Den gyldne tråd.

Over for mig satte en dame sig, så vi vendte ansigterne mod hinanden.
I dette afsnit af bussen vendte to topladssæder sådan og med et ganske lille bord imellem. Hun satte sin store taske ved siden af sig, så den optog en hel plads, og det var da helt i orden, da der ikke manglede siddepladser på dette tidspunkt. Næppe havde hun sat sig og stillet tasken, før hun hev sit strikketøj op og gik i gang med at fortsætte, hvor hun havde sluppet, sidst der havde været mulighed for at strikke.

Jeg kom til at kigge på spidserne af hendes strikkepinde. De arbejdede ivrigt, som om de aldrig havde bestilt andet, og det havde de vel heller ikke. De skulle ikke vækkes først fra siestaen i tasken, men var årvågne i sammen øjeblik, de blev aktiverede. Hendes venstre hånd holdt om den mest dovne af pindene, og det var også med den hånd, hun holdt på den gyldne uldtråd som så ud til at komme ud mellem lillefingeren og guldebrand, og herfra videre ned i tasken. Med højre hånd aktiverede hun den mest arbejdsomme strikkepind, som gik op og ned samt henover i et regelmæssigt forløb, og med korte mellemrum trak hun med venstre hånd i tråden, når den blev for stram, så et nyt stykke gav hende arbejdsro en tid, indtil tråden igen blev for stram, så hun atter måtte trække. Det foregik med en egen regelmæssighed, så man kom til at tænke på en dampmaskine, og under hendes hænder voksede strikketøjet frem langsomt... og lige så sikkert som amen i kirken.

Jeg prøvede at forstille mig, hvad det skulle blive til, og slog mig til tåls med, at det nok var et halstørklæde, hun havde slået masker op til. Så kan hun jo også få det, så langt hun vil, tænkte jeg, og hun vil nok lave det længere end mange af de købehalstørklæd er, man bliver præsenteret for i butikkerne.

Jeg løftede forsigtigt blikket, for at se hendes ansigt, mens hun arbejdede. Hun mærkede tilsyneladende ikke noget, for hendes øjne var roligt fikserede på stikkepindespidserne, men jeg synes alligevel at kunne spore en slags åndsfravær på samme tid. Årvågent åndsfravær kunne man kalde det, og helt uden at tabe hverken maske eller tråd, men der foregik mere i hendes sind, kunne jeg mærke. Der var noget i hendes ansigtsudtryk som fik mig til at tænke på, at dette også var en slags terapi. Hvor mange tanker sad hun ikke og fordøjede og lagde ind i hver eneste maske som blev vippet over spidsen af den venstre pind? Hun vipper tankerne af pinden, og binder dem i maskerne, så hun kan komme af med noget, tænkte jeg. Det virkede som om, det gav mening, og så slog det mig, at man måske kunne sammenligne det med visse typer yogiers bedemøller eller bedekranse, hvor de skubber den ene perle eller sten efter den anden gennem hænderne i én uendelighed, mens de japper mantraer.

Det kunne godt være sådan, og hvis det var, slog hun to fluer med eet smæk: Hun fik mediteret, fik sat lidt styr på tankerne og sindet, og fik samtidig et dejligt, langt halstørklæde ud af det.