Det så så dejligt ud, som det stod der. Stammen var lige og kronen fyldig og grøn, men det var alle de smukke æbler som opmærksomheden dvælede mest ved, for et sundt æbletræ, med mange æbler, var noget alle fandt velbehag i at se på.
Det var første gang, træet bar så mange frugter. Det var kun nogle få år gammelt, og hvert år var det blevet fulgt med spænding. ”Kommer der rigtige æbler i år?” Træet havde båret nogle få æbler før, men først i år var det, som det burde være. ”Lige efter bogen,” sagde bøgen, som stod på den anden side af det hvidmalede stakit og ragede nogle meter højere op end det forholdsvist nye æbletræ.
Æbletræet selv følte sig godt tilpas, næsten samme følelse som en attenårig har med et nyerhvervet kørekort i hånden, og det følte en seriøs glæde, som kriblede helt ud i de fineste forgreninger.
”Nu er jeg voksen,” jublede det, ”og når sommeren er gået på hæld, bliver jeg medvirkende til at holde det store kredsløb i gang. Mine efterkommere skal se hele verden og stifte familier overalt, hvor der er grøde i luften og god muld at få fodfæste i. Hvis bare kernerne får vinger, vil det lykkes, så gid nogle børn vil gå på æbleskud her hos mig, for de smider kernehusene fra sig, og det er bedre end husmødrenes samlen sammen til køkkenskraldespanden. Kerner skal spredes, og fugle har jo sjældent adgang til køkkenskrald, og så får mine kerner ikke vinger.”
Bøgen kiggede venligt overbærende ned på æbletræet og tilføjede: ”Ikke for at tage modet fra dig, men er det ikke begrænset, hvor langt fuglene flyver, før de må aflevere kernerne igen? Jeg mener, ”hele verden” er store ord. Du skal vist være heldig, hvis de når ned over grænsen, eller allerhøjst til det nordlige Italien.”
”Jo, det kan du have ret i,” svarede æbletræet. ”Men på sigt skal det nok lykkes, for mine børnebørn og oldebørn o.s.v. får jo længere og længere aktionsradius, og derfor er der vel ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe eller beskære sine drømme. Jeg føler mig grænseløs, når jeg mærker al den livslyst og grokraft som vælder ud af mig, og med så dejlige, smukke børn er jeg verdens rigeste træ, og selv om nogle af æblerne skulle falde tæt på min stamme, vil der forhåbentlig være nogle som spreder generne for alle fire vinde til verdens fire hjørner.”
Karen sad på en hvidmalet havebænk med en kop kaffe, der duftede vidunderligt i solvarmen. Græsplænen havde den sundeste grønne farve og dannede en guldaldermalerisk kontrast til bænken. Blomsterne i haven var en fryd for øjet, hybenrosernes duft blandede sig med sommervarmens særlige aroma, og sammen med de mange andre dufte, ikke at forglemme kaffens, udløste det en stemning af virkelighed som virkeligheden egntlig var eller burde være.
Hun frydede sig over sit æbletræ og dets mange frugter. Hun huskede tydeligt, da hun havde købt det lille træ hos planteskolen, og havde både før og siden følt, at en have uden frugttræer ikke var en rigtig have. Men det var vel fordi, hun selv var vokset op med frugtbare haver, hvor der, foruden æble- og pæretræer, også var mirabeller og blommer, ribs, solbær, hindbær, kirsebær, og helt nede på jorden både kartofler, radiser, gulerødder og forskellige krydderurter.
Den tradition var hun godt i gang med at videreføre, og kaffen smagte himmelsk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar