onsdag den 4. februar 2015

Fortsatte forsætter.



”Har I holdt jeres nytårsforsætter i år, nu vi har passeret Kyndelmisse? Så længe plejer jeg nemlig ikke at holde mine.”

”Ja, det har vi faktisk. Vi indrettede dem, så de var fleksible.  Forstået på den måde, at vi i år ville gøre, hvad vi havde lyst til og ikke, som vi plejer, plage livet af os selv, det par dage forsætterne sædvanligvis holder.”

”Jeg kan godt se, du har taget på. Ja, ja, man skal da også være lidt god ved sig selv, så længe man har sig.”

”Taget på og taget på, jeg er bare blevet meget mere rummelig. Og rummelighed er en dyd.”

”Ja, og rummelighed er også grænseløs, hørte jeg en astrofysiker sige i tv. Den varer en evighed. Men nytårsforsætter varer normalt ikke så længe.”

”Men vi hostede begge lige fra jul til midt i januar. Nu er vi da heldigvis kommet os. Jeg er i øvrigt gået over til seler, og min kone er blevet interesseret i camping. Hun er begyndt at tale om, at hun ønsker sig et nyt telt. Før var det ellers kjoler og sko, hun gik mest op i.”

”Jeg synes nu heller ikke, man skal gå i for små sko, om jeg så må sige. Så jeg vil ønske held og lykke med jeres fortsatte forsætter.”



Ingen kommentarer:

Send en kommentar