Den gamle måne havde været 'i ny' nogen tid og nærmede sig sit højdepunkt. Her solede den sig selvsikkert og smilede nådigt, som om den selv havde hele æren for sit attraktive lys. Det er vel forståeligt, at den påtog sig æren for det, for den lyste jo så fortryllende, og solen kunne ingen alligevel se, mens de frydede sig over månens magi. Det krævede faktisk viden ikke at forveksle månen med et selvlysende objekt, og selv om mange havde denne viden, glemte de fleste alt om det, når månens lysende skive, med det underfundige smil, øvede sin fortryllelse.
Månen er jo, lidt forenklet sagt, rund som en bold, men det er som en lysende skive, man opfatter den, når den er fuld. Og heldigvis for det, for den har også en mørk og kold side. Den holder den dog for sig selv, da kulde og mørke virker utiltalende på de fleste, og månen vil gøre næsten hvad som helst for at blive æret og elsket og er ikke bange for at pynte lidt på sit CV. Og ærligt talt, hvordan skulle den næsten blive anderledes? Den er forfængelig, og poeter over hele kloden, til alle tider, har hyldet den og derved bidraget til dens selvfølelse.
Lige nu blev den iagttaget på den mørke himmel som nåede helt ned til havet, hvor den næsten fusionerede med horisonten, og da vinden var blid, var havets bevægelser dovne med kun små krusninger, så månens spejlbillede tog sig eventyrligt ud. En gylden motorvej på havet, som dog kun feer, alfer og guder kunne færdes på, hvilket de også gjorde, da det var et af naturens højdepunkter, hvor magien fik næsten frie tøjler.
Han var helt opslugt af det mirakuløse sceneri og havde siddet her på stranden siden solnedgang. Nu blev han opmærksom på en hest med rytter som nærmede sig. De kom tilsyneladende ad den gyldne motorvej, så havet måtte være bæredygtigt i aften. Da de var ganske nær, så han, at rytteren var en nøgen kvinde med gyldent hår som nåede helt ned til det øverste af lårene. Hun steg yndefuldt af hesten og gik direkte hen mod ham. Så standsede hun og lagde nakken tilbage, så håret nåede helt ned til hælene, hvorefter hun begynde at danse, og hendes lange hår brugte hun virtuost til at iklæde dansen et forførende, visuelt akkompagnement. Han rejste sig og rakte sine hænder mod hende, mens hun graciøst, smilende og indbydende, dansede væk fra ham. Han fulgte med og forsøgte at gribe hendes fine hænder, men hendes bevægelser gjorde det umuligt for ham at nå hende, og snart var hun ved hesten igen. Hun svang sig hurtigt og let op på den, mens den besvarede hendes påstigning med at stejle, hvorefter den vendte om og galopperede lydløst ud over den gyldne motorvej.
Han var lidt fortumlet, men bemærkede, at der ikke var efterladt selv de mindste spor i det fugtige sand. Så kiggede han ud over havet, og på tværs af den gyldne motorvej løb den smukkeste morild, han havde oplevet, i et åndeløst øjeblik. Han kunne ikke se noget egentlig formål med begivenheden, men følte sig stærk og fornyet.
Månen smilede tilsyneladende upåvirket, mens den frydede sig over de mange eventyrlige begivenheder, den inspirerede til, overalt hvor dens lysende scepter havde gyldig bemyndigelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar