, selv om han godt vidste, ingen af delene var tilfældet.

 

Han åbnede døren så meget, at han kunne komme igennem. Ikke en lyd, ingen rørte sig. Men så på én gang, som ved et trylleslag, startede det hele igen, som om det bare havde været fastfrosset i tid, mens han fordybede sig i stjernehimlen og så pludselig kørte videre igen for fulde gardiner. Som om intet var hændt, og som om alt havde ventet på hans deltagelse for at kunne leve igen. Som en film der havde været knækket, og pludselig var repareret. Han skulle blot lige angive starten, dog på en særlig måde, som lå under hans umiddelbare bevidste horisont.

 

Mens han satte sig ved bordet, gik det op for ham, at der under hele forløbet, havde været en stemme som prøvede at sige ham noget. En stemme så stille og insisterende som kornmod ved høsttid. Nu ville han anstrenge sig for at få fat i, hvad denne mystiske stemme havde på hjerte. Det kunne måske kaste lys over hans nylige og usædvanlige erfaring, og hans sind begyndte at lytte indad.

 

¨Skål,¨ blev der sagt, og i næste sekund havde han glemt alt om stemmen og gled ubesværet ind i den fælles stemning. Dirigenten havde grebet taktstokken, og alle spillede nu efter de samme noder.

 

 

Ude i kulden.

Næppe var han kommet på fri fod, før han gik på frierfødder. Han ville giftes
og have det lille gyldne håndjern på en af sine lange fingre. Ingen var dog med på
denne Galaj, ingen ville have en finger med i spillet, selv om han fiskede og fiskede.
Han havde jo været i ‘kaskelotten’, og hans meritter vakte modvilje hos alle de skønne sild, han prøvede at få i sit garn. Han ville helst have en som var net, men prøvede
til sidst om det ville hjælpe, hvis han slækkede på kravene og gav dem mere line.

Men sildene var frie som spurve, og gav ham ene kurve. Han prøvede knæfald,
men mødte kun grin og ingen smil. Så gik han i banken for at hæve penge,
som han kaldte det, hvilket resulterede i, at han atter gik i ordensmagtens fintmaskede net,
blev pillet ud af den frie stime og kom direkte på dåse.

Nu fletter han fingre med sig selv. Elefanthuen og den sorte joggingdragt er byttet ud
med en tværstribet pyamas, han samler klemmer og pudser tremmer, men frihedens modgang han ikke glemmer. For frihedens fugle var ham for kække,
nu hører han, i frihed for frihed, låsene smække.

Tanker over bord.

Tanken tæller mer’ end ordet,
den er sejere fordi,
ordet smides nemt på bordet,
førend tanken er forbi.

Ord som smykker smukke tanker,
de kan reflektere guld,
ord som skibet uden anker,
snakker tit med munden fuld.

Hvis din suppe koger over,
så vil låget snakke med,
suppen holder, hvad den lover,
hvis du bare skruer ned.

Vintersuppe, tanken springer
let til mad som gi’r kulør,
nye boller, suppen bringer
varme smil og godt humør.

Udsigt?

Nede fra sletten kunne man se, han stod på den smalle klippehylde, med ryggen mod muren, så at sige. Afstanden fra sletten op til klippehylden var mere end hundrede meter, og hylden var så smal, at han netop kunne bevare fodfæstet. Hans arme var bredt ud til siden med håndfladerne vendt mod klippen.

Han havde udsigt til et fantastisk panorama. Øverst en skyfri og uendelig himmel, nederst et udstrakt landskab med en solglitrende flod som bugtede sig på en doven måde. Når han kiggede ned, følte han en isning i rygraden. Ikke fordi han var bange, men fordi højden og måden han stod på, sammen gjorde et vist indtryk, da han uvægerligt blev mindet om, hvor lidt der skulle til for hurtigt at falde så dybt.

Lige bag ham var en trædør, som han kunne åbne med et skub af ryggen, hvis han ville. Han kunne høre den smukkeste musik der inde fra, og der bredte sig herlige, appetitvækkende dufte som mindede ham om, hvor tiltalende der var bag døren. Han kunne også høre fodtrin og glad pludren, og lidt gyldent lys fandt vej gennem sprækkerne. Alt dette var jo hans, så snart han ville, men der var noget fascinerende ved at stå her, i hvert fald en lille stund, og opleve følelser og stemninger som lå på et helt andet niveau, end hans vante tryghed kunne tilbyde. Han stod her ofte en halv times tid, og følte han ladede sine mentale batterier op.

I dag var der et nyt element i hans erfaring. En halv meters afstand fra hans ansigt boltrede en usædvanlig smuk sommerfugl sig. Han kendte ikke denne art og undrede sig over dens helt specielle, selvlysende og sarte farver. Hans opmærksomhed samlede sig automatisk helt og fuldt om den, og lidt efter lidt gik det op for ham, at den talte til ham med en stemme så fin som en spindelvævstynd sølvtråd:

¨Kom ud til mig, læn dig frem mod friheden. Jeg er sendt på denne særlige måde, fordi tiden er moden. Jeg er kærlighedens og uendelighedens gudinde. Vend dine håndflader fremad og giv helt slip. Du skal ikke være bange, for bevidsthedsoceanet vil gribe dig og gøre dig fri fra nu af og altid. Frygt er den største synd, og bærer du på den, vil den forlade dig, hvis dit mod og din grænsefri tillid til mig afgør din handling. Hvis du alligevel ikke tør, hvis du frygter for dit liv og går ind ad døren i stedet, kan jeg ikke sige dig, hvornår du ser mig igen, for jeg har så mange at besøge og tilbyde frihed. Og jeg iklæder mig flere forskellige former og farver, så jeg altid er klædt på til lejligheden. Du vil så også helt glemme mig i mange, mange år og søge sollys og elektrisk lys i stedet for mentalt lys, indtil din sjæl en skønne dag igen får hjemve. Tøv derfor ikke et sekund.¨

Nede fra sletten kunne man ikke se denne sommerfugl, men der var andre sommerfugle som boltrede sig blandt de blomster som voksede ved bredderne af floden. Floden glitrede stadig i det smukke sollys og drog gang på gang beskuerens opmærksomhed til sig. Kiggede man opad mod den smalle klippehylde, var der ikke en levende sjæl at se. Og døren var lukket.

Men det siger jo ikke noget i sig selv.

Ud på flisen.

Det er ikke særlig slemt at danse med en, som man synes er vidunderlig at komme tæt ind på livet af. 

Og nyder man samtidig musikken, kan man næsten have det godt, også selv om man hverken kan danse efter noder eller regler. 

Men er man musikalsk, kan man let finde og holde rytmen og takten, for da er man jo både til takt og tone.

Og så kan man vel godt sammenligne dette, at danse, med at svømme: Når man først har lært at svømme, kan man holde sig oven vande ved næsten alle bevægelser. 

De eneste rigtige danse jeg har lært (og vel også mere eller mindre glemt igen), hører barndommen til: Den toppede høne, Først den ene vej og så den anden vej, Ritsj, Ratsj, filiongongong o.l., men det kan man jo ikke rigtigt bruge til noget nu, i hvert fald ikke hvis det er kinddans, man går efter.

Det er interessant at iagttage, hvor hurtigt nogle kan lære at danse fremragende med intensiv undervisning, hvilket tydeligt fremgår af ‘Vild med Dans.’

Nogle inklinerer for og danser med døden, ved f. eks. at tage hårde stoffer, at sms’se mens de kører bil o. m. a.

Er man overhalet af udviklingen, er man bagude af dansen. Og med den ekspresfart tingene ændrer sig i, føler mange ældre sig som bænkevarmere ved en folkedans med helt nye og uforståelige spilleregler,

Når der er ting, man egentlig gerne vil, men ikke kan beslutte sig til at gøre noget seriøst ved, danser man om den varme grød.

Og Kevin Costner danser jo med ulve. Men det hører nok ikke til her.

Indlæg i skoene.

Et indlæg kan udtrykke en bloggers dedikation til emnet. Bloggerens standpunkt fremgår ofte af indlægget, men kan samtidig give udtryk for hans aktuelle sindstilstand.

Er bloggeren i mentalt overskud, er han tilbøjelig til at udtrykke sine tilkendegivelser i lyse farver. Er han i mentalt underskud, anvender han mest mørke farver. Med mentalt overskud kan selv ubehagelige emner beskrives på en måde som inkluderer håb samt eventuelle løsningsmodeller. 

Så hvis man opdager, at man er i færd med udelukkende at male fanden på væggen, burde man måske overveje, om indlægget skulle foldes sammen og stikkes i skoene.

Dog, det var vist et håbløst forslag, da man i den overvejende mørke og fordømmende sindstilstand ofte har for små sko på. Skriver man konstruktivt med konfliktløsninger for øje, har man måske et stort hjerte. Er der kun dystre farver på paletten, har man måske både et forstørret hjerte og forhøjet blodtryk.

De fleste af os veksler mellem disse tilstande. Læser man mellem linjerne, kan et indlæg også anskues som en slags selvportræt.