onsdag den 2. januar 2013

De tre hellige konger.

På kalenderen, ved søndag d. 6. januar 2013, står der Hellig 3 Konger. Nogle børn, og måske også nogle voksne, går udenfor juleaften ved midnatstid for at se, om Betlehemsstjernen skulle vise sig på himlen. Beretningen om de tre vise mænd fra Østerland, taler til manges hjerter,
og dufter næsten af guld, røgelse og myrra skær.

Der er sandsynligvis tale om astrologer som har set noget på himlen. For syv år før, samt tre år før vor tidsregning, var der nogle særlige planetkonstellationer som godt kunne ligne en ekstra stor stjerne. At der lige netop var tre astrologer, og om de var konger, er der intet konkret om, men de bragte tre gaver, til den konge der skulle fødes efter deres beregninger, og deraf er deres antal og titler opstået som formodninger eller poetiske udlægninger.

Sjovt nok er fundamentalistisk kristne med på den og synger gerne: Et barn er født i Betlehem, men hvis man ellers taler om astrologi, bliver de stramtandede, for astrologer er nogle ukristelige charlataner, hvis ideer stammer fra østen, på linje med karma, yoga m.v., noget de sætter en fælles hat over, som de kalder New-age, og som de, mildt sagt, tager afstand fra.

I biblen er der jo mange smukke og vise ord samt en del vås, hvis man tager alt bogstaveligt, men prøver man at komme til forståelse og indsigt af den vej, er man alligevel godt hjulpet,
hvis man kan læse mellem linjerne. Kan man ikke det, men er tordnende sikker på, at biblen altid skal tages bogstaveligt, vil man blive nødt til at fortrænge visse ting, fordi de er diametrale modsætninger.

Et enkelt eksempel: Du må ikke slå ihjel. / En Troldkvinde må du ikke lade leve.

Sammenligner man filosofien med religionen for at finde modsætninger og/eller lighedspunkter, viser det sig, at Det Nye Testamente på mange områder stemmer overens med filosofiske traditioner og med mange oldindiske og østerlandske tanker.

Det siges, at enhver er salig i sin tro, så hvis et menneske oplever ægte salighed i sind og hjerte, og samtidig tror på noget, man ikke selv går ind for, bør man se i øjnene, at vedkommende må have været i berøring med noget, man kun kan tage hatten af for og glæde sig over.
 
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar