Totem.

Skikken med fritstående totempæle er af forholdsvis nyere dato. Men totempælen, som sådan, er en ældgammel skik hos nordvestkystindianerne. De udskårne figurer er slægtssymboler, som i princippet kan sammenholdes med europæernes våbenskjolde. De blev brugt til udsmykning af husene, men også som mindesmærker over afdøde. Hver slægt, eller klan, havde sine egne symboler, selv om totempælene umiddelbart kunne minde om hinanden.

En iskold blæst gik gennem marv og ben en tidlig eftermiddag sidst i februar. Målet var en kop varm kaffe og en ostemad indtaget inden døre i et venligt gæstgiveri ved Rebild. Men alle døre var kolde og lukkede. Også menuskiltene vrissede afvisende, ja selv for røverne fra Rold, var dagen for kold, og ens totemdyr var ikke i nærheden af at gribe ind.

Men der stod en totempæl, og selv om fingrene smertede af den kolde blæst, kunne de finde, og aktivere, telefonens kamerafunktion, så pælen kunne blive foreviget.

Rebild er jo velkendt for de legendariske Rebildfester, hvor danskere og amerikanere strømmer til, d.4. juli. Så skal hvert eneste gæstgiveri nok sørge for at slå dørene op og, med varme hænder, byde én velkommen.

Man kan selvfølgelig heller ikke forvente, at de skal holde kaffen varm til frysende gæster uden for sæsonen. Men sådan føler man ikke lige i situationen.

Regn.

Frejas bror Frej, havde travlt, fordi foråret stod på spring. Freja holdt en velfortjent ferie, men for Frej var foråret absolut ikke ferietid. Byger der går og kommer, som lyn fra en klar himmel, var en af hans spidskompetencer, og det klaredes ikke uden at kunne manipulere lynhurtigt med skyerne. For selv Frej kunne ikke regne uden skyer, selv om han var i besiddelse af en avanceret regnemaskine.

Døren til hans regnskab var aldrig låst i forårstiden. Den stod oven i købet på klem, for impulserne var uforudsigelige, og måtte følges uden tøven. Han skubbede hurtigt døren helt op og greb sin regnemaskine, når de trængte sig på, og sendte så en passende byge ned over landet. Det var hans job, og hvis han ikke passede det til fuldkommenhed, blev han fyret på gråt gedeskind. Det var skik og brug i Valhal, og blev man fyret, var der stor sandsynlighed for, at man også blev sparket ud af en af de 540 porte. Hver port kunne sluse 800 krigere ud på én gang, og blev man sparket ud under en sådan udslusning, blev man automatisk indrulleret i hæren og måtte deltage i dens forestående mission. Den af krigerne som blev efterladt for at give plads, til ham der blev fyret af, blev så fritaget for værnepligt i et år, og fik køkkentjeneste, hvilket betragtedes som en loppetjans, for der blev ikke skelet til, om man snuppede godbidder under tilberedningen af de overdådige måltider. Tværtimod forventedes det, og når det så var tid at deltage i væbnede konflikter igen, var der altid problemer med at passe sin knagearkiverede udrustning.

Men Frej var trofast og blev på sin post. Han passede på ikke at lave en eneste regnefejl, og han var så nidkær, at masser af mennesker gik ud i solskin og blå himmel og vendte hjem som druknede mus. Så snart de var inden døre, og kiggede ud af vinduerne, skinnede solen igen, som om intet var hændt.

Så vidst man da, at foråret var i gang, hvis man ikke allerede havde fået øje på årstidens blomster, som altid tog lidt forskud og tittede frem for at overraske, og knopperne på buske og træer. For ikke at nævne fuglestemmerne, som kvidrede og fløjtede om alt det, de havde behov for at udtrykke. For den mørke tid tog pippet fra dem, og forløsningens glade sange om forårets forjættelser var til at, hmmm, få øje på. 

Og det var noget, man kunne regne med.

Forårstegn.

”Se far, en drage. Den er godt nok højt oppe.”

”Ja, og den er uden snor. Men det er fordi, den er levende. Den ligner måske en slags drage, men det er en fugl, som er vendt hjem fra Spanien. Se, den viser V-tegnet med halen.”

”Er det en fredsdue?”

”Nej, det er en rovfugl. Den er mest til ådsler, men tager også levende mus, firben og andet. Den glæder sig til, der bliver ”rusket” lidt op i markerne, her i foråret, så smådyrene får travlt med at finde nye gemmesteder.  Det gør det nemmere at få øje på dem, og så kan de hapses i flugten.”

”Den må have et skarpt blik, siden den kan få øje på en lille mus så højt oppe fra. Bruger den kontaktlinser? Den kan jo ikke have briller på eller bruge kikkert.”

”Den er født med så gode øjne. Det er vist noget med, hvor mange pixels dens øjne har, men hvad er det nu lige, den hedder? Bum, bum, bum, jeg ved det jo godt. Jo, jeg glemte, den hedder Glente. Rød Glente oven i købet. De fortalte om den på etteren lidt i ni.”

”Så er der nok for varmt i Spanien nu, eller også elsker den bare det danske forår og vil være med til at tage imod det. Og det kan jeg godt forstå, for det vil jeg også.”

Forårsfornemmelser.

Duerne sad på gesimsen og betragtede det snedækkede område. Viceværten gik og skrabede sne i gården, og bilisterne stod ved carportene og børstede sne af bilerne.

”Så blev foråret aflyst, min due,” sagde Kalle Duetoft ril Duella.

”Ja, det er vist sket med det. Bliver der så aldrig mere forår.”

”Det ved jeg ikke. Det er, som det er, tror jeg. Men kalenderen rykker stadig nærmere marts. Mon ikke det har betydning? Det vil jeg forsigtigt antage, med alle mulige forbehold, forstås.”

”Nårh ja. Kalenderen har tjek på det. Den rykker sig jo en tak hver dag. Men skal vinteren ikke også vide, at foråret står for tur? Jeg har hørt, at vinteren ikke kan læse og hverken kan forstå en kalender eller et vink med en vognstang. Nogen må fortælle den om det. I det mindste komme med en antydning af en hentydning.”

”Jeg hørte nogle mærkelige skrig i går. Det var traner, som gjorde sig til. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg altså fået forårsfornemmelser. Så uanset om foråret kommer eller ej, vil jeg til at bygge rede. Jeg tror, det ligger i blodet.”

Ja, hvis ikke det får foråret til at komme og skubbe vinterens små næsvisheder af pinden, ignorerer jeg det bare. Så skal det nok gå alligevel. For når kalenderen kan få traner til at danse, kan den vel også få solen til at smelte vinterens kolde hjerte. Det er i hvert fald, hvad jeg vælger at tro.”

Solsort - og omvendt.

Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april, og efterårstrækket begynder i august og kan vare helt til december.

D. 22. februar kaster Skt. Peter den varme sten i vandet, og lige om lidt kan vi slynge forårets kåbe om skuldrene og spejde efter krokus og tusindfryd. De begynder at titte frem i marts og udvider blomsterrepertoiret. Vintergækker, erantis og violer har smykket naturen en tid og giver flere arter mod på at gnide søvnen af øjnene og nyde de første mundfulde frisk forårsluft. Solsorten nyder også foråret, for kong Vinter tilbyder ikke det helt store tag-selv-bord. Nu bliver rationeringen gradvist ophævet, kongen abdicerer, og stemmebåndene smøres, hvilket den absolut, og på smukkeste vis, ikke lægger skjul på.

I det gamle Rom var marts årets første måned, fordi solen gik ind i stjernebilledet Vædderen, som er dyrekredsens første tegn.

I norden blev den i ældre tid kaldt thor- eller thordmåned, formentlig opkaldt efter krigsguden, Thor.

I marts kørte man gødning ud på markerne, og det får nogle til at mene, at navnet stammer herfra. På gammelnordisk hedder gødning, tord.

Marts rummer også Thyco Brahes dage: D. 1., d. 4., d. 14. og d. 15., men så er der til gengæld ingen højtider. D.20. marts er Forårsjævndøgn, og d. 29. marts kl. 02:00 starter sommertid (Palmesøndag).

Når løvfaldets blade, sprayet med guld,

tager afsked med grene og bliver til muld…

Når sommerens blade fødes som knopper,

og fuglene rundt i træerne hopper…

Da hvirvler stære som levende skyer,

mens skumringen favner landskab og byer.

En solsort får øje på stærenes show,

den kigger helt uden at spørge om lov.

Stærene danser som sild i stimer,

mens solen forgylder de sidste timer.

Solsorten fløjter så smukt uden noder,

genbrug af gener fra fader moder.

Tre lange toner forfulgt af en kort

mens stærene danser solen sort.

De smukke mønstre er pludselig væk,

for stikket blev trukket ved sidste træk.

Solsorten fløjter et venligt godnat,

nu stærene har sig i træerne sat.

De opførte liveshows som sild i stimer,

nu folder de vinger og sover i timer.

Med et ”byyt-byyt-byyt – byt,” dykkede solsorten brat ind i skumringens blide favn, og stilheden tog over.

Faser.

På himlen er en revne
formet som et smil
den har flere navne 
kald den hvad du vil.
Staves revne, ravne
ændrer du dit sprog  
smilet får så navne
såsom ravnekrog. 

Og denne krog kan bære
så længe det er nat
dit tøj hvis det skal være
foruden stok og hat.

Smilet bliver større
efter hvert kvarter
så forsvinder munden
og smiler ikke mer’.
For månen bliver fuld
med lys for fulde sejl
en klump æterisk guld
som hæver vandets spejl.

Menu.

”Hej, det er Gudrun. Forstyrrer jeg?"

”Narrrj, jeg er bare lige ved at blødgøre hvidkålshovedet.”

”Åh, ja. Men du plejer da at være god til at få ham til at makke ret, når han har hørt dine, hmmm, argumenter.”

”Hv…., jeg har lige kommet det i gryden og tændt. Bladene skal jo være bløde, før jeg kan forme dem. Vi skal have hvidkålsrouletter. Det er så lang tid siden, og jeg skal tage mig sammen for at gå i gang. Det tager jo tid, men vi elsker dem. Og bliver der nogle til overs, er de lækre at varme på panden sammen med brasede kartofler, eller bare et stykke brød. Nå, jeg må smutte, nu koger det. Jeg ringer senere. Hej!”

Dagens ret.

En øl-and fra Øland

vuggede på vandet.

Drak et næbfuld søvand

efter den var landet.

”Smagen er for fad

 fra fjorden her ved Gjøl.

Hvis jeg ej var flad

 drak jeg bare øl.”

En jæger slog et smut

skød med flade sten.

Tænkte på sin Ruth

med de gode ben.

En af disse sten

slukked’ andens tørst

ramte den i panden

uden at spørge først.

Ligger i en gryde

brunes med lidt øl.

Og jægeren kan byde

Ruth på and fra Gjøl.

/J.W.

At sætte ord på.

Ord som løse fugle

der flyver hist og pist

kan samles i en kugle

og sige tak for sidst.

Ord der har som agt

at ytre frie tanker

trodser mørkets magt

rokker ved dets anker.

Nu danner de en bort

der bølger op og ned

de danser solen sort

og skriver ordet fred.

Når agt bag ord er fred

med retten til at tænke

så bør de skrives ned

og burde ingen krænke.

Midt i februar.

Søndag d. 15. februar starter fastetiden.

Den varer dog kun i 40 dage,

så det tærer måske alene på legemsvægten.

Herefter starter påsken.

Er der ikke det ene, er der det andet,

og til påske må også julen slippe sit tag.

Ikke alt kan jo blive ved med at vare.

Jeppe hedder Knold, Peter hedder Tot.

Kirsten hedder Pippi, synes det er hot.

Slik i kattens tønde, katten blev jo fri,

fra Skagen og til Rønne, tønden slå’s til si.

Slik i lange baner, lige til at samle,

guf for børneganer, boller til de gamle.

Mønterne vil klirre, i bøtter og i tasker,

øjnene vil stirre, bag de fine masker.

Kan man holde masken og tænke på et navn,

så bør man holde fasten, det er jo fastelavn.

Magdas magi.

Jeg har set Magda opføre sit forårsritual, som plukkede hun mælkebøttehoveder mellem de bare tæer. Derefter lod hun som om, hun satte nogle af dem i håret, med et fjernt udtryk, som betragtede hun sig selv i et tankespejl. Så blev hendes blik atter nærværende, hendes hænder gled ind under de lange, gyldne lokker ved nakken og spredte håret, så man et øjeblik kunne se hendes ører, hvorefter hun lod det falde frit igen ned ad skuldrene.

Så løb hun, så kåd som et føl i nyt græs, stoppede op og strakte begge arme skråt i vejret. Som om hun anråbte guderne eller velsignede naturen. Hendes råhvide og florlette sommerkjole bølgede i brisen som et fint akkompagnement til de roligt drivende lammeskyer på den rene, blå himmel.

Når det bliver tid at gå aftentur med hunden, har hun sikkert støvler, hue og handsker på, samt sin kanalsyede frakke og et meterlangt halstørklæde. Kontrasten er til at få øje på, men den er også til at føle, mens februar spiller sine lokkende toner akkompagneret af forårslignende strofer, som leveres af kurrende duer og håbefulde solsorte.

Forårsguden så hendes ritual, før han vågnede helt. Hans søvn var allerede gledet over i blund, mens fjerlette drømme fløj ud og ind mellem hinanden. Som sommerfugle over en solvarm valmuemark.

Poseidons hustru.

Amfitrites vogn sendte smukke faner af flammende morild bagud, mens hun for afsted over havet. Hendes hår bølgede som legende delfinflokke i den kraftige vind, hendes fart vækkede, og både nereider og tritoner nød morilden og vinden i fulde drag. De fulgte hende på hendes færd over havets bølger, og betragtede man optoget på afstand, blev man overvældet af dets magiske udtryk.

Men Amfitrite fangede opmærksomheden mest. Hun stod altid op, med et både yndefuldt og fast greb om tømmerne, og der var et dramatisk lys over hende. Havdyrene, som var spændt for vognen, opfattede og adlød de hensigter, hun formidlede gennem tømmerne, og havets bevægelser rettede også rytmen ind efter dem.

Poeter kalder brændingens bølgebevægelser for havets åndedrag, mens de som har iagttaget Amfitrites spektakulære færd over havet med sit æteriske følge smiler imødekommende, fordi de kender de virkelige årsager, og samtidig ikke kan stå for poeternes troskyldige og kreative drømmerier.

Søndag.

Euterpe så meget glad ud. Selv med lukket mund kunne hun ikke skjule sine bedårende smilehuller. De så lidt babyagtige ud, og havde hun ikke været så spillevende, og strålende lyrisk, i sine udtryk og bevægelser, kunne man antage hende for en porcelænsdukke. Men lige meget hvordan man forsøger at beskrive hende, rækker det ikke. Det skal dog retfærdigvis tilføjes, at alle muserne egentlig er ubeskrivelige. Men man forsøger alligevel. Det er jo de vilkår, mennesker har. Ord kan føles fattige, men de kan alligevel række langt ind i de spirituelle verdener, hvis man forsøger, så godt man kan. Et lille twist i en sætning, hist og her, kan være inspireret af en af muserne selv, og så lykkes det læseren at skabe et sindbillede, som ikke er helt hen i vejret.

Og vejret var tåget i dag. Euterpe var lidt bekymret for sin internetforbindelse, fordi hun havde hørt, der var dårlig dækning i tågen, men at man var ved at ændre det, så der blev gode forbindelser på sigt. Hun havde dog hørt forkert, for det var i toget, det endnu kneb. Og togene kører jo ikke mellem himmel og jord, men holder sig på sporene, så det ville ikke berøre hende. Terpsichore havde forklaret hende sammenhængen, med et skævt smil, der sad lige i øjet, så nu smilede Euterpe atter

”Der er så meget, man kan misforstå, når man tuner ind på menneskene, kære Euterpe. Du må for eksempel ikke tro, at menneskene spiser hinanden mere, hvis du hører én sige: Hver sin smag. Men noget er dog lige ud af landevejen og giver god mening. Så man må passe på med at generalisere. Det er vist kun generaler, der kan slippe afsted med det.”

”Okay, jeg er næsten med. Men lad os nu nyde, det er søndag. Jeg har været inde på midten, altså i centrum, eller Bulls Eye, som du måske ville kalde det. Der ligger jo både et pandekagehus, et honningkagehus og et lagkagehus. Jeg investerede i en slags lagkage med en himmelsk banansmag. Prøv at se her og slik dig så bare om munden, for vi vil nyde et dygtigt stykke hver. Se hvor fint de har sprøjtet fortættede lammeskyer ud i snoede baner. De henter dem nogle kilometer over Ejer Bavnehøj, fordi de har den bedste fylde, og ikke fordi de ejer Bavnehøjen. Jeg finder lige en kagekniv, to musselmalede desserttallerkener og et par kagegafler. Så kan du sætte vand over til at hælde på Madam Blå.”

Sprællemand.

Per Otto ved en masse

for meget vil jeg tro

han mener alt skal passe

som fem fra syv er to.

Det gør det sikkert ikke

kan man vist roligt sige

og det kan man beklikke

når fem og syv er lige.

Han holder på sit motto

at alting skal gå op

kun lige tal i Lotto

gi’r ro i sjæl og krop.

Men lad ham bare sige

så meget som han vil

når fem og syv er lige

er det så lige til.

Når fem fra syv er to

og fem og syv er lige

så kan der bygges bro

i stedt for et dige.

Skal alle tal gå lige op

og passe til et motto

så spræller man da i en strop

og minder om Per Otto.

Forårsfornemmelser.

”Du dufter forjættende. Din duft bølger mellem lys gammelrosa, duset engelskrødt og silkeagtig magenta.”

”Ja, præcist. Og, som du ved, bruger jeg ikke parfume, men denne duft opstår altid, når jeg er i gang med at arrangere stævnemøder mellem nysudsprungne hjerter. Det er fordi, jeg går så meget op i det.”

”Dine øjne og kinder stråler i D-dur, og når du tryller med din Giftekniv, smager jeg en blanding af nektar, hybenmarmelade, lynghonning og sommersol.”

”Og jeg mærker samtidig en masse subtile klokker bimle og blinke af jublende fryd. Jeg er så forelsket i mit arbejde, at det får min fulde opmærksomhed. Og jeg ser alt i dette lys.”

”Jeg forstår godt, hvad du mener. Når en af mine pile har ramt et hjerte, og jeg bemærker ændringen i personens blik, de fint blussende kinder og de poetiske bevægelser, føler jeg også, jeg er kommet på min rette hylde. Tag min hånd. Så vil vi danse i sneen, indtil den smelter og bliver skiftet ud med et blomstertæppe.”

Fortsatte forsætter.

”Har I holdt jeres nytårsforsætter i år, nu vi har passeret Kyndelmisse? Så længe plejer jeg nemlig ikke at holde mine.”

”Ja, det har vi faktisk. Vi indrettede dem, så de var fleksible.  Forstået på den måde, at vi i år ville gøre, hvad vi havde lyst til og ikke, som vi plejer, plage livet af os selv, det par dage forsætterne sædvanligvis holder.”

”Jeg kan godt se, du har taget på. Ja, ja, man skal da også være lidt god ved sig selv, så længe man har sig.”

”Taget på og taget på, jeg er bare blevet meget mere rummelig. Og rummelighed er en dyd.”

”Ja, og rummelighed er også grænseløs, hørte jeg en astrofysiker sige i tv. Den varer en evighed. Men nytårsforsætter varer normalt ikke så længe.”

”Men vi hostede begge lige fra jul til midt i januar. Nu er vi da heldigvis kommet os. Jeg er i øvrigt gået over til seler, og min kone er blevet interesseret i camping. Hun er begyndt at tale om, at hun ønsker sig et nyt telt. Før var det ellers kjoler og sko, hun gik mest op i.”

”Jeg synes nu heller ikke, man skal gå i for små sko, om jeg så må sige. Så jeg vil ønske held og lykke med jeres fortsatte forsætter.”

Selv-følgelig.

”Du siger, du har haft et godt liv. Føler du aldrig, der er noget, du er gået glip af?”

”Jo da, masser. Heldigvis.”

”På torsdag er der vinsmagning i supermarkedet. Det er om aftenen. Der er mange slags vine, lufttørret skinke på franskbrød og oste. Det burde du ikke gå glip af.”

”Tak, men jeg har ikke tid. Jeg skal til selvsmagning. Det styrker egoet.”

”Er det ikke lidt smagløst?”

”Jo, ganske og aldeles. Det er helt usmageligt. Men har man først fået smag for det, fanger bordet.”

”Det er vist ikke mit bord så. Jeg foretrækker vinsmagning, og man er jo nødt til at være med, når propperne er trukket op, for vinene smager ikke sig selv. Det gør den lufttørrede skinke og ostene heller ikke.”

”Men selvsmagning giver trods alt, ved nærmere eftertanke, en vis afsmag. Så der er da også noget at tygge på.”