Soldug, Vibefedt og Fruesko.

På denne frodige plet i skoven trivedes blomster og planter af mange arter. Den store, tunge kampesten var næsten groet til, dog ikke mere end at man kunne se, den var der. Den havde ligget der i lang tid, og var tør og solsveden. Men stak man hænderne ned i alt det grønne og følte på den, mærkede man en forfriskende fugtighed.

Nede i jorden under stenen boblede en kilde, som på trods af stenens vægt fandt vej op hist og her i ganske små doser, og det var disse forfriskende og fuldkomment rene udbrud fra kilden, som gjorde jorden så frugtbar. For kilden holdt ingen pauser. Døgnet rundt, ja året rundt, var den aktiv, og jorden led under det, for det var et stort pres, kilden udøvede nedenfra, og et stort pres af stenen ovenfra. Jorden ville ønske, at stenen blev fjernet, så kilden kunne få frit udløb eller, måske oven i købet, frit udspring.

Blandt blomsterne lagde man hurtigt mærke til orkideerne, samt de kødspisende blomster, soldug og vibefedt, for de var alle at betegne som eksotiske, i hvert fald på denne egn. Der var også valmuer i nærheden og nogle få solsikker. Blandt grøntsagerne var bregner mest repræsenteret, men græs, brændenælder og mange andre arter stortrivedes også. 

I én af solsikkernes åbne blomster lå to alfer med hænderne flettede bag deres hoveder. De lå skønt, for solsikken var bedre end en boxmadras, og så svajede den blidt som en veldresseret hængekøje. Og vendte man sig en gang imellem, undgik man let at blive forbrændt af solen. Træerne tog jo også af for det værste, så kun det bedste nåede frem til alferne. For dem kunne livet ikke være bedre, da alt var, som alt altid burde være.

Men jorden under stenen våndede sig ved de konstante pres, den altid var udsat for, og pludselig opsnappede den ene alf vibrationerne fra dens længsel efter udfrielse.

”Hør,” sagde den og trak hænderne væk under hovedet som den samtidig løftede lidt. ”Noget har hvisket til mig, at jorden har brug for hjælp.” Han satte sig helt op og kiggede sig lyttende og undersøgende omkring. ”Kampestenen skal væk. Det er sikkert. Hvorfor ved jeg ikke endnu, men at den skal væk, det ved jeg.”

”Jeg har certifikat til humlebi,” sagde den anden alf. ”Måske skulle vi prøve, om vi kunne binde en løkke om stenen og så flyve den ud til søens midte og lave et ordentligt plask der. Jeg tror, fiskene kunne få glæde af den. Omkring sådan en kleppert vil der blive mange legepladser, boliger og skjulesteder.”

”Den er både for stor og for tung til en humlebi. Nej, jeg prøver at telepatapetsere til Muserne. De ved så meget om alt mellem himmel og jord. Klio er nok den der ved, hvem eller hvad der skal til for at eliminere en stor og tung kampesten.”

”Se,” sagde alfen. ”Der sidder en lille pige med langt hår henne ved stenen. Hun sidder bøjet over den, så hendes hår skjuler den. Hun holder hænderne op foran ansigtet, som om hun græder. Lad os komme hen og se, hvad der foregår.”

Pigen sad og flettede en blomsterkrans, da de nåede hende. De kunne se, hun havde grædt, selv om hun så glad og sorgløs ud. Hendes øjne funklede, som om nattens klareste stjerner levede der, og hun smilede så yndigt, at ethvert hjerte, som oplevede det, måtte skælve.

”Hvor er kampestenen?” sagde en af alferne. Der var intet spor efter den. Græsset, bregnerne, soldug, vibefedt og fruesko, groede der, hvor stenen havde været, og lodret op i smukke stråler, sprang den smukkeste kilde.

”Hvilken sten? Jeg ser ikke nogen sten,” svarede pigen smilende. ”Men drik af kilden, så kan I ikke blive syge i mange, mange år, og I kan oven i købet helbrede andre, hvis I lægger hænderne på det syge sted.”

Der lød en kalden, med overtoner af klokkeklang, og pigen rejste sig, satte blomsterkransen på hovedet og begyndte at løbe mod en lysning i skoven.

”Vent,” råbte alferne. ”Kan vi ikke lege eller mødes igen.” Mens pigen løb, rystede hun på hovedet, og det kunne godt lyde som om hun svarede: ”Nej, Klio skal hjem og skrive nye historier.”

Fluorescerende refleksioner.

Den gamle måne havde været 'i ny' nogen tid og nærmede sig sit højdepunkt. Her solede den sig selvsikkert og smilede nådigt, som om den selv havde hele æren for sit attraktive lys. Det er vel forståeligt, at den påtog sig æren for det, for den lyste jo så fortryllende, og solen kunne ingen alligevel se, mens de frydede sig over månens magi. Det krævede faktisk viden ikke at forveksle månen med et selvlysende objekt, og selv om mange havde denne viden, glemte de fleste alt om det, når månens lysende skive, med det underfundige smil, øvede sin fortryllelse.

Månen er jo, lidt forenklet sagt, rund som en bold, men det er som en lysende skive, man opfatter den, når den er fuld. Og heldigvis for det, for den har også en mørk og kold side. Den holder den dog for sig selv, da kulde og mørke virker utiltalende på de fleste, og månen vil gøre næsten hvad som helst for at blive æret og elsket og er ikke bange for at pynte lidt på sit CV. Og ærligt talt, hvordan skulle den næsten blive anderledes? Den er forfængelig, og poeter over hele kloden, til alle tider, har hyldet den og derved bidraget til dens selvfølelse.

Lige nu blev den iagttaget på den mørke himmel som nåede helt ned til havet, hvor den næsten fusionerede med horisonten, og da vinden var blid, var havets bevægelser dovne med kun små krusninger, så månens spejlbillede tog sig eventyrligt ud. En gylden motorvej på havet, som dog kun feer, alfer og guder kunne færdes på, hvilket de også gjorde, da det var et af naturens højdepunkter, hvor magien fik næsten frie tøjler.

Han var helt opslugt af det mirakuløse sceneri og havde siddet her på stranden siden solnedgang. Nu blev han opmærksom på en hest med rytter som nærmede sig. De kom tilsyneladende ad den gyldne motorvej, så havet måtte være bæredygtigt i aften. Da de var ganske nær, så han, at rytteren var en nøgen kvinde med gyldent hår som nåede helt ned til det øverste af lårene. Hun steg yndefuldt af hesten og gik direkte hen mod ham. Så standsede hun og lagde nakken tilbage, så håret nåede helt ned til hælene, hvorefter hun begynde at danse, og hendes lange hår brugte hun virtuost til at iklæde dansen et forførende, visuelt akkompagnement. Han rejste sig og rakte sine hænder mod hende, mens hun graciøst, smilende og indbydende, dansede væk fra ham. Han fulgte med og forsøgte at gribe hendes fine hænder, men hendes bevægelser gjorde det umuligt for ham at nå hende, og snart var hun ved hesten igen. Hun svang sig hurtigt og let op på den, mens den besvarede hendes påstigning med at stejle, hvorefter den vendte om og galopperede lydløst ud over den gyldne motorvej.

Han var lidt fortumlet, men bemærkede, at der ikke var efterladt selv de mindste spor i det fugtige sand. Så kiggede han ud over havet, og på tværs af den gyldne motorvej løb den smukkeste morild, han havde oplevet, i et åndeløst øjeblik. Han kunne ikke se noget egentlig formål med begivenheden, men følte sig stærk og fornyet.

Månen smilede tilsyneladende upåvirket, mens den frydede sig over de mange eventyrlige begivenheder, den inspirerede til, overalt hvor dens lysende scepter havde gyldig bemyndigelse.

Karens æbletræ.

Det så så dejligt ud, som det stod der. Stammen var lige og kronen fyldig og grøn, men det var alle de smukke æbler som opmærksomheden dvælede mest ved, for et sundt æbletræ, med mange æbler, var noget alle fandt velbehag i at se på.

Det var første gang, træet bar så mange frugter. Det var kun nogle få år gammelt, og hvert år var det blevet fulgt med spænding. ”Kommer der rigtige æbler i år?” Træet havde båret nogle få æbler før, men først i år var det, som det burde være. ”Lige efter bogen,” sagde bøgen, som stod på den anden side af det hvidmalede stakit og ragede nogle meter højere op end det forholdsvist nye æbletræ.

Æbletræet selv følte sig godt tilpas, næsten samme følelse som en attenårig har med et nyerhvervet kørekort i hånden, og det følte en seriøs glæde, som kriblede helt ud i de fineste forgreninger.

”Nu er jeg voksen,”  jublede det, ”og når sommeren er gået på hæld, bliver jeg medvirkende til at holde det store kredsløb i gang. Mine efterkommere skal se hele verden og stifte familier overalt, hvor der er grøde i luften og god muld at få fodfæste i. Hvis bare kernerne får vinger, vil det lykkes, så gid nogle børn vil gå på æbleskud her hos mig, for de smider kernehusene fra sig, og det er bedre end husmødrenes samlen sammen til køkkenskraldespanden. Kerner skal spredes, og fugle har jo sjældent adgang til køkkenskrald, og så får mine kerner ikke vinger.”

Bøgen kiggede venligt overbærende ned på æbletræet og tilføjede: ”Ikke for at tage modet fra dig, men er det ikke begrænset, hvor langt fuglene flyver, før de må aflevere kernerne igen? Jeg mener, ”hele verden” er store ord. Du skal vist være heldig, hvis de når ned over grænsen, eller allerhøjst til det nordlige Italien.”

”Jo, det kan du have ret i,” svarede æbletræet. ”Men på sigt skal det nok lykkes, for mine børnebørn og oldebørn o.s.v. får jo længere og længere aktionsradius, og derfor er der vel ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe eller beskære sine drømme. Jeg føler mig grænseløs, når jeg mærker al den livslyst og grokraft som vælder ud af mig, og med så dejlige, smukke børn er jeg verdens rigeste træ, og selv om nogle af æblerne skulle falde tæt på min stamme, vil der forhåbentlig  være nogle som spreder generne for alle fire vinde til verdens fire hjørner.”

Karen sad på en hvidmalet havebænk med en kop kaffe, der duftede vidunderligt i solvarmen. Græsplænen havde den sundeste grønne farve og dannede en guldaldermalerisk kontrast til bænken. Blomsterne i haven var en fryd for øjet, hybenrosernes duft blandede sig med sommervarmens særlige aroma, og sammen med de mange andre dufte, ikke at forglemme kaffens, udløste det en stemning af virkelighed som virkeligheden egntlig var eller burde være.

Hun frydede sig over sit æbletræ og dets mange frugter. Hun huskede tydeligt, da hun havde købt det lille træ hos planteskolen, og havde både før og siden følt, at en have uden frugttræer ikke var en rigtig have. Men det var vel fordi, hun selv var vokset op med frugtbare haver, hvor der, foruden æble- og pæretræer, også var mirabeller og blommer, ribs, solbær, hindbær, kirsebær, og helt nede på jorden både kartofler, radiser, gulerødder og forskellige krydderurter.

Den tradition var hun godt i gang med at videreføre, og kaffen smagte himmelsk.

Torvedage.

Birketræet havde stået på torvet i mange år. Det stod godt og sikkert her, funderet med brosten som var lagt cirkelrundt ved foden. Træets virkelige fundament var selvfølgelig rødderne, men brostenene gav god støtte, og det så også pænt ud.

Det undrede Birk, at to mænd var ved at fjerne brosten et par meter borte, og da de havde lagt dem i en pæn lille dynge, begyndte de at grave.

”Hvad mon det skal til for,” tænkte Birk, ”skal man måske til at stifte selskab?”

Nu kom mændene slæbende på et skilt. Stangen var galvaniseret, og skiltet, som var rundt, var både hvidt og rødt, men Birk kunne endnu ikke se, hvad der stod på det. Det måtte vente, til det var på plads og mændene borte igen. Så kunne man studere sin nye nabo i fred og udfritte ham om hans herkomst samt formål med tilværelsen.

Først næste morgen vovede Birk barken, og rømmede sig:

”Sig mig, hvad skal du advisere om her ved torvets udkant, for der er vel en god mening med dig?”

”Goddag, jeg hedder Omvej Forude og skal hjælpe folk på afveje, hvis de ikke selv kan finde ud af det. Jeg er lige blevet skilt, og skal nok bruge lidt tid til at vænne mig til min nye tilværelse. Jeg fik nok af at være gift. Det er helt slut med det, så jeg er ganske og aldeles giftefærdig, for at sige det mildt. Og jeg er da heldigvis kommet helt over min separationsangst.”

”Så du har vasket tavlen ren og er startet på en frisk? Det er da fint, og foretrækker du at være single, står du et godt sted nu. Som nyskilt er du fri for at se dig selv som stamfader til en skilteskov. Det kan selvfølgelig have sine fordele at være adskilt, kan jeg godt se.”

”Ja, lige siden jeg var et lille badge, har jeg drømt om at stå på et torv. Og at blive placeret ved siden af et smukt birketræ, er nok heller ikke det værste, man kan komme ud for. Det eneste der kan bekymre mig er, om du lægger krone til reder. For jeg har i forvejen nok problemer med at holde mig fri for al den kosmetik som fuglene så generøst deler vareprøver ud af.”

”Jeg bøjer mig let og elegant for vinden og for livets tilskikkelser i det hele taget, og når du har vænnet dig til din nye position, bliver du nok også mere tolerant. For på torvedagene summer her af liv, men det er du måske for stiv til at kunne fryde dig over? Det vil vise sig, og nu må du jo opføre dig som en god vejviser til afveje eller overveje din stilling.”

”Jeg rører mig ikke ud af flækken. Når først jeg står, så står jeg, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er ikke noget, jeg påstår, for rigid påståelighed er ikke noget at skilte med. Men jeg skal nok passe mit job og mig selv med. Du hænger ikke på mig, og jeg hænger sandfordyden heller ikke på dig.”

Men det nyskilte skilt frydede sig indvendigt, for selv om det var afgivet til et seniorjob for langtidsledige, var det et drømmejob. Et drømmejob bragt til torvs. Og den slags hænger jo ikke på træerne.

Glansbilleder?

Der er mange fine muligheder for at undgå, at ens visdomskilder tørrer ud for tiden. Det er imponerende at så mange enkeltpersoner, grupper eller foreninger, kan præstere så meget af det gode. Hvis man ‘synes godt om’ nogle af dem, har man kvalificeret sig til at modtage hjertegribende smukke billeder i allerhøjeste kvalitet, nogle er næsten for gode, ‘så gode’ at de kan opnå glansbilledstatus, samt ord med vægt som kan få en til at tænke sig godt om og gøre det bedre og smukkere næste gang o.s.v., og jeg gør ikke nar her. Jeg imponeres hver evige eneste dag af mindst én sætning som indeholder så megen visdom, at mit hjerte svulmer af håb for menneskeheden og for alle andre livsformer også.

Så vidt så godt. Der er vist nok kun én ting som med sikkerhed undgår min forståelse og dermed selvfølgelig også min godkendelse. Et budskab som bliver formuleret på mange forskellige måder, ligesom alle andre budskaber bliver det, men et budskab som flyver både over mit hjerte og mit hoved, inden jeg når at få taget stilling til, om jeg er enig eller ej, hvad jeg vist ikke er. I hvert fald ikke helt. Jeg forstår det jo ikke, eller kunne der også være den mulighed, at det ikke er visdom men en slags smutter i stedet? Denne tanke er jeg dog mest tilbøjelig til at forkaste, da man støder på holdningen både her og der.

Hvad er det for en holdning, jeg har ‘problemer’ med? Skal vi ikke lige se at få den smidt op på bordet, så vi kan få gjort op med den, få den dissekeret og hældt på glas med sprit?

Det drejer sig om, det man har gjort eller ikke har gjort, som her får en ligeværdig status, idet der påstås, at det under ingen omstændigheder kunne være sket anderledes. For så ville det jo ikke være, som det nu engang er, argumenteres der lakonisk. Fordi alt er en del af en højere plan, man ikke kan overskue her og nu. Engang vil det stå klart, hvorfor det ikke kunne have været anderledes, end det blev. Det ville nok opfattes som en fordel, af den som har lavet noget snavs eller en fælde for den som, i den milde afdeling, f. eks. så bare kan tænde en smøg uden problemer, selv om han havde besluttet at holde op med at ryge i samråd med sin læge.

Jeg kan på en måde godt lide det, men jeg kan på en måde også ‘ikke fordrage det’, om jeg så må sige, for er det dyb visdom eller simpel fatalisme? Jeg ved det ikke endnu, og jeg udstiller måske min mangel på visdom her, men det er sekundært, for jeg er meget, meget mere interesseret i ‘hvad, hvordan og hvorfor’ end i at pleje et image. Hvis det er noget, der burde sige sig selv men bare, af en eller anden årsag, ikke kan finde genklang hos mig, finder jeg vel ud af det før eller siden. Enten ved at der går et lys op for mig, eller ved at en kommentar åbner mine øjne. Det vil forhåbentlig vise sig.

Nu er der vel gået et års tid, siden jeg skrev ovenstående, og spørgsmålet kunne så være, om jeg er blevet klogere. Det kan jeg ikke svare på, men jeg er stødt på nogle ting og erfaringer, som måske kunne antyde en vis bevægelse, selv om jeg ikke kan give den en decideret retning endnu. Det drejer sig nok hovedsageligt om tanker omkring nu’et. For nu’et har mange muligheder i sig, idet man ikke kan definere det tilfredsstillende, men alligevel kan drage en masse ud af at tænke over det. For prøver man at indse det, dukker der hele tiden nye aspekter op.

Før nu ER jo sket, og efter nu er endnu ikke sket, så alt før og efter må defineres som tanker. Henholdsvis erindringer og forventninger, og hvor virkelige er tanker egentlig? Her ville man så måske konkludere, at kun nu’et er virkeligt, men hvad så med de andre gange, man har mediteret over, og prøvet at indfange nu’et? Det er blevet til fortid, og dermed erindringer. Har man ramt nu’et i fortiden, må det være det samme nu, man evt. rammer nu, og hvor bliver fortid og fremtid så af?

Måske er der kun nu, og så længe man ikke altid er bevidst i det, drømmer man, eller lever i en tankeverden. Kan nu’et så kun erfares uden tanker? Her bliver man lidt usikker igen, for så forekommer det, som om nu’et er en tom tilstand, og det kan det ikke være, hvis det er det eneste virkelige, hvad det sikkert er, og de som har erfaret det siger, at kun i nu’et er man virkelig vågen, og alt andet forekommer drømmeagtigt. Det vil sige, at nu’et ikke kan forstås intellektuelt, men så må der være en højere bevidsthedstilstand som giver baghjul til den verden som tilhører tanken, næres af tanken og skylder den sin virkelighed, selv om den har drømmestatus i forhold til den virkelige virkelighed. Og set fra nu’ets standpunkt kan det der er sket, og det der vil ske, ikke være af betydning og kunne måske ikke have været, eller ikke blive, anderledes. Det kræver dog, så vidt jeg lige kan se, at man vedbliver at være bevidst i nu’et. Men disse betragtninger kan ikke nå nu’ets virkelighed alene, og er derfor kun intellektuelle konstruktioner.

Jeg læste nogle ord på en blog, som vakte min interesse, fordi de rørte ved noget dybere, som måske belyser emnet bedre, og måske helt, hvis man kommer til forståelse af dem. De lirkede til en slumrende erindring, som jeg meget gerne vil dybere ind i, da jeg føler, det er af stor væsentlighed. Ordene bliver citeret her, og så må tiden vise, om der kommer friskere boller på suppen, når tiden forhåbentlig modnes til, at nu’et gør krav på sin virkelighed.

Der findes et rum, hvor ensomhed ikke er og aldrig har været.

Det er let at finde vejen, men den skal gås alene. Dem som siger, de vil lede dig, er dem som afleder turen.

Langs vejen venter alle de mørkeste forestillinger og mareridt. Og det er dine helt alene, det er dem, du har bygget på, fra du første gang slog øjnene op i dette liv. Andre kan fortælle om deres vej, men det hjælper ikke dig – din vej vil være den værste, du kan vælge.

Ved porten venter dit billede af døden og kræver det store offer. Kys hende og tak hende, og betal med den sidste rest af angst.

Gå ind ad porten, svæv ind i stilheden, ind til det sted hvor du altid har været og altid er kommet fra, og som du ikke forstår, hvorfor du nogensinde forlod. Her er vi alle, og her har vi altid været, og her vil vi altid prøve at vende tilbage til, når vi tror, vi har mistet hinanden. Det er bare os selv vi har forladt, og vejen hjem er let at finde.

Hold ud. Jeg er på vej.

(Fortsættelse følger formentlig).

Ja goddag, eller måske godmorgen. Her er lidt mere tankespind:

Fortidens og fremtidens lænker kan være tunge at bære, hvad enten de er af jern eller guld. Er de lette, er de ikke smedede, men  føles  måske som flettede blomsterkranse med duft af søde minder eller forjættelser.

Under alle omstændigheder er selv de lette tyngende, for den der forsøger at vågne op. De knytter alle, mere eller mindre, sindet til sig og forsinker derved fuld opvågning til det egentlige nu og her. Såvel fortid som fremtid, og selve forestillingen om nu og her, væves ind i sindet og okkuperer opmærksomheden.

Hvad menes der da med denne opvågning? Buddha er kendt for at være ’vågnet op,’ og set fra denne tilstand, er alt ganske og aldeles vidunderligt, kan man læse sig frem til. Ingen sko trykker, selv om krige raser om ørerne på een, og ”alt er såre godt,” som Jesus udtrykte det iflg. det ny testamente .
Det lyder som en attraktiv tilstand, som måske også kan forekomme utopisk og uden empati.

I den reflekterende meditation, som bl. a. inkluderer filosofisk indsigt som mål, vil man før eller siden blive konfronteret med tilbuddet om,  at give egoet tilbage til det som alligevel altid har været dets ophav. Det er blot illusionen om egoets selvstændighed, der bliver oplyst og afviklet.

Der er mange af bibelens fortællinger som er symbolske fremstillinger af processen fra ’søvn’ til ’opvågning.’ Når man overgiver egoet til dets ophav, føles det lige inden, som om man kan miste livet, så det er et vanskeligt punkt for nogle, selv om det måske kun tager et sekund. Det svarer til Abrahams ’ofring’ af Isak. Først da Abraham havde accepteret buddet og var beredt på at ofre sin søn, blev han stoppet af en engel, hvorefter han levede  lykkeligt.

Sådan er alle hellige skrifter hele vejen igennem. Analogier som belyser processen fra sovende menneske, hele vejen til det fuldt vågne stadie, hvor man er blevet født på ny. Der er i virkeligheden tale om opnåelse af filosofisk indsigt, hvilket er det samme som at opnå frihed ved sandhed/virkelighed.

Mange misforstår hellige skrifter, og tager de beskrevne begivenheder for pålydende. Det har haft og har stadig katastrofale reaktioner til følge: Drab, bombning, stening, gensidig mistro, nidkærhed, hævn for at glæde Gud, rigide regler man opfatter som bud, fordi det er enklere at holde sig til regler end at søge at forstå, hvordan og hvorfor sandheden kan gøre én fri. De fleste mennesker ønsker nemlig ikke sandheden, enten fordi de er ligeglade med den, eller fordi de er bange for dens lys, som de dog alligevel ikke kan gemme sig for i al evighed. De finder tryghed i deres lænker.

”Sandheden skal gøre Jer frie,” sagde Jesus iflg. bibelen, som egentlig  beskriver, hvad oldtidens vismænd i østen, allerede havde fundet frem til. Såkaldte hellige skrifter er fremstillet som analogier, beregnet til datidens åndelige niveau. Oldtidens opvågnede vismænd ville måske smile vemodigt over, hvordan deres viden er blevet omformuleret, og græmmes over hvordan den er blevt tolket. Generationers tunge tankegods som i hvert slægtled bliver presset ned over børn, gør menneskehedens åndelige udvikling, mod lysere og mere modne niveauer, langvarig og desværre også blodig.

Så måske ville menneskeheden have været langt bedre tjent helt uden religioner. For i alle mennesker er der en medfødt, skjult erindring om det højere selv, og de muligheder der tilbydes via dette. Intuitionen og tilværelsens reaktion på ens handlinger ville i sig selv måske hurtigere kunne få den enkelte dresseret til et højere og mere værdigt liv, men gamle trossystemers betontunge åg, bliver konstant presset ned over sunde sjæle, som uvægerlig kommer til at lide under det og bliver ganske frustrerede, hvis de har en indre følelse af, hvordan de i virkeligheden burde leve, tænke og føle.

Mens forstenede vogtere af fortidens misforståelser holder øje og er klar til at hævne mentalhygiejnisk, guddommelig og sund menneskelig udvikling.

Kaffegrums og bladlus.

”Det er jo ikke rigtig kaffe, du laver,” sagde Meritta venligt til SenGeo. De to kaffebryggere stod side om side på en hylde i køkkenet, og de kom almindeligvis godt ud af det med hinanden, selv om de havde deres udprægede forskelligheder. Eller måske netop derfor, for så var der jo andre parametre de konkurrerede på end lige netop dette, at få den bedste kop kaffe ud af en teskefuld bønner. Og ville man sammenligne på denne måde, måtte der også tages højde for brygningstid, samt hvor varm kaffen blev. Så dette med om der var eet eller flere varmelegemer var ofte et hot emne blandt de forskellige mærker, og nogle følte, det var som at sammenligne en knallert med en motorcykel.  

”Den kaffe jeg laver med mine puder er da fantastisk, og så skummer den lidt oven i koppen,” sagde SenGeo og rettede ryggen. Det gjorde den i øvrigt tit, for den havde tilbøjelighed for duknakkethed, hvilket egentlig var umuligt at gøre noget ved. Men, som den sagde: ”Man kan jo altid prøve, jeg vil da aldrig tøve.”

Så vidt, så godt. De to kaffebryggere holdt nøje øje med hinanden, for der var altså lidt jalousi mellem dem. Det var ærefuldt at blive benyttet, og det kunne godt gøre lidt ondt, når kun den anden blev startet, for det var næsten altid enten eller.

”Jeg synes, dine varmeplader er så mørke og fugtige,” sagde Meritta. ”Lider du af inkontinens?” ”Nej, ikke det der ligner, jeg er vist bare ivrig af natur, og det kan godt løbe lidt af med mig. Det er nu heller ikke altid, de husker at sætte kopper som er store nok på, og jeg docerer altså det, jeg docerer. Sådan er det.”

”Ja, jeg har selvfølgelig automatisk drypstop,” sagde Meritta stolt, ”samt automatisk switch- off.”

”Nårh,” svarede SenGeo, ”fint skal det nok være, men det er sikkert også nødvendigt, når du skal have en kaffepose på hovedet for at kunne brygge. Jeg synes, min metode er mere elegant. Den er i hvert fald enklere, når jeg selv skal sige det, og når kaffetørsten er størst, er jeg altid nærmest, hvis der kun er brug for en enkelt kop eller to.”

”Jo, men du ved jo godt, at man drikker kaffe ad libitum her i huset, og når jeg  har lavet så mange kopper, jeg kan ad gangen, fylder de dem på termokande. Det er da smart, og her kan du slet ikke være med.”

”Jeg er overhovedet ikke til overforbrug, og som jeg plejer at sige: Lidt, men godt. Det er mit motto, og jeg vil på ingen måde befordre muligheden for at nogen skulle opnå at erhverve sig en  omgang kaffedelirium, hverken nu eller fremover. Og kaffegrums slipper man for hos mig. Det er måske egnet til at spå i, hvem ved, men jeg gider ikke beskæftige mig med det, for det er der ingen fremtid i.”

”De kaffeposer jeg bærer på hovedet, som du så elegant udtrykker det, sikrer faktisk optimal udnyttelse af bønnernes iboende muligheder. For når kaffen er brygget og kaffeposen stillet i vasken, til den ikke er varm mere,  kan man bruge grumset til at komme på potteplanter eller i køkkenhaven. Mulden elsker det, fordi der er så mange gode mineraler i, og så holder det bladlus og lignende uønskede gæster borte. De hader nemlig kaffegrums. Hvis du ellers mangler gode ideer, vil jeg sige: Er tanken tom og hjernen træt, døser du og gi’r et spjæt? Bryg dog kaffe er mit svar, så bli’r tanken atter klar.

For gode ideer opnår man nemlig ikke ved at lægge hovedet på en kaffepude.”

Kostplaner.

Hvis en kost var bevidst som væsen, ville den finde det mest naturligt at blive fejet eller fløjet med, og ikke blive affejet i stedet, for det man er inkarneret som kræver et handlingsmønster som er i overensstemmelse med naturen af inkarnationen. En gazelle spiser græs, mens en løve spiser gazeller, og det må man ikke bebrejde dem, uanset hvad man synes om det. Så længe ingen af dem overskrider de grænser naturen har afstukket, gør de det, de skal og må gøre.

Gudinder kan forekomme mennesker at være lidt tricky, for deres beføjelser er ikke til at overskue, og man vil helst kunne overskue tingene for at føle sig tryg, selv om det ikke er muligt at overskue noget som ligger så højt over ens, almindeligt anvendte, fatteevne. Så hvis man vil danse med en gudinde og føre, får man kun førertrøjen på, hvis man accepterer, at man er på Herrens Mark, og samtidig ønsker at være det, fordi det nu en gang er det der kræves for at kunne interagere med guderne. Der er dog en del mere i det end det nævnte, men det er ikke muligt at få plads til alt, hvis man samtidig skal fortælle lidt udover betingelserne. Endvidere bør man også vide noget om det, man skriver om, med mindre det er formuleret spørgende.

Frigg havde fået en kriblende lyst til at se andre guder og gudinder, og gik og bryggede på muligheden for at invitere til fest i Valhalla, men hun vidste godt, at det ikke bare var noget man sådan gjorde med et fingerknips. Odin skulle være med på ideen, og alene dette kunne være en stor hurdle at overvinde. Ikke fordi han ikke var til fest, men ideerne skulle helst komme fra ham, så det skulle tænkes godt igennem, før der kunne festes igennem.

Og selv om der var god plads i Valhalla, kunne man ikke invitere alle, så der kunne blive problemer med jalousi fra de ikke inviterede, og dens slags kunne være svære at få skrevet i glemmebogen. Alene Olympens guder og gudinder ville fylde godt, så Frigg ville gerne nøjes med Appollon og de ni Muser, og fra Indien måtte der så endelig ikke inviteres flere, end der blev inviteret fra Olympen. Men i Indien var der over tre hundrede millioner guder at vælge imellem, så det var ingen let sag. Lakshmi,  med de fire arme skulle i hvert fald ikke inviteres, for det blev for meget for Frigg at se på, når hun spiste og drak, og det var umuligt at lade være med at kigge på hende, fordi hendes bevægelser var så iøjnefaldende.

Så måske var det alligevel bedst at glemme ønsket om et stort gæstebud. Odin døjede også med migræne, som han kaldte det, når han havde drukket for meget mjød, og det var stort set hver eneste dag. Han var blevet for gammel til Frigg, som havde pulserende blod i sine årer, og alle ved, hvad det kan betyde. Alle ved også, at nye koste fejer bedst, men Odin kunne ikke sådan skiftes ud, for selv om han var gammel, kunne han sikkert nemt leve nogle æoner og et par dekader endnu. Han havde da også været oppe på dupperne siden tidernes årle morgen, så lidt udbrændt var der ikke noget at sige til, han var.

Sankt Hans kunne de da fejre, for det gav god mening i Valhalla, da heksene var i slægt med jætterne og derfor ofte fulgtes med Loke.  De var med til mange almindelige sammenkomster, og havde  deres egne kostplaner, for de cyklede jo ikke til Bloksbjerg, men fløj på deres sædvanlige, autoriserede måde. Ingen af dem havde alligevel styr på cykler, så hvorfor lave det om. Nej, men nye koste var altid velkomne, og de blev faktisk aldrig brugt til at feje med.

Derfor var heksekoste ofte frustrerede, men dybt i deres kostelige hjerter, var en svag erindring om en tilværelse, hvor man var i stand til at flytte støv og skidt fra eet sted til et andet. Og det gav god mening for en kost.