Für Elise.

Hun kiggede sig omkring, og var udmærket tilfreds med, hvad hun så, selv om omgivelserne var anderledes, end dem hun kom fra. Ikke at det gjorde noget, for hun følte sig godt tilpas her, og alt var lige så virkeligt, som det plejede at være, men tanken om, hvor langt hun var fra det kendte, hendes sædvanlige dagligdag, var svimlende.

Hvorfor hun var her, og hvordan hun var kommet hertil, tænkte hun ikke over, mærkeligt nok. Det hele var sikkert for påtrængende virkeligt til at tillade tankeflugt, men det lå alligevel lige for at tænke på, hvor langt væk hun var hjemmefra. Hun følte, at hun aldrig nogensinde fik mulighed for at rejse tilbage, fordi hun havde en krystalklar fornemmelse af en afstand på utallige lysår. Hun vidste, at hun var i et helt andet solsystem, og afstande som bedømmes ud fra lysår, er ikke noget man umiddelbart bider skeer med. Det måtte så også betyde, at de mennesker, hun var vant til at omgås, var fuldstændig uden for hendes rækkevidde nu.

Det bedrøvede Elise, at hun aldrig ville se sine kære igen, og hun lukkede øjnene et øjeblik og tænkte på dem. I næste øjeblik var hun atter hjemme, som om hun ikke havde været borte, men ingen tog notits af, at hun pludselig var her igen. Som om de ikke havde opdaget, at hun havde været væk. Det føltes underligt og meget overvældende, men alligevel, på en måde, som en velkommen streg, eller måske en lille node, i regningen. Men det som overraskede hende mest, var den fantastiske måde hun var rejst, over så umulige afstande, på. Det tog jo kun en brøkdel af et sekund at komme fra et solsystem til et andet, når man rejste med tankens hastighed.

Det havde hun erfaret nu, og hun var glad for sin erfaring. Alt var endt godt, for hun huskede ganske tydeligt følelsen af uendelig, helt uoverstigelig, afstand. Men det var nu ikke noget, hun havde erhvervet kørekort til, for hun forstod egentlig ikke, hvordan hun eventuelt kunne rejse af sted igen. 

Hun havde deltaget i det... og på en måde, som om hun delvist selv havde gjort det. Men det var nu noget som var blevet ”gjort.” Måske for at lege med hende, måske for at spille hende et puds eller for at lære hende noget. Det melder historien ikke noget om, men tanken om at rejse på ferie, f. eks. til Mallorca med taxa, bus og fly, forekom hende, lige efter, så absurd og naiv, at hun tog sig selv i at smile. 

Og kiggede man på hende, lige i dette øjeblik, kunne man have hende mistænkt for at indse noget særligt, af en eller anden mystisk art, ...og det kunne godt gøre én lidt usikker.