Blomsterbørn.

En blomsterspire, som er på vej op, kan opleve, at den støder mod et loft af asfalt. Men da blomsterspiren også har noget bøllespire i sig, tænker den ikke på at stikke op for bollemælk. Den tænker slet ikke. I hvert fald ikke på den måde. Den har, i sit indre væsen, en mental skabelon som den følger uden at tøve og uden at stille spørgsmål.

Asfalten må gi' sig før eller siden. Den revner og brækker, fordi blomsterspirens x-faktor og vilje til at få et gennembrud er så stærk, at den ikke kan blive ved med at holde på formerne. Er det en mælkebøttespire, vil den, i første omgang, bare op og spejle sig i, og efterligne, solen.

At den bliver gammel og grå efter nogle få dage eller uger, bekymrer den ikke. Den ser det som udvikling, og kigger man nærmere efter, viser det sig også, at de grå hår er en hel hær af rejselystne faldskærmsjægere som venter på den rette modning og en god opvind, så de kan flyve ud i verden og grundlægge nye familier. De ser sig selv som nybyggere og udvandrere, og bærer ikke våben.

Hele denne udvikling sker jo relativt hurtigt, men for mælkebøtten føles det som tusinde år og en madpakke.

Når asfalten indser, den er ved at tabe, råber den skrækslagen til mælkebøttespiren:

"Giv op, din svækling, jeg er alt for hårdkogt til dig.”

Men mælkebøttespiren sætter kikkerten for det døve øre og siger stille og roligt:

”Hold nu bøtte. Dine argumenter er gode nok, men de holder alligevel ikke.”

PS: Netop nu hviler de som i et ufødt kosmos. Når tiden er moden, begynder verden.