"Sagen" i en nøddeskal.

De tre drenge elskede at konkurrere. De var bedste venner og tilbragte al deres fritid sammen. Spil og andre konkurrencer var deres bedste tidsfordriv. (Ingen af dem brød sig dog om ordet ”tidsfordriv,” for tid havde de ikke for meget af, da de følte, den fløj hurtigere end trækkende ænder på efterårshimlen. Fortælleren her kunne dog ikke lige på siddende rumpe finde et ord, der egnede sig bedre.” Nogle sagde i øvrigt også, at et eller andet var godt ”at slå tiden ihjel med.” Og det betragtede både de tre drenge og fortælleren, som et negativt udsagn, man helst undgik.)

Drengene var alfer og derfor ganske små, selv om de var nogle hundrede år gamle. Men det er ikke så meget i deres verdensbillede. Den ene alfedreng vidste, at hans onkel blev ellevehundredeog treoghalvfirs år, sidste gang han havde fødselsdag. Det siger lidt om deres evne til at holde alderen på afstand i forhold til sædvanlige mennesker, men måske også, at de regner anderledes på tiden. Det vides ikke med sikkerhed.

De havde netop besluttet at konkurrere om, hvem der kunne krydse Biscayen fra Frankrig-siden hurtigst, i de både de hver især havde valgt. En ville sejle i en halv hasselnød, en anden valgte at sejle i en halv valnød, mens den tredje ville afprøve en halveret kokosnød. Det skulle være en konkurrence, men formålet var først og fremmest at finde ud af, om det var størrelsen, der afgjorde udfaldet. De kendte nemlig alle til det menneskelige udsagn: ”Det er ikke størrelsen, men gørelsen,” og de ville have evidens for, om det holdt vand. Mennesker sagde nemlig så meget, de ikke forstod, og en god del var de lodret uenige i.

”Jeg vil bruge tændstikker som årer,” sagde ham der skulle afprøve hasselnøddebåden. ”Og jeg vil skære nogle rensuttede ispinde til,” sagde valnøddeskipperen. ”Jeg låner et par teskeer fra menneskebørnenes dukkekaffestel,” sagde kokosroeren.

Et sted ude i Biscayen ror de tre alfedrenge nu på livet løs. Man har ingen kontakt til dem, for de har hverken telefoner eller radioer, men det bliver nu interessant at se, hvem der først når ind til Spaniens nordkyst. Og så er de jo blevet klogere på det punkt også.

Er man interesseret i, hvordan, hvorledes og hvorfor, er det da prisværdigt, at man ikke bare gætter sig frem og så lader munden løbe, men forsøger at knække nødderne ved egen erfaring. For det er ikke bare peanuts at tage nøddeknækkeren i egen hånd, når det gælder videnskab i såvel stort som småt.

"Por-let."

Olie på lærred. 25 x 25 cm. (+ ramme).

Portræt opstået efter ”palet-metoden.” 
Betegnelsen er opdigtet til lejligheden.
(Dog ikke fordi det er let).
Ved ”palet-metoden” betragter man
sin farveknoldede palet,
som godt kan være et stykke lærred,
med mange tilfældigt opståede farver på.

Så ”hugger man en hæl og klipper en tå,
og sætter måske en streg på skrå,”

Vupti, så minder det om noget.

Klodesjælens flod.

En solstrålehistorie.

Disse utallige å’er er levesteder for de smukkeste regnbueørreder, der er set i mands minde. Ørrederne stortrives, og når vejret er til det, fornemmer man levende glimt, mens ørrederne boltrer sig og indimellem rammes af en vågen solstråle.

Man kan ikke fange disse regnbueørreder med stang og snøre, da fiskene ikke bider på noget som helst. Det eneste de lader sig indfange af er solstråler, som kappes indbyrdes om at ramme flest. Hvert glimt fra skællene giver point, og dette spil bliver hverken solstrålerne eller ørrederne trætte af. Tilsyneladende foretager de sig ikke andet end dette, men man fornemmer, at der også er noget andet på spil. Noget som ikke lader sig indfange umiddelbart.

Åerne strømmer bestandig ud til alle sider fra en flod, der er så bred, at man næppe kan fange horisonter og ofte forveksles den med et hav. Kun skyer eller tågedannelser kan give en horisontfornemmelse, så den nøjes man med. Floden siges også at være så dyb, at ingen endnu har kunnet lodde den. De fleste frygter den, men nogle har dog mod til at sejle på den, hvorved de opnår et overfladisk kendskab til den. Men er man modig nok, kan man svømme i den, og set herfra forstår man, at stort set alt er muligt. Tør man drukne i den, bliver man ét med den, og så ophører de sædvanlige begrænsninger, man er blevet opfostret med, og har taget til sig, i den bedste mening. Verden forekommer helt ny og ubrugt, selv hvor man sporer utallige indgreb af skiftende slægters behov.

Nogle mener, det er floden Styx, men det er det ikke. For Styx er en tankevækkende metafor, som nogle sandsynligvis tager bogstavelig. Nej klodesjælens flod er en analogisk sandhed, som kan beskrives på ovenstående måde, selv om det er umuligt at få dens sande natur i nettet.

Det kan man ikke, for den lader sig, som regnbueørrederne i dens å’er heller ikke indfange af andet end solstråler.

Olie på plade. 21 x 16 cm.

Jordens glæder.

Moder Jords kærlige omsorg er aldeles overvældende.

Hun sørger for rigelige mængder af alt, vi har brug for.

Hun dækker et smukt tag-selv-bord og forlanger kun,

vi selv tager hænderne op af lommerne. 

Også det mest avancerede udstyr, vi har udviklet,

har sin oprindelse i og af jorden.

Det kan man nemt glemme, når man slår sin smart phone

over på Blue Tooth eller ser fjernsyn.

”Det er da noget, vi har skabt.” ;) Ja, ja, men dette at vi kan

skabe det, skyldes også Moder Jord.  For vore legemer,

incl. vore hjerner og lunger m.m. har ikke skabt sig selv

ud fra vore evner alene.

Vi glider før eller siden ind i det kredsløb, vi er udgået fra.

På tilsyneladende uudgrundelig vis og årsag.   

Moder Jord ønsker at overdænge sine børn med gaver

fra sit overflod. Men nægter man at tage imod dem,

har man sin frihed til det.

Hvis dette ikke er smukt og magisk, hvad er så?

Sprællemænd.

Det er et brud på loven, når en skorstensfejer står på en tagryg uden at være sikret mod fald, siger landsretten. Det må vel så også gælde for en spillemand på en tagryg.

For at skorstensfejeren og spillemanden skal være sikrede, kunne de have en line on livet, som så fastgjordes på noget ovenover alting. Og her er vel kun skyer eller himmelhvælvet tilgængeligt.

Rent praktisk kunne linen fæstnes i det nederste af en kumulussky, som er tæt nok til at holde en modhage. Men hvis det blæser, kunne det trække arbejderen med sig, så han kom til at hænge og sprælle mellem himmel og jord. Det ville sikkert også kunne udløse dagbøder.

At fæstne en line i selve himmelhvælvet ville kræve noget af en affyringsrampe, så modhagen kunne ekspandere, når den har gennembrudt himlen. Mon ikke også linen skulle være så lang, at det ville være næsten umuligt at praktisere, når alt kommer til alt?

Sikring er godt, men lovkrav om helgardering er umuligt at leve op til, og gør tilværelsen umedgørlig.

Words and weight

Ord i ental og ord i flertal.

Et ord er et ord,

flere ord hedder også ord.

Et ord i sig selv røber ikke,

om der er tale om et ord

eller om en ordre:

”Rør.”

Her spiller konteksten

og tonefaldet ind.

Written in Word with words.

Ord vurderes ofte ud fra

mavefornemmelser.

Jeg forbrænder ikke så meget,

som jeg spiser, så jeg påtænker

 at ændre "madfærd."

Et ord konstrueret til mit ordforråd.

Written in Word efter indtagelse af

et for overdådigt måltid i Ordrup.

Jeg foretrækker dog ord med vægt.

Forehavender.

  

Kulturelle og religiøse uforsonligheder skyldes ofte begivenheder, som er totalt uddaterede. Mere slidte end Jens Vejmands sko. Fremsynede mennesker begraver stridsøkserne i baghaverne og dyrker nu forhaverne, som vender mod morgensolen.

Men i baghaverne graves ihærdigt, af de der ikke gider dyrke en ny, smuk forhave op. De har ikke smukke kantsten og skulpturer i forhaverne, men skaber kratere og ruiner i baghaverne, mens de leder efter stridsøkserne.

  

For små femogtyve hundrede år siden blev Sokrates dømt til døden i Athen. Han "forgiftede" ungdommen med visdom, der i vore dage vurderes som noget af det ypperste, en filosof kan frembringe. Så vi betragter det, som en stor fejl, at man dødsdømte ham. Skal vi så erklære had til grækere af i dag? Nej, vel? Skal vi erklære had til dagens tyskere, fordi Hitler Den Middelmådige, forbrød sig så grusomt mod menneskeheden? Nej, vel?

Vi må se på forholdene, som det de har udviklet sig til og ikke blive ved at grave grøfter og kaste mudder i fortidens baghaver. Se på de blomster der står i forhaverne, og smage på de frugter træerne og buskene frembringer nu.

/J.W.

Et øjeblik ad gangen.

¨Hvad er meningen med tilværelsen,¨ spurgte en lille Bellis en noget større Bellis som stod nærved. Egentlig stod den så tæt på, at det kunne føles pinligt, hvis man både var nærtagende og havde behov for at være sig selv en gang imellem. ¨Og hvad er så meningen med at spørge om det,¨ svarede den lidt større Bellis. ¨Det er ikke for at blive nærgående, men tænker du aldrig over, hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen, bare et øjeblik, en gang imellem?¨ ¨Nope, for jeg går ingen steder, og så vidt jeg ved, har jeg altid stået, hvor jeg står nu. Det er mit ståsted, og jeg nyder hvert øjeblik. I unge blomster tænker sådan nogle tanker, fordi I er rodløse! Meen… jeg har da hørt lidt… fra Daisy, en Bellis som ikke er her mere. Den blev brutalt bortrykket af en komule, så der kun var en kvart stilk tilbage.¨ ¨Hvad fortalte den,¨ spurgte den lille Bellis ivrigt? ¨At vi oprindeligt er stjerner, og altså er kommet fra stjernerne. Prøv selv at se op på nattehimlen engang, hvis du kan holde dig vågen. Der vil du se tusinde, frydefulde stjerner som ligner os. Vi bliver jævnligt sendt til jorden som stjerneskud. Vi tilhører jo egentlig også en meget, meget fin orden som hedder Asterales, og familien, som sådan, hedder Asteraceae. Så vidt, så godt. Jeg vil dog ikke fare af sted med en halv vind og siger hellere: Ved jorden at blive, det tjener os bedst… selv om det lyder lidt jordbunden. Men jeg står jo også, så at sige, med begge ben plantet solidt i den danske muld og løber ikke gerne med rygter.¨ Den lille Bellis sagde henført: ¨Lige nu drømmer jeg om at blive flettet ind i en af de blomsterkranse, Elverpigerne bærer. Det må da være meget finere end at ende sine dage i en komave.¨

Olie på lærred. 30 x 40 cm. (+ ramme).

Olie på lærred. 30 x 30 cm. (+ ramme).

Pæredansk.

Det kan være vanskeligt at forstå dansk for en udenlandsk tilflytter,
hvis man ikke modererer sit billedsprog. Her er eksempler på, hvordan man nok ikke skal tale dansk til en som ikke er fortrolig med sproget:

Man må smede, mens jernet er varmt, og ikke have et horn i siden på andre som ikke gør det. Så hellere sige det som det er, og ikke som katten gå uden om den varme grød, for hurtigere at komme ind til kernen af problemet. Her gælder det om ikke at tale med uld i munden eller med to tunger.

Er man kommet til at sige for meget, bør man stikke piben ind, så den får en anden lyd, og med højt hævet pande tale sandhed. Så får rygterne ikke så let ben at gå på, og man har ikke ført sig frem med en halv vind.

Det kan også hjælpe en til ikke at ende på øretævernes holdeplads. Man kan hytte sit eget skind ved at holde tungen lige i munden eller knytte sylten og derved undgå rygtesmede, kindheste og ørefigner. For alt for spidse albuer med rundsave, får let folk til at trække følehornene til sig. Man vil jo heller ikke snydes, så vandet driver af en, når man aldrig selv snyder på vægtskålen. Det gælder om at holde skindet på næsen.

Det kan være så hårrejsende, at man må knibe sig i armen, når man opdager, nogen kan finde på det. Så hellere gå ind i folk med træsko på, og det er ikke så let, hvis man har fået det forkerte ben ud af sengen.

Sebbersund.

En sommerdag på "Fællet." Duft af tjære, lærkesang fra oven og vibeskrig fra engene mellem bjerget og fjorden.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Solstrejf.

”Duersåfin Josephine. Med løsthængende hår, der når helt ned til taljen, sækkekjole der er revet i stykker på den helt rigtige måde, bare tæer og en buket vintergækker i hånden. What’s up?”

Josephine svarede ikke, men iagttog ham med et uudgrundeligt smil, mens hendes opmærksomhed samlede sig om den kappe, han bar. Hun kunne tydeligt gennemskue, hvad den var vævet af: Illusioner, bortforklaringer, pral og mismod. ”Tænk,” tænkte hun, ”han kunne da lade være med at iføre sig den hver morgen eller, i bedre fald, brænde den. Men den tanke falder ham ikke ind. Han ser ud til at klynge sig til den, som om han frygter, noget frygteligt vil hænde ham, hvis han gjorde sig fri af den.”

”Skal du møde nogen,” prøvede han igen.

”Ja, jeg skal møde regnbuen,” svarede hun. ”Næste gang den kommer, vil den omslutte mig, og er du så heldig at være nær, vil du se mig iklædt alle dens farver. Den vil gøre mig til sin helt egen skat.”

Han skuttede sig og trak kappen tæt op mod halsen. ”Det er en kold tid, vi lever i. Det undrer mig, du står med bare tæer på en solbeskinnet græsplet, mens jeg står i sne til anklerne. Jeg tror nu ikke på eventyr, så jeg vil hjem og komme en pind på komfuret, en regnbueørred på panden og en kæp i øret. Det ved man da, hvad er.”

Once in a while.

¨What is the meaning of life¨ a small Bellis said to a somewhat larger Bellis standing nearby. Actually they stood so close that it could feel embarrassing if they were both beeing sensitive- needing to be themselves once in a while.

¨And what is the point of asking¨ the slightly larger Bellis said.

¨I don’t mean to be intrusive, but do you never think of where we come from, and where we are going to… just for a moment once in a while?¨

¨Nope, because I go nowhere, and as far as I know I have always been, where I am now. This is my “standpoint”, and I enjoy every moment. You young flowers think such strange thoughts because you are rootless! But … I have heard a little … from Daisy, a Bellis who is not around here anymore. She was brutally snatched by a cow’s mouth, leaving only a quarter of her stalk back.¨

¨What did she tell,¨ the little Bellis eagerly asked?

¨That originally we were stars. Try to look up at the night sky, if you can stay awake. There you will see thousands of joyous stars looking like us. We are regularly sent to earth as shooting stars. Actually we belong to a very fine order called Asterales… and family, as such, is called Asteraceae.

So far, so good. However, I don’t want to assume anything from out of the blue, but would rather say: It serves us best to stay on the ground. But of course I have, so to speak, both feet firmly planted in the soil and don’t like spreading rumors.¨

The small Bellis dreamingly replied: ¨Right now I want to be merged into one of the garlands, elf maidens are carrying. Surely it must be much finer than to end my days in a cow stomach.¨

"Kludretæppe."

Man væver og man knytter,

man taber tråden tit,

får gode råd og lytter,

men holder fast på sit.

Der bliver mange huller,

de dækkes så med lapper,

på gulvet ligger fnuller

og huller uden knapper.

Væven har sin egen vej

er ikke til at bakse,

så prøver man med andet grej,

med nåle, lim og sakse.

Stoffet som man kludrer med

bli’r til et ‘kludretæppe’,

selv om man bli’r ved og ved,

til andet bli’r det næppe.

Man væved’ og man knytted’,

en kåbe det sku’ være,

man skulle nok ha’ lytted’,

nu må man lapper bære.

‘Kludretæppet’ har dog sjæl,

og varmen kan man holde,

helt frem til næste milepæl,

før fødderne bli’r kolde.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Jo vist har man da haft kat.

Fire katte i alt. Ikke på én gang men i løbet af godt fyrre år. Dette indlæg handler dog kun om den ene af dem, selvom de alle har været noget ganske særligt på hver sin måde.

Det startede med en lille bog. Forfatterens navn stod på forsiden: Lobsang Rampa, og titlen var: Mit liv med Lamaen.

Jeg vil starte med at citere lidt fra bagsiden af omslaget. Det var denne introduktionsoversigt som vakte min nysgerrighed: ¨Mit liv med lamaen¨ er Lobsang Rampas beretning om sine mystiske samtaler med katten mrs. Fifi Gråskæg. Det begyndte således:

Du må være vanvittig, Feef, sagde lamaen. Hvem ville tro på, at du har skrevet en bog? Han smilede til mig og gnubbede mig under hagen, på den måde jeg allerbedst kan lide det, før han gik ud af værelset for at ordne et eller andet.

Jeg sad og tænkte over det. – Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrive en bog? Ganske vist er jeg en kat, men nogen almindelig kat er jeg ikke. Åh nej! Jeg er en siamesisk kat, som er vidt berejst og som har set meget. Ganske vist er jeg blind nu, og må støtte mig til lamaen og Lady Ku’ei for at kunne finde rundt. Men jeg har da mine minder…..

Efter at have læst bogen, stod en siameserkat øverst på ønskelisten. Kort tid efter flyttede en killing ind i vort hjem, og det var en helt ny oplevelse, for siamesere er anderledes end andre katte. Dens yndlingsplads var på min skulder, hvor den lå som en varm nakkestøtte. Sad man ved et bord, hoppede den op og ville gnubbe næse mod kind. Vi opkaldte den efter katten i bogen, og den accepterede navnet, Feef.

Efter nogen tid begyndte jeg at lave freelance arbejde hjemmefra. Det viste sig hurtigt, at jeg blev nødt til at sidde i en stue for mig selv, fordi Feef ville ligge på bordet oven i alle skitserne, og det gik ikke. Deadlines skulle jo overholdes m.m..

Efter denne omvæltning i vore vaner, trak hun sig ind i sig selv, lagde sig lige så stille på sit tæppe, kiggede vemodigt på én og blev mere og mere fjern. Til sidst var hun for stille, og blev hurtigt bragt til dyrlægen. Han sagde, at hun var død, så vi måtte sørgende og hjælpeløse efterlade hende der. Det tog meget lang tid at komme sig så meget over det, at hverdagen kunne blive nogenlunde normal igen.

Jeg sagde til min kone: Feef blev så ked af ikke at kunne ligge på min skulder altid, at hun lagde sig til at dø.

Jeg tror nu nærmere, det var kattesyge, der ramte hende, svarede hun.

Og sådan forholdt det sig jo nok.