Solstrejf.

”Duersåfin Josephine. Med løsthængende hår, der når helt ned til taljen, sækkekjole der er revet i stykker på den helt rigtige måde, bare tæer og en buket vintergækker i hånden. What’s up?”

Josephine svarede ikke, men iagttog ham med et uudgrundeligt smil, mens hendes opmærksomhed samlede sig om den kappe, han bar. Hun kunne tydeligt gennemskue, hvad den var vævet af: Illusioner, bortforklaringer, pral og mismod. ”Tænk,” tænkte hun, ”han kunne da lade være med at iføre sig den hver morgen eller, i bedre fald, brænde den. Men den tanke falder ham ikke ind. Han ser ud til at klynge sig til den, som om han frygter, noget frygteligt vil hænde ham, hvis han gjorde sig fri af den.”

”Skal du møde nogen,” prøvede han igen.

”Ja, jeg skal møde regnbuen,” svarede hun. ”Næste gang den kommer, vil den omslutte mig, og er du så heldig at være nær, vil du se mig iklædt alle dens farver. Den vil gøre mig til sin helt egen skat.”

Han skuttede sig og trak kappen tæt op mod halsen. ”Det er en kold tid, vi lever i. Det undrer mig, du står med bare tæer på en solbeskinnet græsplet, mens jeg står i sne til anklerne. Jeg tror nu ikke på eventyr, så jeg vil hjem og komme en pind på komfuret, en regnbueørred på panden og en kæp i øret. Det ved man da, hvad er.”