mandag den 1. oktober 2012

Indlæg i skoene.

Et indlæg kan udtrykke en bloggers dedikation til emnet. Bloggerens standpunkt fremgår ofte af indlægget, men kan samtidig give udtryk for hans aktuelle sindstilstand.

Er bloggeren i mentalt overskud, er han tilbøjelig til at udtrykke sine tilkendegivelser i lyse farver. Er han i mentalt underskud, anvender han mest mørke farver. Med mentalt overskud kan selv ubehagelige emner beskrives på en måde som inkluderer håb samt eventuelle løsningsmodeller. 

Så hvis man opdager, at man er i færd med udelukkende at male fanden på væggen, burde man måske overveje, om indlægget skulle foldes sammen og stikkes i skoene.

Dog, det var vist et håbløst forslag, da man i den overvejende mørke og fordømmende sindstilstand ofte har for små sko på. Skriver man konstruktivt med konfliktløsninger for øje, har man måske et stort hjerte. Er der kun dystre farver på paletten, har man måske både et forstørret hjerte og forhøjet blodtryk.


De fleste af os veksler mellem disse tilstande. Læser man mellem linjerne, kan et indlæg også anskues som en slags selvportræt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar