Latent uskyld.

Når du kigger på mig på denne måde
med dette udtryk i øjnene, ved jeg,
at der er skønnere og rigere tilgange til tilværelsen,
end jeg almindeligvis er bevidst om.
Jeg genkender noget, som jeg havde glemt i meget lang tid.
Så indser jeg, at tilværelsens skønneste mysterier
har været pakket ind i, nu falmet, papir
og lagt ned i en skuffe.
Hvordan kunne jeg glemme, og hvorfor?
Lige nu kaster solen guld på sky og på lydene,
både de nære og fjerne, men måske mest på de lyde,
der er helt ude i randen af "hørisonten."
Alle indtrykkene, som er indhyllede i den skønneste forårsaura,
modtages som hjerteligt velkomne budbringere.
Hvis man vender sig bort og begynder at lytte til
instinkternes lokkende toner, er man hurtigt tilbage i den
tyngdekraftpåvirkede, almene og sædvanlige tilstand,
hvor bøf med løg er langt mere tiltrækkende end luftfrikadeller.
Meget kan overses og glemmes på et splitsekund.
Især hvis det er subtilt.

En lille "opsang."

Mennesker, dyr, fisk og fugle

lever sammen på jordens kugle,

tillige med planter, ja alt som slår rødder,

som ej er mobile, de mangler jo fødder.

Så er der at nævne, luften og vandet,

og alt det vi glemte, bakterier blandt andet.

Så længe vi lever i smuk symbiose,

går det som smurt - som fod i hose.

Når nogen så pluds’lig vil herse med andre

bestemme hvor, og hvordan vi må vandre,

så får idyllen ridser i lakken,

der kommer en dæmper på hyggesnakken.

Da ender det let med opstand og kaos

fra London til Kabul, fra Tunis til Laos.

Lad os nu hellere hjælpe hinanden,

så ingen behøver at rynke panden.

Når nogen bli'r s stenet af islamister,

er ”kasterne” sikre på helvedes gnister.

Og kaster Al Qaeda bomber på Lars,

kan jorden ende og blive som Mars.

Men Jorden er egnet, med alt det grønne,

til velstand og lykke og alt det skønne.

Skal solen stå op over velstand og fred,

må vi stå sammen, så bliver det ved.

Yoga.

Målet med Yoga er at komme til en sandere forståelse af  meningen med livet, tilværelsen og døden, at indse tilværelsens indre  virkelighed. Dette er ingen forstenede, forstokkede eller fundamentalistiske religioner interesserede i.

Tværtimod. Der er udstedt fatwa mod Yoga! Også mange såkaldte ”kristne” viser tænder eller føler angst alene ved ordet. For Yoga er forskellige metoder til at rense legeme, sind og tanker for  forurening og kan derfor også kaldes mentalhygiejne, når det forstås, og bruges, rigtigt. I særlig grad er de religioner som udnytter deres forskruede tolkninger til kvindeundertrykkelse,  bange for  virkelighedens afslørende lys.

Nogle påstår, at Yoga er farligt og kan føre til forvirring, eller det der er værre, og det har de sikkert ret i. Det kan alt som bliver misforstået og/eller misbrugt.

Hvor mange er ikke blevet forskruede af at dyrke religion forkert?

Mange ”religiøse” betragter sandhed som gudsbespottelse.

De flygter fra Sandhedens Ånd, uden at forstå det. Forsøger i stedet desperat at bygge større og større barrierer for, ubevidst, at holde på  mørket.

Tænder man lys, hvor der er mørke, forsvinder mørket  sporløst. Mørket begriber det ikke, men forsøger at undgå lyset.  Frygter oplysning, og sandhedens skærende lys, med dødsangst, hvilket er forståeligt, hvis ens  idenditet er mørket.

Ord med vægt.

Ord med vægt.

Han rakte sin poesibog frem mod hende, lidt nervøst og usikkert. ¨Vil du skrive i den,¨ spurgte han, mens verden var ved at gå under. Hun snuppede den på en henkastet måde, løb hen til en lille gruppe piger, som hun vekslede nogle ord og lidt fnis med, hvorefter hun forsvandt ind i skolens hovedbygning. Han følte, han havde iagttaget en farvestrålende sommerfugls florlette flaksen fra blomst til blomst. Stemningen duftede også sådan, og han sugede frydefuld forventning til sig.

Det havde været en pinefuld sag for ham, men han havde besluttet at gennemføre den, koste hvad det ville. Det var jo spørgsmål om liv eller død, og så kunne man nok tage vigtige beslutninger. Hele tankeprocessen, hvor alle mulige detaljer blev gennemgået til gennemførelsen, havde kostet.
To frikvarter senere afleverede hun poesibogen. Han søgte skjul, for at kunne læse uden tilskuere. Det var,, på dette stadium, så personligt, at alle andres nysgerrige blikke ville være som gudsbespottelse af allerhøjeste grad.
Hun havde sprunget tre ledige sider over, inden hun skrev:

"Jeg ønsker på din bryllupsdag, at du må halsen brække..."

Halsen snørede sig sammen, og ti Texasforårsorkaner for hen over området på én gang og sugede hjertet ud af brystet på ham. Der stod ikke "LEV VEL" i korsform med E'et i midten. Der stod heller ikke "Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså."  Det ville han i øvrigt have elsket, for det havde i det mindste betydet, at han eksisterede i hendes bevidsthed på en positiv måde.
Der stod mere, så han tog mod til sig og læste videre. Verden var jo allerede gået under:

"Jeg mener ikke halsen din men halsen på en flaske vin."

Din ven Lene.

Det var da sjovt og positivt ment. Han smagte på ordene igen og igen. Jo, det var positivt, om end lidt eksotisk. For bryllup og vin var ord, som han ikke helt syntes hørte til i hans verden. Men, men, det gjorde de så nu, for hun havde skrevet dem, og han havde nærmest drukket dem med alle nerver blottede.
Han stak bogen i sidelommen på vindjakken, lynede den og begav sig ud til sin hemmelige hule, hvor han kunne tænke og læse igen og igen i salig fred.

Kloden drejer.

 Den enogtyvende marts vågner regnormen. Forårsjævndøgnet er passeret, og det virker forstyrrende på dens dvale. Den strækker sig, gaber, spytter lidt gammelt jord ud, og forbereder sig på en lang arbejdsperiode. Om ikke hele kloden, så skal jorden da vendes og drejes, så der kan komme ilt til, og arbejdsskemaet er ligetil at følge, ”selv om man ikke kan finde sine briller i nattens muld og mørke,” som den ynder at sige. Den kan alligevel ikke se en dyt, men talemåden har den selv fundet på, så den skal luftes denne ene gang om året, og det bliver der ikke lavet om på. 

Muldvarpen kan godt lide, at der kommer lidt spræl i regnormen. Det giver en sund appetit, og snart er jorden blød nok til at blive skubbet op, alle de steder den er i vejen. Den ser elendigt, men der er alligevel rigeligt at se til.

Solsorten glæder sig til at hale en fuldfed regnorm op af jorden, og mågen står snart og tripper eller stamper for at få lidt gang i den. Men frosten bider fra sig endnu og holder sneen vedlige. Den gi'r sig ikke godvilligt, men følger alligevel, bævende, termometrenes søjler. Bliver de for høje, taber den tænderne, og så gider den ikke mere, men trækker i stedet nordpå, hvor den egentlig også har det bedst.

Spurven havde smurt stemmebåndet, fordi der var kommet nok lyse timer til det, men nu sidder den stum bag kvist og venter. Det har den prøvet før, så det tager ikke helt pippet fra den. Den sidder og tænker på, om den kanske kunne komponere en Grand Prix-melodi, for det kunne vel, i det mindste, give smør på brødkrummerne. Det irriterer den, at Irland vandt i 1970, selv om de havde en god sag, eller rettere, en god sang, ...og Danmark deltog ikke engang. Det gør ondt i spurvens bryst, for den slags rygtes, og kunne den synge den rigtige sang med sit helt eget unikke næb, så man kunne fornemme den, mærke den, og føle den på tænderne, ville selv Blachmann måske kunne se, at den havde x-faktor, og så ville solen skinne i samtlige regnvejrspytter fra Skagen til Gedser og fra Hvide sande til Bornholm.

Men først skal foråret have rigtigt fodfæste, og så skal alle drømmespirerne myldre op af den gode, danske muld, folde sig ud og vise, hvad de er gjort af. Pludselig er børnenes flyverdragter hængt i sommerhi, T-shirts har afløst uldne frakker, og kondisko og sandaler står på dørmåtterne, de steder man ikke må gå indenfor i dem, i stedet for forede støvler med sne og salt på.

Fra da af, og mindst et par kvartaler frem, haster det ikke mere med at få den ene måned skiftet ud med den næste.

Für Elise.

Hun kiggede sig omkring, og var udmærket tilfreds med, hvad hun så, selv om omgivelserne var anderledes, end dem hun kom fra. Ikke at det gjorde noget, for hun følte sig godt tilpas her, og alt var lige så virkeligt, som det plejede at være, men tanken om, hvor langt hun var fra det kendte, hendes sædvanlige dagligdag, var svimlende.

Hvorfor hun var her, og hvordan hun var kommet hertil, tænkte hun ikke over, mærkeligt nok. Det hele var sikkert for påtrængende virkeligt til at tillade tankeflugt, men det lå alligevel lige for at tænke på, hvor langt væk hun var hjemmefra. Hun følte, at hun aldrig nogensinde fik mulighed for at rejse tilbage, fordi hun havde en krystalklar fornemmelse af en afstand på utallige lysår. Hun vidste, at hun var i et helt andet solsystem, og afstande som bedømmes ud fra lysår, er ikke noget man umiddelbart bider skeer med. Det måtte så også betyde, at de mennesker, hun var vant til at omgås, var fuldstændig uden for hendes rækkevidde nu.

Det bedrøvede Elise, at hun aldrig ville se sine kære igen, og hun lukkede øjnene et øjeblik og tænkte på dem. I næste øjeblik var hun atter hjemme, som om hun ikke havde været borte, men ingen tog notits af, at hun pludselig var her igen. Som om de ikke havde opdaget, at hun havde været væk. Det føltes underligt og meget overvældende, men alligevel, på en måde, som en velkommen streg, eller måske en lille node, i regningen. Men det som overraskede hende mest, var den fantastiske måde hun var rejst, over så umulige afstande, på. Det tog jo kun en brøkdel af et sekund at komme fra et solsystem til et andet, når man rejste med tankens hastighed.

Det havde hun erfaret nu, og hun var glad for sin erfaring. Alt var endt godt, for hun huskede ganske tydeligt følelsen af uendelig, helt uoverstigelig, afstand. Men det var nu ikke noget, hun havde erhvervet kørekort til, for hun forstod egentlig ikke, hvordan hun eventuelt kunne rejse af sted igen. 

Hun havde deltaget i det... og på en måde, som om hun delvist selv havde gjort det. Men det var nu noget som var blevet ”gjort.” Måske for at lege med hende, måske for at spille hende et puds eller for at lære hende noget. Det melder historien ikke noget om, men tanken om at rejse på ferie, f. eks. til Mallorca med taxa, bus og fly, forekom hende, lige efter, så absurd og naiv, at hun tog sig selv i at smile. 

Og kiggede man på hende, lige i dette øjeblik, kunne man have hende mistænkt for at indse noget særligt, af en eller anden mystisk art, ...og det kunne godt gøre én lidt usikker.

Kærlighedseliksir.

”Hwåt the fåk sidder du og muler for?” 

Amor var kommet helt hen til Kirsten Giftekniv, som sad og mulede på en træstub i Trylleskoven.

Fra afstand havde han troet, hun sad og morede sig over et eller andet, for hendes ben svingede ud og ind fra knæene og nedefter, mens hendes hoved hvilede lidt skævt i den ene hånd, og albuen havde fodfæste på en lav gren. 

”Jeg kan lige så godt sige det, som det er,” svarede hun. ”Vi to har i århundreder arbejdet sammen om, at få mennesker til at blive forelskede og finde glæde, kærlighed og frihed sammen, men nu er vi ved at blive snigløbet af, ikke alene moderne, men også underlødig anvendelse af moderne teknik.”

Amor var lidt desorienteret og spurgte forsigtigt: ”Hvad gør du mene?” 

Han havde rejst over hele verden og talte alle sprog, selv om han egentlig, for det meste, klarede sig med hjerternes sprog, men han kom tit til at blande ord og talevendinger lidt sammen, og det var der da ikke noget at sige til, for der er ganske mange sprog i den stor, vide verden, især hvis man også tæller dialekterne med. 

”Jo, du ved, jeg skriver i ”Himmelekspressen” og ”Fairy Tale Tidende,” men nu er der kommet nogle, ganske lumske, konkurrenter til vores naturlige arbejdsområder, fordi de har set muligheder for at luske penge til sig ved at snylte på os to, os som er både økologiske og kreative. Når jeg siger økologisk, mener jeg naturlig og ærlig, for vi er reelle og forsøger aldrig at narre folks sparepenge fra dem, Vi gi'r kun, og alt det vi gi'r, gi'r folk intet for, når man ser bort fra de glæder, de gi'r os ved at finde lykken sammen, efter jeg har hvisket i deres ører, bundet blomsterkranse og arrangeret søde stævnemøder, og efter du har spændt din vidunderlige bue og fyret dine pile af.”

”Nu du nævner det,” svarede Amor. ”Jeg er faktisk på vej ud til Tusindårstræet for at tappe kærlighedseliksir. Jeg har ikke meget tilbage, og jeg dypper altid mine pile i denne eliksir, inden jeg fyrer dem af, ved du. Og du bruger den jo som blæk til at dyppe din pen i.”

”Ja, men måske kan du spare dig. For de snyltere jeg taler om, laver små linjer under visse ord i vore trykte fortællinger, og når folk kommer til at klikke på dem, dukker der farverige tilbud op, med smukke kvinder som tilbyder kærlighed. Sådanne parasitmetoder er ulækre, og man må da håbe, at folk får så meget aversion mod dem, at de ignorerer deres tilbud. Om det så er en lækker kærlighedspartner, en drejende iPhone, skrabelodder eller andet, de lokker med, skulle de boykottes. Det er så lavt, at man kun kan blive bedrøver over, at nogle tænker på den måde, i stedet for at bruge smukke, ærlige måder at reklamere og kontakte hinanden på. Det er nok den lavest udviklede del af menneskeheden, som kun tror man kan tjene penge ved at snylte i stedet for selv at skabe reelle værdier. Snylte- og parasitvirksomhed er for dem reelt, og da de er så småt åndeligt begavede, regner de ikke folk for en skid, fordi de ikke selv har horisont til andet.”

”Spænder du ikke buen lidt for hårdt, kære Giftekniv?” 

”Nej, tværtimod. Men oukidouki, lad os alligevel arbejde videre, som vi plejer, for folk er jo ikke så dumme, som de skiderikker tror. Vi to snylter ikke på nogen, men inspirerer ganske gratis til ægte kærlighed.”

”Ja, jeg vil også ikke være med på deres sølle galej, selv om de hægter sig på vores. Vi to ved jo, at økologisk kærlighed varer længst, så på med vanten igen søde Kirsten, og dyp du bare fortsat din pen i kærlighedseliksiren fra Tusindårstræet, og very snart er bægeret fuldt igen.”

Inderst inde.

Hvor mange stjerner kan der være i et solsystem?

Hvor mange solsystemer kan der være i et univers?

Hvor mange universer kan der være i een uendelighed?

Hvor mange uendeligheder kan der være i en evighed?

Hvor mange evigheder kan der være i virkeligheden?

Spørgsmålene besvares med tavshed.
En seriøs tavshed som smiler blidt og "siger:"

Du ved det jo godt? inderst inde.

Hvorfor spørger du så alligevel?

Spørg din kat om vi bør have en betalingsring i København

eller nyde Mozarts musik ved at studere et nodeark.

Blomsterbørn.

En blomsterspire, som er på vej op, kan opleve, at den støder mod et loft af asfalt. Men da blomsterspiren også har noget bøllespire i sig, tænker den ikke på at stikke op for bollemælk. Den tænker slet ikke. I hvert fald ikke på den måde. Den har, i sit indre væsen, en mental skabelon som den følger uden at tøve og uden at stille spørgsmål.

Asfalten må gi' sig før eller siden. Den revner og brækker, fordi blomsterspirens x-faktor og vilje til at få et gennembrud er så stærk, at den ikke kan blive ved med at holde på formerne. Er det en mælkebøttespire, vil den, i første omgang, bare op og spejle sig i, og efterligne, solen.

At den bliver gammel og grå efter nogle få dage eller uger, bekymrer den ikke. Den ser det som udvikling, og kigger man nærmere efter, viser det sig også, at de grå hår er en hel hær af rejselystne faldskærmsjægere som venter på den rette modning og en god opvind, så de kan flyve ud i verden og grundlægge nye familier. De ser sig selv som nybyggere og udvandrere, og bærer ikke våben.

Hele denne udvikling sker jo relativt hurtigt, men for mælkebøtten føles det som tusinde år og en madpakke.

Når asfalten indser, den er ved at tabe, råber den skrækslagen til mælkebøttespiren:

"Giv op, din svækling, jeg er alt for hårdkogt til dig.”

Men mælkebøttespiren sætter kikkerten for det døve øre og siger stille og roligt:

”Hold nu bøtte. Dine argumenter er gode nok, men de holder alligevel ikke.”

PS: Netop nu hviler de som i et ufødt kosmos. Når tiden er moden, begynder verden.

 

Tid.

Hvor lang tid er der gået siden sidst? Kan tiden i det hele taget gå? Uret kan gå, solen kommer og går, årstiderne kommer og går… men tiden, nej den går ikke! For den eksisterer ikke. Og noget, der ikke eksisterer, kan ikke gå. Man kan ikke gå tilbage i tiden, man kan gå tilbage i erindringen. Alting ændrer sig konstant, med forskellig hastighed - men ikke med tiden. Heller ikke selvom det er oppe i tiden. Sommertid, agurketid, måltid, o.s.v… Jo, tiden eksisterer som ord og som forestillinger. Tid, i sig selv, er mere en ide end noget reelt. Man har vilje og handlekraft og købekraft og kan ændre ting og begivenheder. Men at gå i dybden med betydningen af nu´et har man ikke tid til. Det kan man have lyst, nød, behov, interesse m.v. til. ¨Engang skal der ikke mere eksistere tid¨… Men sådan er det allerede nu, så der menes nok: Engang går det op for os, at der aldrig har eksisteret tid. Når det sker, er der et uforanderligt NU – som altid !

Naboskaberi.

”Nu da vi begge er blevet udstykket, og ligger klinet tæt op ad hinanden, må vi vel hellere se at få det bedste ud af vores naboskab, om jeg så må sige,” sagde den ene nyudstykkede grund til den anden.

”For min skyld ingen alarm,” svarede den anden grund lidt mellemfornøjet, men dog i et imødekommende tonefald. Den var ikke umiddelbart interesseret i at komme alt for tæt ind på livet af nabogrunden, da der let kunne komme en masse fnidder ud af dette, og havde hellere set en afgrund imellem dem. Mentalt kunne den måske holde sig suveræn og eneliggende, men fysisk var der ikke meget at rafle om.

Der var jo også lige det problem, at de skulle anvendes forskelligt, og så var spørgsmålet om prestige slet ikke uvedkommende. Den selv skulle bebygges med en fin, arkitekttegnet to-etagers villa med solfangere på taget, og endvidere skulle der anlægges swimmingpool, så grunden havde store forventninger til fremtiden, når den lige så bort fra det penible naboskab med den anden grund.

Rygtet sagde, at der havde været tjæret ruser der engang, så den skulle måske renses grundigt op, før den kunne bebygges. Det var ikke officielt, men et solidt ”lille hotel” havde været på tapetet, så alt i alt var der flere grunde til, at grunden slet ikke var overbegejstret for naboskabet.

Den grundede en del over det, selv om den indså det grundløse i disse tanker. Den kunne jo alligevel selv hverken gøre fra eller til, og følte sig derfor grundigt grundstødt på hegnsskellet.

”Så kan vi også få en øl og en smøg over hækken,” fortsatte den forurenede grund. ”Det er i grunden også skønnest at komme hinanden ved.”

”Jeg er bange for, at den planlagte hæk bliver for høj til den slags, og på min parcel må der overhovedet ikke ryges. Et af mine grundlæggende principper.”

”Nej nu må du have mig grundskyldt. I fri luft generer det vel ingen, og afbrænding af haveaffald ryger da osse, ikkesandt, for ikke at nævne grillstegning, som kan lugtes flere parceller væk.”

”Ja, jeg er vegetar, jeg har også allergi, og jeg bryder mig ikke om noget af det, du nævner. Mine planlagte træer og buske får allerede knopper alene ved tanken om stanken. Endvidere går jeg ind for økologi, så måske skulle vi passe hver sit tulipanbed, når det kommer til jordstykket. Du skal sikkert også lægge bund til ”hotel Gitterly” har jeg hørt, men så slipper vi forhåbentlig for høj musik over, og gennem, hækken på de dejlige, lune sommeraftener, hvor man ellers kan nyde kaffen i haven og glæde sig over, at høre solsorterne fløjte solen ned.”

”Jeg klager nu ikke over de par celler. De skal vistnok specialindrettes til orkernes præsidenter, for selv om de er orker, er de dog højt på strå, og det må man respektere. Derfor skal forplejningen forestås af præmierede kokke fra restaurant ”Mona.” Det er jo nogle rå fyre, altså præsidenterne, jeg skal bære på mine skuldre, og så skal de da også have de bedste rå-varer.”

Mona Lisas smil.

Der er lavet meget sjov med Mona Lisas uudgrundelige smil, men jeg tror, jeg ved, hvad Leonardo forsøgte at fortælle med det, tænkte Leon og smilede underfundigt. Han følte, han havde set rigtigt, men kunne dog ikke direkte påstå, at Leonardos hensigt var i fuld overensstemmelse med denne erfaring.

Hvis han selv skulle beskrive det i et maleri, ville det blive noget i retning af det, Mona Lisas ansigtsudtryk vidnede om. Det ville også kunne beskrives med musik, men en sådan komposition kunne han ikke selv præstere. Han ville dog kunne genkende musikken, hvis en komponist beskrev det samme som Leonardo gjorde, for det forekom ham, at han forstod budskabet og hemmeligheden.

Før denne opdagelse så han kun verden delt op i alt muligt forskelligt: Andre mennesker, dyr, gader, biler, træer, tanker, følelser, kulde, blæst, sommervejr, ham selv, lygtepæle, himlen, solen, månen, stjernerne, rummet, konservesdåser, møbler og afstandene imellem det hele, men i et magisk og langstrakt sekund, smilede det alt sammen på én gang og afslørede, eller antydede, at det i virkeligheden var én forklædning som kunne og burde gennemskues.

Antydningen var et Mona Lisa smil som bestod af alt det nævnte, og af alt andet som ikke blev nævnt. Hvis man kun så disse ting som adskilte elementer i rum og tid, kunne man ikke se Mona Lisas smil, men en pludselig, og meget blid, ændring i sindets indfaldsvinkel samlede alt i én enhed som også omfattede rum og tid, samtidig med at det hele også tog sig ud som før.

Han tænkte på, om det var muligt at se det sådan altid, og indså, at det var muligt, fordi det faktisk også var sådan i virkeligheden. Man kunne måske gå videre og opnå en endnu mere vidunderlig måde at erfare på, men det måtte vise sig. Nu gjaldt det, i første omgang, om at gense Mona Lisas smil, tværs gennem alt - så ofte som muligt, ved at genvinde den sindstilstand som befordrede det... og dyrke den.

Så var det vel heller ikke så vigtigt, om det var det, Leonardo havde forsøgt at fortælle, bare man selv kunne erfare det, men Mona Lisa-billedet var en malerisk måde at forsøge at beskrive det på, uden at udpensle det yderligere. Nu ville Leon tage ind til farvehandleren og købe de par farver, han manglede. Tuberne med Kongeblå og Titanhvid var brugt op, og dem kunne han da ikke undvære.

I en tv-udsendelse, på Discovery var det vist, havde han fulgt nogle forskeres forsøg på at forstå, hvad der gjorde Leonardos farvers udstråling så speciel. Malerne lavede selv deres farver på den tid, og eksperimenterede med forskellige opskrifter. 

Til forskernes forundring, var Leonardos farver uden almindelige pigmenter. Det fandt de ikke acceptabelt, for farver uden pigmenter gav umiddelbart ingen mening.

Gartnerens forårsfornemmelser.

Dette stykke jord
skal graves godt igennem,
og al ukrudtet fjernes
uden tøven.

Så skal der sås fred, stilhed,
poesi, skønhed, velvilje
samt tro, håb og kærlighed.

Der vil blive vandet
regelmæssigt,
og opdages nye ukrudtspirer,
bliver de straks fjernet.

Så er resten op til naturen.