De fleste
ville sikkert sige om Mike, at han var ret god. Hvor han var hyret til at
underholde, blev omgivelserne gerne lidt opstemte. For Mike spillede og sang
noget folk kendte til, og holdt af. Og han fik mange henvendelser fra både
private og foreninger, men hvad kun få opdagede var, at under hans kække kasket
og bag hans venlige smil var en alfemester med magiske kræfter. Dem havde han
opnået ved daglig indtagelse af bær fra en busk, som voksede et hemmeligt sted
i Hammer Bakker, i nærheden af Vodskov. Der fandtes, i hele riget, kun denne
ene busk, men til gengæld bar den bær hele året.
Alfekongen
havde egenhændigt plantet den, og kun nogle få, udvalgte alfer vidste besked om
den.
Folk,
som hørte ham spille og synge, tænkte ikke nærmere over at de, efter at have
passeret ham, havde store smil på læberne, for umiddelbart skilte han sig ikke
ud som sådan, men folk lagde ubevidst deres travle færden omkring ham igen og
igen, som om de havde glemt noget i handelens travlhed. Samtidig sugede de af
hans kunstneriske nektar, som han leverede i det skjulte, for selv om han ofte
smilede imødekommende, gjorde han ingen stads af sig selv i virkeligheden.
Udenfor
indkøbscenteret, hvor han netop havde underholdt, stod to grupper og studerede
buskøreplanen. Så sagde en dame, med fire, fyldte indkøbsposer, pludselig:
”Det er et
dejligt centertorv. God ide med det åbne glasloft de har lavet der, så man kan
se solen skinne, mens man går og ser på tilbud.”
”Så vidt jeg
husker, er der da ikke åbent glasloft der, men det føltes godt nok sådan i dag.
Der er måske lavet et eller andet med noget indirekte lys?”
”Jamen, da
vi passerede, ham der stod og spillede, kom jeg til at tænke på, at vi hellere
måtte købe noget solcreme, nu vi var her, for der var jo sommerstemning, og jeg
følte mig så let om hjertet.”
”Joh, men
selv om der er varmt i dag, er der ikke meget sol at se. Hele dagen har det
nærmest set ud som om det kan begynde at regne når som helst.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar