På denne frodige plet i skoven trivedes blomster og planter af mange arter. Den store, tunge kampesten var næsten groet til, dog ikke mere end at man kunne se, den var der. Den havde ligget der i lang tid, og var tør og solsveden. Men stak man hænderne ned i alt det grønne og følte på den, mærkede man en forfriskende fugtighed.
Nede i jorden under stenen boblede en kilde, som på trods af stenens vægt fandt vej op hist og her i ganske små doser, og det var disse forfriskende og fuldkomment rene udbrud fra kilden, som gjorde jorden så frugtbar. For kilden holdt ingen pauser. Døgnet rundt, ja året rundt, var den aktiv, og jorden led under det, for det var et stort pres, kilden udøvede nedenfra, og et stort pres af stenen ovenfra. Jorden ville ønske, at stenen blev fjernet, så kilden kunne få frit udløb eller, måske oven i købet, frit udspring.
Blandt blomsterne lagde man hurtigt mærke til orkideerne, samt de kødspisende blomster, soldug og vibefedt, for de var alle at betegne som eksotiske, i hvert fald på denne egn. Der var også valmuer i nærheden og nogle få solsikker. Blandt grøntsagerne var bregner mest repræsenteret, men græs, brændenælder og mange andre arter stortrivedes også.
I én af solsikkernes åbne blomster lå to alfer med hænderne flettede bag deres hoveder. De lå skønt, for solsikken var bedre end en boxmadras, og så svajede den blidt som en veldresseret hængekøje. Og vendte man sig en gang imellem, undgik man let at blive forbrændt af solen. Træerne tog jo også af for det værste, så kun det bedste nåede frem til alferne. For dem kunne livet ikke være bedre, da alt var, som alt altid burde være.
Men jorden under stenen våndede sig ved de konstante pres, den altid var udsat for, og pludselig opsnappede den ene alf vibrationerne fra dens længsel efter udfrielse.
”Hør,” sagde den og trak hænderne væk under hovedet som den samtidig løftede lidt. ”Noget har hvisket til mig, at jorden har brug for hjælp.” Han satte sig helt op og kiggede sig lyttende og undersøgende omkring. ”Kampestenen skal væk. Det er sikkert. Hvorfor ved jeg ikke endnu, men at den skal væk, det ved jeg.”
”Jeg har certifikat til humlebi,” sagde den anden alf. ”Måske skulle vi prøve, om vi kunne binde en løkke om stenen og så flyve den ud til søens midte og lave et ordentligt plask der. Jeg tror, fiskene kunne få glæde af den. Omkring sådan en kleppert vil der blive mange legepladser, boliger og skjulesteder.”
”Den er både for stor og for tung til en humlebi. Nej, jeg prøver at telepatapetsere til Muserne. De ved så meget om alt mellem himmel og jord. Klio er nok den der ved, hvem eller hvad der skal til for at eliminere en stor og tung kampesten.”
”Se,” sagde alfen. ”Der sidder en lille pige med langt hår henne ved stenen. Hun sidder bøjet over den, så hendes hår skjuler den. Hun holder hænderne op foran ansigtet, som om hun græder. Lad os komme hen og se, hvad der foregår.”
Pigen sad og flettede en blomsterkrans, da de nåede hende. De kunne se, hun havde grædt, selv om hun så glad og sorgløs ud. Hendes øjne funklede, som om nattens klareste stjerner levede der, og hun smilede så yndigt, at ethvert hjerte, som oplevede det, måtte skælve.
”Hvor er kampestenen?” sagde en af alferne. Der var intet spor efter den. Græsset, bregnerne, soldug, vibefedt og fruesko, groede der, hvor stenen havde været, og lodret op i smukke stråler, sprang den smukkeste kilde.
”Hvilken sten? Jeg ser ikke nogen sten,” svarede pigen smilende. ”Men drik af kilden, så kan I ikke blive syge i mange, mange år, og I kan oven i købet helbrede andre, hvis I lægger hænderne på det syge sted.”
Der lød en kalden, med overtoner af klokkeklang, og pigen rejste sig, satte blomsterkransen på hovedet og begyndte at løbe mod en lysning i skoven.
”Vent,” råbte alferne. ”Kan vi ikke lege eller mødes igen.” Mens pigen løb, rystede hun på hovedet, og det kunne godt lyde som om hun svarede: ”Nej, Klio skal hjem og skrive nye historier.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar