Sølvklokker,
mindre end alfelillefingernegle,
kimer
lydløst til ære for solen, månen og stjernerne.
Klokkerne
kimer i hver eneste af bevidsthedsoceanets dråber, og ved kysten
glitrer solen i brændingen og punkterer skumboblerne.
Fredshymner,
som ophæver tyngdekraften i alle væseners sind, komponeres uophørligt,
og alt og ingentings grænser overskrides, mens solen, månen og
stjernerne genskaber sidste nats drøm, forklædt som erindring i rum og
tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar