Udsigt?

Nede fra sletten kunne man se, han stod på den smalle klippehylde, med ryggen mod muren, så at sige. Afstanden fra sletten op til klippehylden var mere end hundrede meter, og hylden var så smal, at han netop kunne bevare fodfæstet. Hans arme var bredt ud til siden med håndfladerne vendt mod klippen.

Han havde udsigt til et fantastisk panorama. Øverst en skyfri og uendelig himmel, nederst et udstrakt landskab med en solglitrende flod som bugtede sig på en doven måde. Når han kiggede ned, følte han en isning i rygraden. Ikke fordi han var bange, men fordi højden og måden han stod på, sammen gjorde et vist indtryk, da han uvægerligt blev mindet om, hvor lidt der skulle til for hurtigt at falde så dybt.

Lige bag ham var en trædør, som han kunne åbne med et skub af ryggen, hvis han ville. Han kunne høre den smukkeste musik der inde fra, og der bredte sig herlige, appetitvækkende dufte som mindede ham om, hvor tiltalende der var bag døren. Han kunne også høre fodtrin og glad pludren, og lidt gyldent lys fandt vej gennem sprækkerne. Alt dette var jo hans, så snart han ville, men der var noget fascinerende ved at stå her, i hvert fald en lille stund, og opleve følelser og stemninger som lå på et helt andet niveau, end hans vante tryghed kunne tilbyde. Han stod her ofte en halv times tid, og følte han ladede sine mentale batterier op.

I dag var der et nyt element i hans erfaring. En halv meters afstand fra hans ansigt boltrede en usædvanlig smuk sommerfugl sig. Han kendte ikke denne art og undrede sig over dens helt specielle, selvlysende og sarte farver. Hans opmærksomhed samlede sig automatisk helt og fuldt om den, og lidt efter lidt gik det op for ham, at den talte til ham med en stemme så fin som en spindelvævstynd sølvtråd:

¨Kom ud til mig, læn dig frem mod friheden. Jeg er sendt på denne særlige måde, fordi tiden er moden. Jeg er kærlighedens og uendelighedens gudinde. Vend dine håndflader fremad og giv helt slip. Du skal ikke være bange, for bevidsthedsoceanet vil gribe dig og gøre dig fri fra nu af og altid. Frygt er den største synd, og bærer du på den, vil den forlade dig, hvis dit mod og din grænsefri tillid til mig afgør din handling. Hvis du alligevel ikke tør, hvis du frygter for dit liv og går ind ad døren i stedet, kan jeg ikke sige dig, hvornår du ser mig igen, for jeg har så mange at besøge og tilbyde frihed. Og jeg iklæder mig flere forskellige former og farver, så jeg altid er klædt på til lejligheden. Du vil så også helt glemme mig i mange, mange år og søge sollys og elektrisk lys i stedet for mentalt lys, indtil din sjæl en skønne dag igen får hjemve. Tøv derfor ikke et sekund.¨

Nede fra sletten kunne man ikke se denne sommerfugl, men der var andre sommerfugle som boltrede sig blandt de blomster som voksede ved bredderne af floden. Floden glitrede stadig i det smukke sollys og drog gang på gang beskuerens opmærksomhed til sig. Kiggede man opad mod den smalle klippehylde, var der ikke en levende sjæl at se. Og døren var lukket.

Men det siger jo ikke noget i sig selv.