Pusteren.

Amor sad på en træstub og rørte i en lille gryde. Der steg en fin røg op fra gryden som indikerede, at den blev opvarmet på en eller anden måde.

”Hvad har du gang i,” spurgte en yndig lille pige i en dueblå sommerkjole. ”Hun har hverken strømper eller sko på,” bemærkede Amor og tænkte videre: ”Det er nok derfor, jeg ikke hørte hende komme.”

”Jeg har samlet urter og nektar hele dagen,” svarede han. ”Når det er kogt sammen og rørt tilstrækkeligt, dypper jeg pilespidserne i det, og så har mine pletskud deres autoriserede virkning,” tilføjede han med et stille, selvsikkert smil.

”Hvordan holder du gryden varm?” spurgte pigen. ”Jeg kan ikke se ild.”

”Jeg går altid til kulsvieren og køber et par af hans briketter, inden jeg laver smørelsen til mine pilespidser. De består af mos og mørnet kul, som han presser sammen, og når de er antændte, holder de en høj temperatur, uden ild at se, i flere timer. Så kan vinden ikke få fat i flammer, som ellers godt kan finde på at stikke af og lave utilsigtet ravage, hvor de intet har at gøre. I øvrigt er jeg kendt for at skabe en helt anderledes slags flammer, som du sikkert ved. Jeg er nemlig en kendis. Men hvem er du?”

”Jeg hedder ikke noget, men nogle kalder mig Pusteren, fordi jeg puster disse små frø ind i folks hjerter.” Hun pegede på en lille pose som var bundet ind i en sløjfe på et bælte, hun bar om hofterne.

”Hvordan bærer du dig dog af med det? Hvilket våben bruger du?”

”Jeg bærer slet ikke våben, men mælkebøttestængler er gode pusterør, og når frøene suser igennem dem, bliver de smurt lidt ind i den bitre mælkesaft, hvilket vækker dem af deres årtusindgamle døs. Når de når ind i hjerterne på folk, spirer de straks, og kort tid efter kommer blomsterknopperne, som folder sig ud så hurtigt, man ville kunne iagttage det. Når kærlighedsblomsterne er sprunget helt ud, så skulle du se, hvordan folk ændrer sig. Alle typer har noget godt i sig, og lige netop på de steder slår frøene rod. Jeg skød engang frø ind i hjertet på en arrig, gammel trold, og mindre end en time senere gik han og plukkede blomster for at lave en smuk buket, han ville forære væk til den første han mødte.”

”Så er du vist fra en anden dimension, for jeg har aldrig hørt om dette før. Hvor hulen kommer du fra?”

”Nej, jeg er fra samme dimension som dig. Det der dimmensionshalløj er overtro. De som ikke kan se mig, er bare mentalt søvnige eller sovende, og tror alligevel de er vågne. Jo klarere man er i sindet, jo tydeligere bliver jeg, og er sindet helt vågent, ser vi hinanden lige klart. Jeg kommer fra Engelland og er på vej mod Sjæl-land. Herefter går turen i bare fødder til Himmer-land, hvor jeg vil nyde en himmerigs mundful nektar fra Fruesko. Der skulle være så mange smukke åndehuller, og jeg har lejet en feriesky, jeg kan ligge og sunde mig på, med den blå sommerhimmel som tæppe. Herfra har jeg et strategisk overblik, og kan afsøge hele kongeriget, nu jeg alligevel er her.”

A fairy tale.

Cupid sat on a tree stump and stirred into a small pot. A fine smoke rose up from the pot which indicated that it was heated in some way.

“What are you doing,” asked an adorable little girl in a powder blue summer dress. “She has no socks or shoes on,” noted Cupid and thought further: “That’s probably why I didn’t hear her come.”

“I’ve collected herbs and nectar throughout the day,” he replied. “When it is cooked together and stirred sufficiently, I dip my arrowheads in it and then all my shots have their authorized effect,” he added with a quiet, confident smile.

“How do you keep the pot warm?” Asked the girl. “I can not see the fire.”

“I always go to the charcoal-burner and buy a few of his briquettes before I make the magic syrup I dip my arrowheads in. They consist of moss and tenderized coal which he presses together, and when they are ignited, they burn without flames, for several hours. Then the wind does not grab flames, which otherwise may well find to escape and make unintended havoc where they have nothing to do. Incidentally, I am known to create a completely different kind of flames and as you probably know I am a celebrity. But who are you? “

“I don’t have a name but some call me The Puffer because I blow these little seeds into people’s hearts.” She pointed to a small bag which was tied into a bow on a belt she wore on her hips.

“How do you do that? What weapon do you use? “

“I bear not weapons, but dandelion stems are good blowpipes, and when the seeds whiz through them, they touch the bitter milky sap, which wakes them of their millennium old daze. When they reach into the hearts of people, they sprouts immediately, and soon after comes the flower buds, which unfolds so fast you could observe it. When love-flowers are blooming completely, then you should see how people change. All types have something good in them, and just in these places the seeds get foothold with roots. I shot once seeds into the heart of an angry, old troll, and less than an hour later, he was seen picking flowers to make a beautiful bouquet, he would give away to the first he met.”

“Then you are coming from another dimension, because I have never heard of this before.”

“No, I’m from the same dimension as you. This dimension-gibberish is only superstition. Those who can’t see me, are either mentally sleepy or sleeping, and still think they are awake. The clearer you are in the mind, the clearer you see me, and with our minds fully awake, we see each other equally clear. I come from Angelland and am heading towards Soulland. Then I travel in my bare feet to Heavenland where I will enjoy the bliss of a heavenly mouthful nectar from the wild orchid, Lady’s Slippers. There are so many beautiful places, and I have rented a holiday-cloud where I can rest, with the blue summer sky as a weightless blanket. From here I have a strategic overview, and can search the whole kingdom. Now I am anyway here.”