"Sagen" i en nøddeskal.

De tre drenge elskede at konkurrere. De var bedste venner og tilbragte al deres fritid sammen. Spil og andre konkurrencer var deres bedste tidsfordriv. (Ingen af dem brød sig dog om ordet ”tidsfordriv,” for tid havde de ikke for meget af, da de følte, den fløj hurtigere end trækkende ænder på efterårshimlen. Fortælleren her kunne dog ikke lige på siddende rumpe finde et ord, der egnede sig bedre.” Nogle sagde i øvrigt også, at et eller andet var godt ”at slå tiden ihjel med.” Og det betragtede både de tre drenge og fortælleren, som et negativt udsagn, man helst undgik.)

Drengene var alfer og derfor ganske små, selv om de var nogle hundrede år gamle. Men det er ikke så meget i deres verdensbillede. Den ene alfedreng vidste, at hans onkel blev ellevehundredeog treoghalvfirs år, sidste gang han havde fødselsdag. Det siger lidt om deres evne til at holde alderen på afstand i forhold til sædvanlige mennesker, men måske også, at de regner anderledes på tiden. Det vides ikke med sikkerhed.

De havde netop besluttet at konkurrere om, hvem der kunne krydse Biscayen fra Frankrig-siden hurtigst, i de både de hver især havde valgt. En ville sejle i en halv hasselnød, en anden valgte at sejle i en halv valnød, mens den tredje ville afprøve en halveret kokosnød. Det skulle være en konkurrence, men formålet var først og fremmest at finde ud af, om det var størrelsen, der afgjorde udfaldet. De kendte nemlig alle til det menneskelige udsagn: ”Det er ikke størrelsen, men gørelsen,” og de ville have evidens for, om det holdt vand. Mennesker sagde nemlig så meget, de ikke forstod, og en god del var de lodret uenige i.

”Jeg vil bruge tændstikker som årer,” sagde ham der skulle afprøve hasselnøddebåden. ”Og jeg vil skære nogle rensuttede ispinde til,” sagde valnøddeskipperen. ”Jeg låner et par teskeer fra menneskebørnenes dukkekaffestel,” sagde kokosroeren.

Et sted ude i Biscayen ror de tre alfedrenge nu på livet løs. Man har ingen kontakt til dem, for de har hverken telefoner eller radioer, men det bliver nu interessant at se, hvem der først når ind til Spaniens nordkyst. Og så er de jo blevet klogere på det punkt også.

Er man interesseret i, hvordan, hvorledes og hvorfor, er det da prisværdigt, at man ikke bare gætter sig frem og så lader munden løbe, men forsøger at knække nødderne ved egen erfaring. For det er ikke bare peanuts at tage nøddeknækkeren i egen hånd, når det gælder videnskab i såvel stort som småt.