Jeg har set Magda opføre sit forårsritual, som plukkede hun mælkebøttehoveder mellem de bare tæer. Derefter lod hun som om, hun satte nogle af dem i håret, med et fjernt udtryk, som betragtede hun sig selv i et tankespejl. Så blev hendes blik atter nærværende, hendes hænder gled ind under de lange, gyldne lokker ved nakken og spredte håret, så man et øjeblik kunne se hendes ører, hvorefter hun lod det falde frit igen ned ad skuldrene.
Så løb hun, så kåd som et føl i nyt græs, stoppede op og strakte begge arme skråt i vejret. Som om hun anråbte guderne eller velsignede naturen. Hendes råhvide og florlette sommerkjole bølgede i brisen som et fint akkompagnement til de roligt drivende lammeskyer på den rene, blå himmel.
Når det bliver tid at gå aftentur med hunden, har hun sikkert støvler, hue og handsker på, samt sin kanalsyede frakke og et meterlangt halstørklæde. Kontrasten er til at få øje på, men den er også til at føle, mens februar spiller sine lokkende toner akkompagneret af forårslignende strofer, som leveres af kurrende duer og håbefulde solsorte.
Forårsguden så hendes ritual, før han vågnede helt. Hans søvn var allerede gledet over i blund, mens fjerlette drømme fløj ud og ind mellem hinanden. Som sommerfugle over en solvarm valmuemark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar