Kloden drejer.

 Den enogtyvende marts vågner regnormen. Forårsjævndøgnet er passeret, og det virker forstyrrende på dens dvale. Den strækker sig, gaber, spytter lidt gammelt jord ud, og forbereder sig på en lang arbejdsperiode. Om ikke hele kloden, så skal jorden da vendes og drejes, så der kan komme ilt til, og arbejdsskemaet er ligetil at følge, ”selv om man ikke kan finde sine briller i nattens muld og mørke,” som den ynder at sige. Den kan alligevel ikke se en dyt, men talemåden har den selv fundet på, så den skal luftes denne ene gang om året, og det bliver der ikke lavet om på. 

Muldvarpen kan godt lide, at der kommer lidt spræl i regnormen. Det giver en sund appetit, og snart er jorden blød nok til at blive skubbet op, alle de steder den er i vejen. Den ser elendigt, men der er alligevel rigeligt at se til.

Solsorten glæder sig til at hale en fuldfed regnorm op af jorden, og mågen står snart og tripper eller stamper for at få lidt gang i den. Men frosten bider fra sig endnu og holder sneen vedlige. Den gi'r sig ikke godvilligt, men følger alligevel, bævende, termometrenes søjler. Bliver de for høje, taber den tænderne, og så gider den ikke mere, men trækker i stedet nordpå, hvor den egentlig også har det bedst.

Spurven havde smurt stemmebåndet, fordi der var kommet nok lyse timer til det, men nu sidder den stum bag kvist og venter. Det har den prøvet før, så det tager ikke helt pippet fra den. Den sidder og tænker på, om den kanske kunne komponere en Grand Prix-melodi, for det kunne vel, i det mindste, give smør på brødkrummerne. Det irriterer den, at Irland vandt i 1970, selv om de havde en god sag, eller rettere, en god sang, ...og Danmark deltog ikke engang. Det gør ondt i spurvens bryst, for den slags rygtes, og kunne den synge den rigtige sang med sit helt eget unikke næb, så man kunne fornemme den, mærke den, og føle den på tænderne, ville selv Blachmann måske kunne se, at den havde x-faktor, og så ville solen skinne i samtlige regnvejrspytter fra Skagen til Gedser og fra Hvide sande til Bornholm.

Men først skal foråret have rigtigt fodfæste, og så skal alle drømmespirerne myldre op af den gode, danske muld, folde sig ud og vise, hvad de er gjort af. Pludselig er børnenes flyverdragter hængt i sommerhi, T-shirts har afløst uldne frakker, og kondisko og sandaler står på dørmåtterne, de steder man ikke må gå indenfor i dem, i stedet for forede støvler med sne og salt på.

Fra da af, og mindst et par kvartaler frem, haster det ikke mere med at få den ene måned skiftet ud med den næste.