Regn.

Frejas bror Frej, havde travlt, fordi foråret stod på spring. Freja holdt en velfortjent ferie, men for Frej var foråret absolut ikke ferietid. Byger der går og kommer, som lyn fra en klar himmel, var en af hans spidskompetencer, og det klaredes ikke uden at kunne manipulere lynhurtigt med skyerne. For selv Frej kunne ikke regne uden skyer, selv om han var i besiddelse af en avanceret regnemaskine.

Døren til hans regnskab var aldrig låst i forårstiden. Den stod oven i købet på klem, for impulserne var uforudsigelige, og måtte følges uden tøven. Han skubbede hurtigt døren helt op og greb sin regnemaskine, når de trængte sig på, og sendte så en passende byge ned over landet. Det var hans job, og hvis han ikke passede det til fuldkommenhed, blev han fyret på gråt gedeskind. Det var skik og brug i Valhal, og blev man fyret, var der stor sandsynlighed for, at man også blev sparket ud af en af de 540 porte. Hver port kunne sluse 800 krigere ud på én gang, og blev man sparket ud under en sådan udslusning, blev man automatisk indrulleret i hæren og måtte deltage i dens forestående mission. Den af krigerne som blev efterladt for at give plads, til ham der blev fyret af, blev så fritaget for værnepligt i et år, og fik køkkentjeneste, hvilket betragtedes som en loppetjans, for der blev ikke skelet til, om man snuppede godbidder under tilberedningen af de overdådige måltider. Tværtimod forventedes det, og når det så var tid at deltage i væbnede konflikter igen, var der altid problemer med at passe sin knagearkiverede udrustning.

Men Frej var trofast og blev på sin post. Han passede på ikke at lave en eneste regnefejl, og han var så nidkær, at masser af mennesker gik ud i solskin og blå himmel og vendte hjem som druknede mus. Så snart de var inden døre, og kiggede ud af vinduerne, skinnede solen igen, som om intet var hændt.

Så vidst man da, at foråret var i gang, hvis man ikke allerede havde fået øje på årstidens blomster, som altid tog lidt forskud og tittede frem for at overraske, og knopperne på buske og træer. For ikke at nævne fuglestemmerne, som kvidrede og fløjtede om alt det, de havde behov for at udtrykke. For den mørke tid tog pippet fra dem, og forløsningens glade sange om forårets forjættelser var til at, hmmm, få øje på. 

Og det var noget, man kunne regne med.