Blomsterne stod, sådan lidt til en side,
røde og gule men ingen hvide.
Med grønne stængler og saftige blade,
lyste de op bag den gamle lade.
Som jomfruer mildner anstrengte sind,
så presset svækkes, og lyset når ind.
Men nu blev en håndfuld skåret fra rødderne,
de fik, så at sige, amputeret fødderne.
I krukken står de og kommer til hægte,
og mindes tiden, da verden var ægte.
De husker endnu, de var fæstnet i muld,
og hvisker, at tiden ved laden var guld.
Men bedre endu er at komme i ramme,
så visner man ikke lige med det samme.
Kommer man højt på en væg for at pynte,
er man vel højere, end hvor man begyndte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar