Kærlighedseliksir.

”Hwåt the fåk sidder du og muler for?” 

Amor var kommet helt hen til Kirsten Giftekniv, som sad og mulede på en træstub i Trylleskoven.

Fra afstand havde han troet, hun sad og morede sig over et eller andet, for hendes ben svingede ud og ind fra knæene og nedefter, mens hendes hoved hvilede lidt skævt i den ene hånd, og albuen havde fodfæste på en lav gren. 

”Jeg kan lige så godt sige det, som det er,” svarede hun. ”Vi to har i århundreder arbejdet sammen om, at få mennesker til at blive forelskede og finde glæde, kærlighed og frihed sammen, men nu er vi ved at blive snigløbet af, ikke alene moderne, men også underlødig anvendelse af moderne teknik.”

Amor var lidt desorienteret og spurgte forsigtigt: ”Hvad gør du mene?” 

Han havde rejst over hele verden og talte alle sprog, selv om han egentlig, for det meste, klarede sig med hjerternes sprog, men han kom tit til at blande ord og talevendinger lidt sammen, og det var der da ikke noget at sige til, for der er ganske mange sprog i den stor, vide verden, især hvis man også tæller dialekterne med. 

”Jo, du ved, jeg skriver i ”Himmelekspressen” og ”Fairy Tale Tidende,” men nu er der kommet nogle, ganske lumske, konkurrenter til vores naturlige arbejdsområder, fordi de har set muligheder for at luske penge til sig ved at snylte på os to, os som er både økologiske og kreative. Når jeg siger økologisk, mener jeg naturlig og ærlig, for vi er reelle og forsøger aldrig at narre folks sparepenge fra dem, Vi gi'r kun, og alt det vi gi'r, gi'r folk intet for, når man ser bort fra de glæder, de gi'r os ved at finde lykken sammen, efter jeg har hvisket i deres ører, bundet blomsterkranse og arrangeret søde stævnemøder, og efter du har spændt din vidunderlige bue og fyret dine pile af.”

”Nu du nævner det,” svarede Amor. ”Jeg er faktisk på vej ud til Tusindårstræet for at tappe kærlighedseliksir. Jeg har ikke meget tilbage, og jeg dypper altid mine pile i denne eliksir, inden jeg fyrer dem af, ved du. Og du bruger den jo som blæk til at dyppe din pen i.”

”Ja, men måske kan du spare dig. For de snyltere jeg taler om, laver små linjer under visse ord i vore trykte fortællinger, og når folk kommer til at klikke på dem, dukker der farverige tilbud op, med smukke kvinder som tilbyder kærlighed. Sådanne parasitmetoder er ulækre, og man må da håbe, at folk får så meget aversion mod dem, at de ignorerer deres tilbud. Om det så er en lækker kærlighedspartner, en drejende iPhone, skrabelodder eller andet, de lokker med, skulle de boykottes. Det er så lavt, at man kun kan blive bedrøver over, at nogle tænker på den måde, i stedet for at bruge smukke, ærlige måder at reklamere og kontakte hinanden på. Det er nok den lavest udviklede del af menneskeheden, som kun tror man kan tjene penge ved at snylte i stedet for selv at skabe reelle værdier. Snylte- og parasitvirksomhed er for dem reelt, og da de er så småt åndeligt begavede, regner de ikke folk for en skid, fordi de ikke selv har horisont til andet.”

”Spænder du ikke buen lidt for hårdt, kære Giftekniv?” 

”Nej, tværtimod. Men oukidouki, lad os alligevel arbejde videre, som vi plejer, for folk er jo ikke så dumme, som de skiderikker tror. Vi to snylter ikke på nogen, men inspirerer ganske gratis til ægte kærlighed.”

”Ja, jeg vil også ikke være med på deres sølle galej, selv om de hægter sig på vores. Vi to ved jo, at økologisk kærlighed varer længst, så på med vanten igen søde Kirsten, og dyp du bare fortsat din pen i kærlighedseliksiren fra Tusindårstræet, og very snart er bægeret fuldt igen.”