Gyldne dråber.

Vintermørket havde lokket stjernerne frem, og månen brugte frimodigt løs af kassekreditten fra solen og polerede sin krumsabel, mens den selv lånte nogle blege skygger ud, i et forsøg på at få det hele til at hænge sammen. D. 17. november skulle der lyses godt og grundigt op, inden julemåneden satte ind med sine konkurrerende julelys.

Den havde det ikke godt med at være så afhængig og skævede tit misundeligt til solen, mens den tænkte:

”Den har jo alt, og den kan alt. Hvad kan jeg andet end at være til? Og jeg ved ikke engang, hvordan jeg er havnet her, men det er åbenbart blevet min bane, selv om jeg, i ny og næ, godt kunne tænke mig at slå mig lidt løs. Jeg har hørt, at en komet kan slå én helt ud af den, så man virkelig får en på opleveren, og det er vel at mærke ikke som de småsten, der er blevet tjattet på mig i dekadernes løb.”

”Nåmen, havet er, for en gang skyld, blikstille, så jeg må hellere nette mig lidt, mens det er til at se sig selv ordentligt. Bare ærgerligt at jeg aldrig kan betragte min nakke, men måske er der ikke nogen der lægger mærke til, hvordan jeg ser ud der bortset fra nogle nysgerrige satellitter. Mit ansigt er lidt arret, men jeg glæder mig dog over, at jeg er ganske dragende, og alle medaljer har da en bagside. Tag nu bare Mars, den dødbider, der er ikke meget sprællemand i ham mere, så måske skulle jeg ikke være så trist over min skæbne. Min kassekredit berøres vist heller ikke af de nye gebyrer, som er på menuen for tiden, så vidt jeg har forstået. Det er nok fordi, jeg bruger solenergi, og grøn energi er jo ikke bare ost, som jeg påstås at være gjort af.”

”Op med humøret, du gamle måne,” råbte et passerende stjerneskud. ”Jeg må lige opfylde et ønske, så skal jeg være der igen, hvis jeg da kan finde tilbage. Nogle af os brænder jo vores lys i begge ender, men så var det da sjovt, så længe det varede. Du sætter mange hjerter i brand, at du ved det, og Ebbe glæder sig hver måned til at give blod, nej undskyld, til at blive Flod. Du kan meget mere, end du tror, og du er ganske uundværlig. Det skulle ikke undre mig, hvis der er skrevet flere kærlighedsviser om dig end om solen, så fortsæt du bare med at få safterne til at stige. I øvrigt gi’r du solen masser af selvtillid. Hver eneste gang du er fuld, siger den: ”Se hvor smuk månen er,” og så sender den dig et par ekstra stråler for at underbygge det og uden at lægge renter og gebyrer på. Men jeg elsker solen, for den gør et stort stykke arbejde, og mange af de mennesker som hylder dig i digte, bærer spejlbilleder af solen i deres hjerter. I øvrigt er vi jo én stor familie, som må bo i det samme rum, så lad os glæde os over hinandens særheder, evner og opgaver.”

”Gid man var lige så smuk som et stjerneskud,” tænkte månen og spekulerede på, om stjernen kom tilbage. Selv havde den set utallige stjerneskud i tidens løb, og de var da alle lige smukke, og havde hver sin personlighed at gøre godt med. De var ganske vist tilbagevendende begivenheder, men mon ikke de alle endte i Ønskebrønden og blev til det pureste, flydende guld?

For der var et magisk lysskær over den Ønskebrønd, og nogle påstod, at gudinden Aurora brugte af guldet og, ikke så sjældent, skænkede Morgenstunden et glas fyldt til randen med de gyldne dråber.

Poetmanual.

Hvis dit digt skal mer' end rime,
må der være tanker bag,
de sku' gerne være dine
og kan rumme flere lag.

Hvis du intet har på sinde
blot vil sige: ¨Her er jeg,¨
så vil digtet sikkert minde
om lidt random strengeleg.

Og hvis digtet ej må rime,
være uden versefod,
kan det digtes på en time
fiks og færdigt, værsågod.

Den gyldne tråd.

Over for mig satte en dame sig, så vi vendte ansigterne mod hinanden.
I dette afsnit af bussen vendte to topladssæder sådan og med et ganske lille bord imellem. Hun satte sin store taske ved siden af sig, så den optog en hel plads, og det var da helt i orden, da der ikke manglede siddepladser på dette tidspunkt. Næppe havde hun sat sig og stillet tasken, før hun hev sit strikketøj op og gik i gang med at fortsætte, hvor hun havde sluppet, sidst der havde været mulighed for at strikke.

Jeg kom til at kigge på spidserne af hendes strikkepinde. De arbejdede ivrigt, som om de aldrig havde bestilt andet, og det havde de vel heller ikke. De skulle ikke vækkes først fra siestaen i tasken, men var årvågne i sammen øjeblik, de blev aktiverede. Hendes venstre hånd holdt om den mest dovne af pindene, og det var også med den hånd, hun holdt på den gyldne uldtråd som så ud til at komme ud mellem lillefingeren og guldebrand, og herfra videre ned i tasken. Med højre hånd aktiverede hun den mest arbejdsomme strikkepind, som gik op og ned samt henover i et regelmæssigt forløb, og med korte mellemrum trak hun med venstre hånd i tråden, når den blev for stram, så et nyt stykke gav hende arbejdsro en tid, indtil tråden igen blev for stram, så hun atter måtte trække. Det foregik med en egen regelmæssighed, så man kom til at tænke på en dampmaskine, og under hendes hænder voksede strikketøjet frem langsomt... og lige så sikkert som amen i kirken.

Jeg prøvede at forstille mig, hvad det skulle blive til, og slog mig til tåls med, at det nok var et halstørklæde, hun havde slået masker op til. Så kan hun jo også få det, så langt hun vil, tænkte jeg, og hun vil nok lave det længere end mange af de købehalstørklæd er, man bliver præsenteret for i butikkerne.

Jeg løftede forsigtigt blikket, for at se hendes ansigt, mens hun arbejdede. Hun mærkede tilsyneladende ikke noget, for hendes øjne var roligt fikserede på stikkepindespidserne, men jeg synes alligevel at kunne spore en slags åndsfravær på samme tid. Årvågent åndsfravær kunne man kalde det, og helt uden at tabe hverken maske eller tråd, men der foregik mere i hendes sind, kunne jeg mærke. Der var noget i hendes ansigtsudtryk som fik mig til at tænke på, at dette også var en slags terapi. Hvor mange tanker sad hun ikke og fordøjede og lagde ind i hver eneste maske som blev vippet over spidsen af den venstre pind? Hun vipper tankerne af pinden, og binder dem i maskerne, så hun kan komme af med noget, tænkte jeg. Det virkede som om, det gav mening, og så slog det mig, at man måske kunne sammenligne det med visse typer yogiers bedemøller eller bedekranse, hvor de skubber den ene perle eller sten efter den anden gennem hænderne i én uendelighed, mens de japper mantraer.

Det kunne godt være sådan, og hvis det var, slog hun to fluer med eet smæk: Hun fik mediteret, fik sat lidt styr på tankerne og sindet, og fik samtidig et dejligt, langt halstørklæde ud af det.

Sfærisk musik.

Euterpe havde grundet lang tid over, om fløjtespil alene var det ultimative inden for musikalsk udfoldelse. Nogle af muserne var taget på diskotek Nordlyset, fordi der var noget som kriblede i dem. Det kriblede både i hjerterne, benene og fødderne, så de blev enige om at gå ud og danse. På diskotek Nordlyset var Euterpe blevet dybt rørt over en musikers udfoldelser. Han spillede så smukt, at hun hellere end at danse sad stille og lyttede, mens hendes hjerte blev flydende, og hun forundredes over de usædvanligt betagende klange, denne musiker frembragte. Hans instrument bølgede, så det var vanskeligt at se, hvad det egentlig var, han spillede på, men det satte noget mere i gang hos hende. 

Hjemme igen tænkte hun videre over de musikalske muligheder der jo åbenbart var, og hun besluttede at prøve sig lidt frem. Hun havde en plan, og den skulle times og tilrettelægges, så der kom noget godt ud af den, og nu vidste hun, hvad der skulle afprøves: Først ville hun se, om man kunne spille harpe på solstrålerne, og gik det godt, måtte månestrålerne stå for tur. De var nok mere sarte end solstrålerne, men det kunne man så tage højde for og hensyn til.

Solstrålerne viste sig egnede til harpespil, men månestrålerne klarede ikke den vulgære behandling, så Euterpe fik en ny ide. Hun sadlede Pegasus og red hen til feernes frisørsalon, og købte en hel masse fehår. Hjemme igen vævede hun det, og lavede en bue af det, en bue som godt kunne minde om dem, man bruger ved violinspil. De vævede fehår var finere end edderkoppespind, og månestrålerne klarede mosten. 

Hun spurgte Erato og Terpsichore, om de ville være med til at danne en trio, så de sammen kunne spille ved forskellige, egnede lejligheder. Da hun havde forelagt dem sine analyser og afprøvede teknikker, indvilligede de, og det var herved, den sfæriske musik blev grundlagt. Allerede inden tre år var gået, havde de nået stjernerne og var kendte i hele universet samt i en del sorte huller allerdybest nede., mens de var allerhøjest oppe. Som baggrundsmusik anvendte de vinterens Nordlys, fordi det var så klangfuldt, og af sommerens Nordlys vævede de deres musikalske klædedragter som de anvendte, hver gang de optrådte. De sagde altid nej til at spille i de sorte huller, for det var alt for farligt, selv om de vel kunne have godt af at høre deres musik. Men alle deres numre kunne podcastes, så det måtte hullerne nøjes med, og det var egentlig også stort for dem, og på den måde slet ikke så ringe endda.

Når de spillede sammen, blev universet helt tyst, for der var noget ved deres musik som ansporede til andægtig lytten. Og lyttede man på den rigtige måde, indså man, hvad kærlighed i virkeligheden var for en størrelse, og så blev man lidt flov, når man huskede, hvordan man havde betragtet den før, selv om det også havde været stort og smukt. Og det var på ingen måde bare spil for galleriet.

Isterninger.

Januar, hvor er du kold,
dit hjerte er af is.
Du gennembryder alle skjold
på ubarmhjertig vis.

Blomster vil så gerne frem,
de længes efter varme.
Du lukker dog den frosne lem,
og vil dig ej forbarme.

Din næve har så fast et greb,
at knoerne bli'r hvide.
Dit frosne sværd du ivrigt sleb,
så du var klar i tide.

Din tid er målt, din tid er kort,
selv om den føles lang.
Du øder ikke tiden bort,
men frygter vårens sang.

Våren er så mild og god,
som selve morgenrøden.
Den flytter blidt din kolde fod,
og sender dig i døden. 

Turist uden billet.

 

 

Græsset var vidunderligt. Det kærtegnede de nøgne fødder, og det føltes, som var der et lag mos under der løftede og bar på en forfriskende og nænsom måde. Det lysende majløv var vokset sammen, så det dannede en tunnel med en fin lille åbning for enden.

Han fjedrede mod lysningen uden at forhaste sig, for der var ikke langt igen, og tid spillede ingen rolle nu.

Da han trådte ud i sollyset, lå et smilende landskab udbredt for ham. Dansk nysommer så langt øjet rakte. Himlen var helt ren, og solens varme var komfortabel. Her skulle det være.

Han satte sig ned på det øverste af skråningen, krydsede benene og rettede ryggen. Langt, langt ude i horisonten fandt han et lille lyst punkt, som han rettede blikket mod. Han åndede uanstrengt og langsomt ind, holdt vejret et øjeblik, og åndede så langsomt ud igen, lukkede øjnene og gled ind i punktet, som nu var i hans indre.
Så var han der. Hjemme igen. Han svævede roligt hen ad de smukke gader. Forskellige befordringsmidler gled lydløst ud og ind mellem hinanden i flere etager. Det var tydeligt, at alle aktiviteterne var målrettede, men alt åndede fred og harmoni.

Snart skulle han møde sine studerende igen i de vidunderlige, frie omgivelser udenfor byen. Han smilede ved tanken og så dem for sig, ivrigt gestikulerende og iklædte lette, hvide gevandter.

To drenge, som gik tur med en stor, flot Skt. Bernhardshund hvis velvillige hale fejede omgivelserne, havde set et lyn på den klare blå sommerhimmel. Et lyn som slog ned eller måske et stjerneskud som havde fortrudt og søgte tilbage igen. De ilede hen mod skråningen for enden af løvtunnellen, hvor de havde set det og fik øje på en lille rund, grøn græsplet med et alfeagtigt træ i midten. Blomsterne var fuldt udsprungne, og den ene deng sagde:

¨Når de blomster bliver til æbler, vil de nok være på størrelse med solbær, ... og se, solen skinner lige nøjagtigt ned på træet.¨

Navnløs.

Du var lige ved at se mig,
som jeg er.
Dit sind var rent
som morgendug i april.
Så gav du mig et navn,
det troede du, man skulle.
Det havde du lært
som noget fundamentalt.

Nu spærrer navnet
for åbningen i døren,
så lyset i rummet
ikke mere er eet.
I stedet er der
smukke lysstriber
som baner sig vej,
hvor navnet tillader det.

Lysstriberne fanger
din opmærksomhed,
indtil du får øje på
alle de partikler,
lysstriberne åbenbarer.
Partiklerne danser
i rummet
og underholder dig.

 

¨Jeg skal lige spartles.¨

Når kvinder går til spejlet for at lægge make-up, hører man dem undertiden sige:

¨Jeg skal bare lige spartles lidt.¨ Mænd svarer ofte: ¨Det er da ikke nødvendigt. Du er smuk, som du er.¨ Og mange mænd mener det, når de siger det.

Jeg kom til at tænke på dette, da jeg faldt over et foto af et maleri, jeg havde lavet for mange år siden. Et portræt som jeg forsøgsvis havde spartlet op, hvilket vil sige, at oliemalingen blev påført alene med en spartel. Et spartlet maleri bliver derfor grov i strukturen, men kan alligevel give indtryk af en hud som er glat.

At abstrahere fra en grov struktur, hvis den er gennemført, og på samme tid ind-se en glat hud, er ingen kunst for de fleste. Almindeligvis gør man det automatisk uden at tænke nærmere over det.

Når to mennesker har levet sammen i mange år, ser de hinanden på en anderledes måde, end andre mennesker ser dem.

Spejle lyver, fordi man bevarer sine mentale overbygninger, mens man kigger. I øvrigt er det man ser også spejlvendt. Et umanipuleret foto derimod afslører de eventualiteter, man automatisk abstraherer fra i spejlet.

 

Væverier.

Den kåbe som man bærer nu, 
den væved' man engang, 
mon ikke, jo det tror jeg sgu, 
den er vist lidt for trang.

Er kroppen bare blevet tyk, 
så kåben er et fængsel? 
Det ku' vel osse vær' det tryk 
der kommer ud af længsel.

Den næste kåbe sidder godt, 
man har jo lært at væve, 
den gamle smides ud til skrot, 
snart kan man atter svæve.

Når kåben sidder, som den skal, 
er lissom man vil ha' den, 
da kan man gå til elverbal 
på slaget tolv om natten.

En elverpiges fine hånd 
befri'r så én fra kåben: 
¨Smid over skuld'ren alle bånd 
og modtag elverdåben.¨

Tidløs?

Grib nu'et i flugten og hæld det på et reagensglas. Tilføj en lille sjat god tid fra alverdens tidszoner, og kom et gram tørret, pulveriseret tidsel i samt tre gram tidlig morgen. Så mangler der kun lidt sydesalt, et drys overtid og en teskefuld tidevand. Nu begynder det at boble, syde og dampe, og reagensglasset ændrer form, således at den øverste og nederste halvdel udvider sig og får tredoblet deres diametre, mens det snører sig sammen midtpå og får talje. En håndfuld fint, tørret strandsand kommes i, og tiden begynder straks at gå. Husk at lægge låg på åbningen og vend glasset på hovedet, hver gang tiden er moden, så vil en af Newtons love sørge for at holde tiden i gang uden optrækkeri.

NU.

Nu’et, som er uden tid, går over min forstand. 

Prøver jeg at se derpå, flyder det som vand.

Jeg må flyde ovenpå, og det kan sagtens bære,

hvad var det mon, jeg overså? Det vil jeg gerne lære. 

Mens havets bølger viser tand, og mens de hviler blanke,

de er jo dog det samme vand, og det er værd en tanke.

Men nu’et bruger ingen ord og smiler ad min iver,

som spejlet i den blanke fjord, mon det sig selv beskriver?

Januar.

Julen, som har varet længe,
holder ej til Påske mer',
den har kostet mange penge,
og nu er der ikke fler'.

Julen gider ikke vare
helt til Påske som engang,
den er træt og ønsker bare
hvile uden forårssang.

Nattens stjerner er så klare,
mens kong Vinter laver frost,
kulden kan dog ikke klare
frøken Forårs blide kost.

Lige nu hun bare smiler
drømmer om sit forårsskrud,
hun ved godt, at tiden iler
mod sæsonen, hun står brud.

 

Skruer på tiden?

Verdens ende er nær. Verdens ende indtræffer før eller siden. Verdens ende er allerede indtruffet. Verden ender aldrig, fordi den er uendelig. Mindst så mange meninger er der om verdens skæbne set i det lys.

Alle kan have ret, for verdens ende er en personlig tro eller erfaring, som er forbundet med alt fra dumhed, umodenhed, modenhed, til visdom og indsigt.

Når Mayas slør rives bort fra øjnene indses, at selv Mayas slør var Mayas slør, og at det altid har været sådan.

Begrebet tid giver mening set fra en relativ indfaldsvinkel. Her er både rum og tid en rum tid endnu. Måske altid.

En skrue uden ende er en skrue uden ende. Vil man undgå at blive forskruet, må man sikkert vælge en anden type skrue. Kærvens udformning er underordnet, bare den passer til skruetrækkeren. Mennesker som søger sandhed er skruetrækkere. Mennesker som søger sikkerhed i illusioner er skruebrækkere.

Så går tiden med det.

De tre hellige konger.

På kalenderen, ved søndag d. 6. januar 2013, står der Hellig 3 Konger. Nogle børn, og måske også nogle voksne, går udenfor juleaften ved midnatstid for at se, om Betlehemsstjernen skulle vise sig på himlen. Beretningen om de tre vise mænd fra Østerland, taler til manges hjerter,
og dufter næsten af guld, røgelse og myrra skær.

Der er sandsynligvis tale om astrologer som har set noget på himlen. For syv år før, samt tre år før vor tidsregning, var der nogle særlige planetkonstellationer som godt kunne ligne en ekstra stor stjerne. At der lige netop var tre astrologer, og om de var konger, er der intet konkret om, men de bragte tre gaver, til den konge der skulle fødes efter deres beregninger, og deraf er deres antal og titler opstået som formodninger eller poetiske udlægninger.

Sjovt nok er fundamentalistisk kristne med på den og synger gerne: Et barn er født i Betlehem, men hvis man ellers taler om astrologi, bliver de stramtandede, for astrologer er nogle ukristelige charlataner, hvis ideer stammer fra østen, på linje med karma, yoga m.v., noget de sætter en fælles hat over, som de kalder New-age, og som de, mildt sagt, tager afstand fra.

I biblen er der jo mange smukke og vise ord samt en del vås, hvis man tager alt bogstaveligt, men prøver man at komme til forståelse og indsigt af den vej, er man alligevel godt hjulpet,
hvis man kan læse mellem linjerne. Kan man ikke det, men er tordnende sikker på, at biblen altid skal tages bogstaveligt, vil man blive nødt til at fortrænge visse ting, fordi de er diametrale modsætninger.

Et enkelt eksempel: Du må ikke slå ihjel. / En Troldkvinde må du ikke lade leve.

Sammenligner man filosofien med religionen for at finde modsætninger og/eller lighedspunkter, viser det sig, at Det Nye Testamente på mange områder stemmer overens med filosofiske traditioner og med mange oldindiske og østerlandske tanker.

Det siges, at enhver er salig i sin tro, så hvis et menneske oplever ægte salighed i sind og hjerte, og samtidig tror på noget, man ikke selv går ind for, bør man se i øjnene, at vedkommende må have været i berøring med noget, man kun kan tage hatten af for og glæde sig over.