Ruskomsnusk.

Terningernes raslen og raflebægernes dumpe lyd, når de ramte dugene, var som primitive instrumenter der holdt en slags takt, i de mange krydsende stemmers kakofoniske forsøg på at varme op til en koncert, der blev holdt levende på en mægtig bølge, som ikke havde til hensigt at brække og blive knust til havskum mod den tålmodigt ventende kyst. Den var spillevende, men blev samtidig holdt tilbage, i et åndeløst sekund, som havde den slynget evighedens kappe om skuldrene.

 

Det lød som om alle instrumenterne blev afprøvede og forsøgt stemte på én gang, inden dirigentens myndige taktstok ville styre alle i en forudbestemt retning.

 

Det var tid at rejse sig en stund. Alle havde øl stående foran sig. Fyldte glas, halvtomme glas og batterier af grønne flasker som hele tiden blev skiftet ud af et hvidt forklæde som samlede ind og langede ud i en glidende, professionel rytme. Tallerkener var ved at blive fjernet, nu 'ruskomsnusken', med kartoffelmos og rødbeder, havde fået ben at gå på. Det fremkaldte nye indslag i kakofonien: Klirrende bestik mod tallerkener og tallerkener mod tallerkener med en robotagtig regelmæssighed.

 

Han skubbede stolen bagud, støttede hænderne mod bordkanten, tog en slurk øl og gik stille ud. Ingen tog notits af det, da dette at rejse sig og gå ud, eller komme ind og sætte sig, var en integreret del af forestillingen. Kun når et helt nyt ansigt kom ind og ville deltage, løftede og drejede hovederne sig opmærksomt et øjeblik.

 

Udenfor var der mørkt, mildt, stille og stjerneklart. En overvældende kontrast til det, han lige havde rejst sig fra. Han følte sig bjergtaget af stemningen og sugede stjernehimlen til sig, mens han følte den blide rus bære venskabeligt igennem.

 

Så greb han langsomt efter dørhåndtaget, det var tid at gå ind igen.

 

Han åbnede døren på klem, og forventede den velkendte mur af stemmer og aktivitet skylle ind over sig, for hurtigst muligt at opsluge ham igen, men kun tobaksrøg, blandet med den friske aftenluft og et forstenet scenarie, var at spore. Alt var gået i stå, som om stjernehimlen havde fortryllet det. En stærk uvirkelighedsfølelse ramte ham. Hans forventninger passede ikke ind her, hvilket afsatte en særegen fornemmelse af at være uden for tid og rum.

 

Drømmer jeg, eller er jeg død, tænkte han, selv om han godt vidste, ingen af delene var tilfældet.

 

Han åbnede døren så meget, at han kunne komme igennem. Ikke en lyd, ingen rørte sig. Men så på én gang, som ved et trylleslag, startede det hele igen, som om det bare havde været fastfrosset i tid, mens han fordybede sig i stjernehimlen og så pludselig kørte videre igen for fulde gardiner. Som om intet var hændt, og som om alt havde ventet på hans deltagelse for at kunne leve igen. Som en film der havde været knækket, og pludselig var repareret. Han skulle blot lige angive starten, dog på en særlig måde, som lå under hans umiddelbare bevidste horisont.

 

Mens han satte sig ved bordet, gik det op for ham, at der under hele forløbet, havde været en stemme som prøvede at sige ham noget. En stemme så stille og insisterende som kornmod ved høsttid. Nu ville han anstrenge sig for at få fat i, hvad denne mystiske stemme havde på hjerte. Det kunne måske kaste lys over hans nylige og usædvanlige erfaring, og hans sind begyndte at lytte indad.

 

¨Skål,¨ blev der sagt, og i næste sekund havde han glemt alt om stemmen og gled ubesværet ind i den fælles stemning. Dirigenten havde grebet taktstokken, og alle spillede nu efter de samme noder.