Klodesjælens flod.

En solstrålehistorie.

Disse utallige å’er er levesteder for de smukkeste regnbueørreder, der er set i mands minde. Ørrederne stortrives, og når vejret er til det, fornemmer man levende glimt, mens ørrederne boltrer sig og indimellem rammes af en vågen solstråle.

Man kan ikke fange disse regnbueørreder med stang og snøre, da fiskene ikke bider på noget som helst. Det eneste de lader sig indfange af er solstråler, som kappes indbyrdes om at ramme flest. Hvert glimt fra skællene giver point, og dette spil bliver hverken solstrålerne eller ørrederne trætte af. Tilsyneladende foretager de sig ikke andet end dette, men man fornemmer, at der også er noget andet på spil. Noget som ikke lader sig indfange umiddelbart.

Åerne strømmer bestandig ud til alle sider fra en flod, der er så bred, at man næppe kan fange horisonter og ofte forveksles den med et hav. Kun skyer eller tågedannelser kan give en horisontfornemmelse, så den nøjes man med. Floden siges også at være så dyb, at ingen endnu har kunnet lodde den. De fleste frygter den, men nogle har dog mod til at sejle på den, hvorved de opnår et overfladisk kendskab til den. Men er man modig nok, kan man svømme i den, og set herfra forstår man, at stort set alt er muligt. Tør man drukne i den, bliver man ét med den, og så ophører de sædvanlige begrænsninger, man er blevet opfostret med, og har taget til sig, i den bedste mening. Verden forekommer helt ny og ubrugt, selv hvor man sporer utallige indgreb af skiftende slægters behov.

Nogle mener, det er floden Styx, men det er det ikke. For Styx er en tankevækkende metafor, som nogle sandsynligvis tager bogstavelig. Nej klodesjælens flod er en analogisk sandhed, som kan beskrives på ovenstående måde, selv om det er umuligt at få dens sande natur i nettet.

Det kan man ikke, for den lader sig, som regnbueørrederne i dens å’er heller ikke indfange af andet end solstråler.