onsdag den 11. februar 2015

Poseidons hustru.



Amfitrites vogn sendte smukke faner af flammende morild bagud, mens hun for afsted over havet. Hendes hår bølgede som legende delfinflokke i den kraftige vind, hendes fart vækkede, og både nereider og tritoner nød morilden og vinden i fulde drag. De fulgte hende på hendes færd over havets bølger, og betragtede man optoget på afstand, blev man overvældet af dets magiske udtryk.

Men Amfitrite fangede opmærksomheden mest. Hun stod altid op, med et både yndefuldt og fast greb om tømmerne, og der var et dramatisk lys over hende. Havdyrene, som var spændt for vognen, opfattede og adlød de hensigter, hun formidlede gennem tømmerne, og havets bevægelser rettede også rytmen ind efter dem.

Poeter kalder brændingens bølgebevægelser for havets åndedrag, mens de som har iagttaget Amfitrites spektakulære færd over havet med sit æteriske følge smiler imødekommende, fordi de kender de virkelige årsager, og samtidig ikke kan stå for poeternes troskyldige og kreative drømmerier.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar