Pæredansk.

Det kan være vanskeligt at forstå dansk for en udenlandsk tilflytter,
hvis man ikke modererer sit billedsprog. Her er eksempler på, hvordan man nok ikke skal tale dansk til en som ikke er fortrolig med sproget:

Man må smede, mens jernet er varmt, og ikke have et horn i siden på andre som ikke gør det. Så hellere sige det som det er, og ikke som katten gå uden om den varme grød, for hurtigere at komme ind til kernen af problemet. Her gælder det om ikke at tale med uld i munden eller med to tunger.

Er man kommet til at sige for meget, bør man stikke piben ind, så den får en anden lyd, og med højt hævet pande tale sandhed. Så får rygterne ikke så let ben at gå på, og man har ikke ført sig frem med en halv vind.

Det kan også hjælpe en til ikke at ende på øretævernes holdeplads. Man kan hytte sit eget skind ved at holde tungen lige i munden eller knytte sylten og derved undgå rygtesmede, kindheste og ørefigner. For alt for spidse albuer med rundsave, får let folk til at trække følehornene til sig. Man vil jo heller ikke snydes, så vandet driver af en, når man aldrig selv snyder på vægtskålen. Det gælder om at holde skindet på næsen.

Det kan være så hårrejsende, at man må knibe sig i armen, når man opdager, nogen kan finde på det. Så hellere gå ind i folk med træsko på, og det er ikke så let, hvis man har fået det forkerte ben ud af sengen.