Ord med vægt.

Ord med vægt.

Han rakte sin poesibog frem mod hende, lidt nervøst og usikkert. ¨Vil du skrive i den,¨ spurgte han, mens verden var ved at gå under. Hun snuppede den på en henkastet måde, løb hen til en lille gruppe piger, som hun vekslede nogle ord og lidt fnis med, hvorefter hun forsvandt ind i skolens hovedbygning. Han følte, han havde iagttaget en farvestrålende sommerfugls florlette flaksen fra blomst til blomst. Stemningen duftede også sådan, og han sugede frydefuld forventning til sig.

Det havde været en pinefuld sag for ham, men han havde besluttet at gennemføre den, koste hvad det ville. Det var jo spørgsmål om liv eller død, og så kunne man nok tage vigtige beslutninger. Hele tankeprocessen, hvor alle mulige detaljer blev gennemgået til gennemførelsen, havde kostet.
To frikvarter senere afleverede hun poesibogen. Han søgte skjul, for at kunne læse uden tilskuere. Det var,, på dette stadium, så personligt, at alle andres nysgerrige blikke ville være som gudsbespottelse af allerhøjeste grad.
Hun havde sprunget tre ledige sider over, inden hun skrev:

"Jeg ønsker på din bryllupsdag, at du må halsen brække..."

Halsen snørede sig sammen, og ti Texasforårsorkaner for hen over området på én gang og sugede hjertet ud af brystet på ham. Der stod ikke "LEV VEL" i korsform med E'et i midten. Der stod heller ikke "Roser er røde, violer er blå, jordbær er søde, og du er ligeså."  Det ville han i øvrigt have elsket, for det havde i det mindste betydet, at han eksisterede i hendes bevidsthed på en positiv måde.
Der stod mere, så han tog mod til sig og læste videre. Verden var jo allerede gået under:

"Jeg mener ikke halsen din men halsen på en flaske vin."

Din ven Lene.

Det var da sjovt og positivt ment. Han smagte på ordene igen og igen. Jo, det var positivt, om end lidt eksotisk. For bryllup og vin var ord, som han ikke helt syntes hørte til i hans verden. Men, men, det gjorde de så nu, for hun havde skrevet dem, og han havde nærmest drukket dem med alle nerver blottede.
Han stak bogen i sidelommen på vindjakken, lynede den og begav sig ud til sin hemmelige hule, hvor han kunne tænke og læse igen og igen i salig fred.