Forårsfornemmelser.

Duerne sad på gesimsen og betragtede det snedækkede område. Viceværten gik og skrabede sne i gården, og bilisterne stod ved carportene og børstede sne af bilerne.

”Så blev foråret aflyst, min due,” sagde Kalle Duetoft ril Duella.

”Ja, det er vist sket med det. Bliver der så aldrig mere forår.”

”Det ved jeg ikke. Det er, som det er, tror jeg. Men kalenderen rykker stadig nærmere marts. Mon ikke det har betydning? Det vil jeg forsigtigt antage, med alle mulige forbehold, forstås.”

”Nårh ja. Kalenderen har tjek på det. Den rykker sig jo en tak hver dag. Men skal vinteren ikke også vide, at foråret står for tur? Jeg har hørt, at vinteren ikke kan læse og hverken kan forstå en kalender eller et vink med en vognstang. Nogen må fortælle den om det. I det mindste komme med en antydning af en hentydning.”

”Jeg hørte nogle mærkelige skrig i går. Det var traner, som gjorde sig til. Og skal jeg være helt ærlig, har jeg altså fået forårsfornemmelser. Så uanset om foråret kommer eller ej, vil jeg til at bygge rede. Jeg tror, det ligger i blodet.”

Ja, hvis ikke det får foråret til at komme og skubbe vinterens små næsvisheder af pinden, ignorerer jeg det bare. Så skal det nok gå alligevel. For når kalenderen kan få traner til at danse, kan den vel også få solen til at smelte vinterens kolde hjerte. Det er i hvert fald, hvad jeg vælger at tro.”