søndag den 22. februar 2015

Solsort - og omvendt.

Stærenes forårstræk ligger fra februar til midt i april, og efterårstrækket begynder i august og kan vare helt til december.

D. 22. februar kaster Skt. Peter den varme sten i vandet, og lige om lidt kan vi slynge forårets kåbe om skuldrene og spejde efter krokus og tusindfryd. De begynder at titte frem i marts og udvider blomsterrepertoiret. Vintergækker, erantis og violer har smykket naturen en tid og giver flere arter mod på at gnide søvnen af øjnene og nyde de første mundfulde frisk forårsluft. Solsorten nyder også foråret, for kong Vinter tilbyder ikke det helt store tag-selv-bord. Nu bliver rationeringen gradvist ophævet, kongen abdicerer, og stemmebåndene smøres, hvilket den absolut, og på smukkeste vis, ikke lægger skjul på.

I det gamle Rom var marts årets første måned, fordi solen gik ind i stjernebilledet Vædderen, som er dyrekredsens første tegn.

I norden blev den i ældre tid kaldt thor- eller thordmåned, formentlig opkaldt efter krigsguden, Thor.

I marts kørte man gødning ud på markerne, og det får nogle til at mene, at navnet stammer herfra. På gammelnordisk hedder gødning, tord.

Marts rummer også Thyco Brahes dage: D. 1., d. 4., d. 14. og d. 15., men så er der til gengæld ingen højtider. D.20. marts er Forårsjævndøgn, og d. 29. marts kl. 02:00 starter sommertid (Palmesøndag).


Når løvfaldets blade, sprayet med guld,
tager afsked med grene og bliver til muld…
Når sommerens blade fødes som knopper,
og fuglene rundt i træerne hopper…
Da hvirvler stære som levende skyer,
mens skumringen favner landskab og byer.


En solsort får øje på stærenes show,
den kigger helt uden at spørge om lov.
Stærene danser som sild i stimer,
mens solen forgylder de sidste timer.
Solsorten fløjter så smukt uden noder,
genbrug af gener fra fader moder.
Tre lange toner forfulgt af en kort
mens stærene danser solen sort.


De smukke mønstre er pludselig væk,
for stikket blev trukket ved sidste træk.
Solsorten fløjter et venligt godnat,
nu stærene har sig i træerne sat.
De opførte liveshows som sild i stimer,
nu folder de vinger og sover i timer.


Med et ”byyt-byyt-byyt – byt,” dykkede solsorten brat ind i skumringens blide favn, og stilheden tog over.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar