Sfærisk musik.

Euterpe havde grundet lang tid over, om fløjtespil alene var det ultimative inden for musikalsk udfoldelse. Nogle af muserne var taget på diskotek Nordlyset, fordi der var noget som kriblede i dem. Det kriblede både i hjerterne, benene og fødderne, så de blev enige om at gå ud og danse. På diskotek Nordlyset var Euterpe blevet dybt rørt over en musikers udfoldelser. Han spillede så smukt, at hun hellere end at danse sad stille og lyttede, mens hendes hjerte blev flydende, og hun forundredes over de usædvanligt betagende klange, denne musiker frembragte. Hans instrument bølgede, så det var vanskeligt at se, hvad det egentlig var, han spillede på, men det satte noget mere i gang hos hende. 

Hjemme igen tænkte hun videre over de musikalske muligheder der jo åbenbart var, og hun besluttede at prøve sig lidt frem. Hun havde en plan, og den skulle times og tilrettelægges, så der kom noget godt ud af den, og nu vidste hun, hvad der skulle afprøves: Først ville hun se, om man kunne spille harpe på solstrålerne, og gik det godt, måtte månestrålerne stå for tur. De var nok mere sarte end solstrålerne, men det kunne man så tage højde for og hensyn til.

Solstrålerne viste sig egnede til harpespil, men månestrålerne klarede ikke den vulgære behandling, så Euterpe fik en ny ide. Hun sadlede Pegasus og red hen til feernes frisørsalon, og købte en hel masse fehår. Hjemme igen vævede hun det, og lavede en bue af det, en bue som godt kunne minde om dem, man bruger ved violinspil. De vævede fehår var finere end edderkoppespind, og månestrålerne klarede mosten. 

Hun spurgte Erato og Terpsichore, om de ville være med til at danne en trio, så de sammen kunne spille ved forskellige, egnede lejligheder. Da hun havde forelagt dem sine analyser og afprøvede teknikker, indvilligede de, og det var herved, den sfæriske musik blev grundlagt. Allerede inden tre år var gået, havde de nået stjernerne og var kendte i hele universet samt i en del sorte huller allerdybest nede., mens de var allerhøjest oppe. Som baggrundsmusik anvendte de vinterens Nordlys, fordi det var så klangfuldt, og af sommerens Nordlys vævede de deres musikalske klædedragter som de anvendte, hver gang de optrådte. De sagde altid nej til at spille i de sorte huller, for det var alt for farligt, selv om de vel kunne have godt af at høre deres musik. Men alle deres numre kunne podcastes, så det måtte hullerne nøjes med, og det var egentlig også stort for dem, og på den måde slet ikke så ringe endda.

Når de spillede sammen, blev universet helt tyst, for der var noget ved deres musik som ansporede til andægtig lytten. Og lyttede man på den rigtige måde, indså man, hvad kærlighed i virkeligheden var for en størrelse, og så blev man lidt flov, når man huskede, hvordan man havde betragtet den før, selv om det også havde været stort og smukt. Og det var på ingen måde bare spil for galleriet.