Grøftekanten ved Mælkevejen.

Mens han vandrede stille og eftertænksomt ad den stjernebestrøede Mælkevej, fik han øje på de smukkeste blomster i vejkanten. Han fik lyst til at plukke en buket, men besluttede kun at plukke tre blomster, fordi han ikke nænnede at gribe for meget ind i denne vidunderlige vegetation, men da det viste sig, at blomsterne voksede lige så hurtigt ud igen, som han kunne nå at plukke dem, plukkede han så mange, at der kunne blive til såvel en buket som en blomsterkrans til hans muses yndige hoved. Hun badede i de skønne, friske hav ved sin eventyrkysten, og når hun slog sig ned på sit tæppe i det solglitrende sand, ville blomsterne, på en særlig måde de begge forstod, ligge ved siden af den oppustelige pude.

Blomsterne hed Hjertefryd, hvilket forekom indlysende, når man så på dem, og han plukkede frimodigt tusinde. Mens han sad i vejsiden og flettede, tænkte han på eventyret om konen i muddergrøften. Han havde endelig forstået det, men kunne stadig plukke visdomsblomster ud af det, og med denne indsigt havde han opnået adgang til spadsereturene på Mælkevejen. Nu gik han videre, mens han tænkte på sin muse. Hans ansigt åbenbarede et stille og frydefuldt smil.

Lænet op ad et stykke regnbue stod en ung mand og iagttog ham. Han kiggede interesseret på buketten og blomsterkransen, og rettede så blikket mod et punkt over hans hoved, som om han kunne se noget der. Og det kunne han. Han så, små bobler der steg op i en lille bue og op til en meget større boble, meget lig taleboblerne i en jordisk tegneserie, hvori han tydeligt så sin egen forestilling om, hvad manden med blomsterne havde i tankerne.

Da de var nær hinanden, sagde regnbuemanden:

“Jeg ser, du tænker på en usædvanlig smuk kvinde ved havet, og du ser ud, som om du har noget særligt i tankerne, om jeg så må sige.”

“Hmmm, ja, det har jeg da. Men jeg kan til gengæld se, at selv om dit hjerte måske banker lidt kraftigere under navlen end over, så banker det dog smukt. Så, værs’go. Du får denne buket og denne blomsterkrans. Om du vil give dem videre, til een du sætter pris på, eller betragte dem som en gave du alene skal have fornøjelse af, er helt op til dig. Jeg formår jo ikke at give dem direkte til min yndlingsmuse, men hun har sikkert allerede forstået min hensigt, mens hun soldrømmer.

Og det er alligevel den eneste måde, hun vil og kan modtage på.”

Før verden gik af lave.

Engang  var der kun sjove og interessante ting at forholde sig til. Når det var sommer, skinnede solen hele dagen, og om vinteren kunne man kælke, når man havde lyst. Foråret var sprængfyldt med forventninger. Påsken var et pirrende og meget smukt højdepunkt, med sprøde kirkeklokker, påskeæg og solgule kyllinger. Alle lyde havde en ekstra vidunderlig aura. En udboret knallert i det fjerne kunne lyde som en rislende bæk, og forelskelse boede næsten permanent i brystet. Ikke nødvendigvis rettet mod nogen eller noget bestemt, men bare den rene boblende følelse som en tilstand.

Hun mindedes sine første år på jorden som menneske. Selv tiden i vuggen kunne kalde erindringer frem. Dette at ting faldt ned igen, når de var kastet op i luften, var fascinerende, og skubbede man til en dippedut som sad på toppen af en fjeder, svingede den tilbage og frem igen i et stykke tid. Langsommere og langsommere indtil man skubbede til den igen. Det tog tid at vænne sig til disse reaktioner, for hvor tyngdeloven var implementeret, var der visse begrænsninger, som var så forunderlige at iagttage. Som om alt var konstrueret til sorgløs leg.

I tilværelsen før jordelivet, var hun vant til, at alt reagerede efter, hvordan hun tænkte. Derfor var det vigtigt at tænke smukt og kærligt, hvis hun ville være omgivet af skønhed og kærlighed, men på et eller andet tidspunkt rindede tiden ud, og tyngdelovens dimension måtte erfares igen et stykke tid. For selv om de samme love egentlig gjaldt overalt, var der en umiddelbar træghed her som gav en vis reaktionstid, så man kunne nå at tænke sig om, og nå at ændre sine tanker og  handlinger, hvis de ikke var helt formålstjenlige. For i alle tilstande var der reaktion på enhver aktion, selv om man måske ikke lagde mærke til det, særligt ikke hvor reaktionen først skete lang tid efter aktionen, nogle gange så lang tid efter, at man let overså årsagen til den.  Ved gentagne ubehagelige reaktioner på tidligere handlinger og tanker, var det muligt at lære at styre sig bedre og navigere formålstjenligt.

Guderne og gudinderne smilede ofte, ind imellem lidt sørgmodigt, af deres  søstre og brødre som var inkarnerede på jorden og tænkte:

”Utroligt så hurtigt man glemmer, hvad man havde besluttet, for fødslen til jordelivet. Nu gør hun lige præcis det modsatte af, hvad hun så hårdnakket påstod, hun i hvert fald aldrig ville gøre, men hvis vi ikke slørede hendes erindringer om tiden her, ville det ikke give pote på samme måde, at forholde sig til de forskellige ting jordelivet tilbyder, og så kunne hun næsten lige så vel være blevet her. Men der var ingen vej uden om, for hun ville jo så gerne selv, fordi hun ønskede at lægge billet ind til vores bestyrelse, og faktisk var på vej til at synke lidt længere ned i hierarkiet. Lige nu klager hun over både dit og dat, men mon  ikke hun indser, hvad hun har gang i, inden tiden er udløbet? Ellers får hun bare en tur til, og måske bliver det nødvendigt med mange flere ture. Hun har allerede haft så mange, at de ikke kan tælles på almindelig måde, men hver tur afsætter i det mindste nogle frø, som naturnødvendigt vil spire og blive til de smukkeste blomster. Så er tiden i lave igen, og jublen vil ingen ende tage. Hverken nu eller nu… som vi plejer at sige.”

Hun rejste sig fra sin inspirerende meditation og besluttede, at fra nu af skulle der andre boller på suppen. Forståelsen og erindringen var stadig diffus men klar nok til, at hun ville sadle enhjørningen og træne både den og sig selv til kun at ride på de veje og stier som førte til eventyrslottet, som lå på toppen af det  himmelhøje bjerg, sagnfuglen Rok sleb sit næb på hvert tusinde år for at få styr på sin evighedskalender.

Lige i midten af det evige nu.

De tre gratier.

Evadøtrene greb hver sit musikinstrument,

og faldt let ind i sommerens symfoni

som fik tilført feminin, guddommelig ynde.

Havets evige brusen var utallige violiner,

blæsere og hviskende trommeskind,

og solen oplyste sindet gennem øjenlågene.

I sandet lå gyldne reminiscenser af Frejas tårer

som var faldet i havet,

mens hun længtes efter Od.

Brusende brænding.

Terpsichore kom dansende hen til Melpomene. "Vi har det herligt her mellem himmel og jord, men somme tider får jeg altså lyst til at prøve at være menneske. Ikke for evigt, kun lige et par timer måske. I øvrigt lever mennesker jo heller ikke evigt, men kun så længe, deres legemer kan klare mosten. Jeg gider hverken at blive født eller dø, men ville gerne prøve det uden for mange dikkedarer. Tror du, det kan lade sig gøre, kære Mel?"

Melpomene betragtede hende alvorligt og eftertænksomt. "Det kan det godt, men der er en stor risiko ved det. Her taler jeg ikke om fødsel eller død, men hvis du bliver forelsket, mens du er menneske, får du problemer."

"Jeg ved ikke, hvad du taler om, søde Mel, men bare jeg kan få lov til at prøve nogle få af de sjove ting, mennesker har mulighed for, er jeg da tilfreds. Her bader jeg i farvestrålende regnbuer og nordlys, men jeg har set, hvor sjovt man har det, når man bader i havet. Jeg kunne så godt tænke mig at danse ud og ind i brændingen, og pjaske stille rundt lidt længere ude, for vand forekommer mig at være helt eventyrligt. Er jeg for langt ude?"

"Du kan hurtigt få sorger på ærmet," svarede Melpomene med alvorlig mine. Hun var en erfaren dame og forstod meget mere end den danseglade Terpsichore, som mest var noget af et legebarn. "Men lad være med at spise og drik kun kildevand fra naturlige kilder, hvis du bliver tørstig, mens du er der. Ellers kan du ikke vende tilbage."

Terpsichore fik lov til at prøve, og befandt sig pludselig på en dejlig, bred sandstrand med klitter til den ene side og det brusende hav til den anden, lidt nord for Løkken. Hun fik øje på en rytter som nærmede sig, og på ryggen af hesten, sad en meget smuk, ung mand med langt, blondt hår, der kunne bringe tankerne hen på Hansi, hvis man ellers vidste, hvem han var. Han var dog både yngre og kønnere end Hansi, og da han var nær Terpsichore, holdt han hesten an. For han kunne ikke modstå så smuk en skabning som vandrede så sorgløst på stranden, og hun havde oven i købet ikke en trævl på sin velformede krop.

"Hej menneske," sagde Terpsichore frimodigt. "Vil du med ud at bade?" "Nej tak," svarede han. "Jeg har vandskræk og kan ikke engang svømme. Men tag du bare en dukkert, så skal jeg passe på dit tøj og dine ting så længe."

Han var så forvirret, at han ikke kunne overskue, at hun hverken havde tøj eller ting at tage vare på, og for femte gang i sit unge liv, gik det op for ham, at han var blevet forelsket ved første øjekast.

Terpsichore syntes, han svarede lidt underligt og dansede ud i bølgerne. Hun kunne svømme uden at have lært det, og nød sin dukkert, mens han ventede på stranden. Han ville anmode om hendes hånd, når hun kom ind. Det var han helt sikker på, for lynet var slået så grundigt ned i ham, at der var noget naturkatastrofe over det.

"Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter," sagde han, da hun kom hen til ham igen, mens hun leende slyngede sit våde hår rundt med cirklende hovedkast. "Vil du være min ægteviede hustru for tid og evighed?" Han knælede i sandet og rakte hænderne frem.

"Nej, det har jeg sgu ikke tid til," svarede hun. "Jeg skal snart tilbage, og vil lige prøve rutchebanen i Fårup Sommerland, inden jeg må hjem igen."

De næste timer, dage og år ledte Sigurd Jensen, gældfri lagerforvalter efter Terpsichore. Han var hjælpeløst forelsket, og hans liv var spoleret og ruineret, hvis han ikke fandt hende igen.

Melpomene havde holdt øje med forløbet og tænkte: "Der var da noget om det, jeg sagde. Men det blev saftsusemig med modsat fortegn. Nåmen så kan han lære det, kan han. Når Terpsichore vågner igen, vil vi sammen gennemgå hendes jordtrip. Hun har klaret det så smukt, som kun en sorgløs, ægte dansemuse kan." 

 

Forklaringsproblemer.

Denne måde at kommunikere på forekom kun enestående, fordi han pludselig blev opmærksom på den fra en anden vinkel i sindet. Alligevel var det næsten umuligt at fastholde og repetere noget af det.

Mens han  indlevede sig i de mentale formers løngange, forekom de såre naturlige, og de var tilsyneladende udstyret med langt større muligheder end talesprogsetagerne. Han tænkte slet ikke på, at han ikke talte med munden fuld af ord eller tænkte formulerede tanker, men udtrykte sig og modtog udtryk og indtryk i abstrakte former. Disse former kunne ændres flydende eller abrupte efter behov, og de fungerede på en meget omfattende måde. Såvel ords indre hensigt som musik, farver og alle tænkelige og utænkelige figurer bølgede i levende udtryk, og hvis man havde kunnet fotokopiere dem,  ville de måske have lignet visse værker indenfor den abstrakte malerkunst. Dette er dog langtfra en dækkende måde at beskrive dem på.

Det var vist det nærmeste, han kunne komme på en forklaring lige nu, for erindringsforsøgene afslørede, at det var noget meget subtilt, han forsøgte at få hold på, og hver gang han prøvede at fastholde en gryende forståelse, dansede den koket udenfor hans rækkevidde, uden dog helt at forlade dansegulvet. Disse æggende attituder kendte han også fra sin daglige verden, men her havde han dog efterhånden forstået at begå sig så godt, at han undertiden smeltede sammen med dansepartneren i en æterisk symfoni, hvor ingen prøvede at sublimere betingelserne yderligere, men nu begge var indstillede på kunstnerisk fuldbyrdelse i fælles udtryk.

”Hvad mon det skal forestille? Hvad mon maleren har tænkt sig med de former? Farverne kan jeg godt lide, men billedet siger mig ikke rigtigt noget som sådan. Jeg bryder mig vist ikke om det.”

”Det der kan jeg forstå. Det taler lige til mit hjerte, uden jeg ved hvorfor.”

”Sikke noget smøreri. Den maler er da vist syg i hovedet. Er det ikke madrester oppe i skyerne? Det er i hvert fald helt hen i vejret.”

”Nu får jeg altså tårer i øjnene. Det billede minder mig om min allerførste forelskelse, selv om det egentlig ikke forestiller noget som helst, så vidt jeg kan se.”

Den slags bemærkninger krydsede hinanden i udstillingslokalet, hvor der var fernisering. Maleren var selv til stede og gik stille og iagttog, så meget han kunne overskue, mens han drak passende slurke af et glas god rødvin. Pressen var også til stede, så snart skulle han svare på presserende spørgsmål. Han drak ud og fyldte glasset helt op igen. Han vidste, han ville blive spurgt om, hvad han havde tænkt med dette eller hint, og ledte fortvivlet efter et billede som kunne forveksles med noget kendt. Noget hvor det faldt rimeligt at sige, at det var naturmystik, eller måske neoabstrakt socialrealisme. Så havde ordene fodfæste og blev godkendte.

Det havde været meget nemmere, hvis han ikke var dykket ind i de abstrakte ideers verden med disse tilsyneladende både diffuse og indimellem dynamiske udtryk, men i stedet havde valgt at abstrahere kendte genstande eller begreber. Som at give de almindeligt anerkendte ting en slags grafisk form, hvori man også kunne indflette et budskab, hvis man syntes, man havde noget at byde ind med. Eller han kunne have valgt naturalismen. Male det han så optisk. Det var da ellers vanskeligt nok, og det tiltalte ham også, særligt når han havde set et Krøyermaleri, men der var altså nogle andre udviklingsmuligheder på den måde han malede nu, og de skulle udforskes, selv om han ofte var både fysisk og mentalt udmattet efter at have malet for mange timer i træk. Det skete tit, fordi tiden forsvandt sporløst under processen.

Lige meget hvad han end fandt på at sige, ville det være løgn forklædt som sandhed. For mens han malede, var han længere tid ad gangen i den abstrakte verden, hvor ord ikke havde vægt, og derfor var kommunikationen i billederne kun forståelig, mens han var til stede lige netop der. Senere ville enhver forklaring være fra et helt andet univers, og så ville det være som at bede en kat tage stilling til, om  en H. C. Andersen eventyrbog var bedre egnet til godnatlæsning end en bog med strikkeopskrifter.

Katten ville nok også bare spinde en lang ende på sådan et spørgsmål… og finde det dybt godnat.

Naturhistorie i frøperspektiv.

Grøftekanten var en frodig jungle… set fra frøperspektiv. Kom man spadserende langs den, virkede den tiltalende  med sit overflod af mange slags  planter og flere arter skønne blomster. At der var stor aktivitet dybt inde i junglen, fik man ikke øje på. Det måtte man have øje for, hvis man skulle gøre sig forhåbninger om at få et indblik i grøftens intense fauna.

Set nede fra grøften var verden stor, og selv lokalområdet forekom uoverskueligt, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet tilbage igen i levende live, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor grøftens trygge habitat.

På den ene side lå en motorvej, og de der kunne berette om den, anså den for at være ørken uden mulighed for at hvile øjnene på noget som helst smukt lige bortset fra himlen. Intet voksede der. Kun ørkesløs ørken med livsfarlige uhyrer, der kom farende uden varsel, og lige så hurtigt var væk igen. De tromlede hensynsløst alt ned, de kom i nærheden af, uden at fortære det, og det gav ingen som helst mening. For i grøftens beboeres optik levede man for og af hinanden, så var der noget at fortære, blev det fortæret. Hvad ellers?

På den anden side lå bondens mark, og det var da ellers noget, man kunne forholde sig til og tale om, for den var i det mindste foranderlig. I løbet af året skiftede den karakter, lige fra plovfurer til gylden kornmark, over  stubbe til smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også mange der gjorde. Men grøftekanten var deres egentlige hjem, og her længtes man altid tilbage til.

Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstængler, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.”  Det var der stort set ingen der klagede over, for teksten faldt i god jord og faldt derfor næsten ingen for brystet. Kun ordet ”kære” virkede lidt anstødeligt på de få, da ordet ”kære” kunne vække visse følelser. Man kunne vel nøjes med at skrive ”Hjem,” for alle tillægsord beskrev jo ens følelsesmæssige, og måske også politiske og religiøse, standpunkter, og standpunkter skulle man ikke hænge ud på sin tørresnor. Ellers var der da sikkert visse regler, man skulle overholde, men de var ikke nedfældet i nogen lovtekst, for de sagde sig selv. Det var den fremherskende politik her, så politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og havde til opgave at holde lov og orden, men det var bare sådan, det tog sig ud. De vidste ikke engang selv, at de blev opfattet sådan i offentlighedens øjne.

”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer som stod med næsten regelmæssige mellemrum og som havde rødderne længere nede i grøftekanten, end frøen kunne fatte. ”Vi har også de skønneste muligheder for en dygtig svømmetur, når man trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er sjovt, og jeg er blevet helt afhængig af plasket.”

”Ja, hver sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et vandvid ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at sole mig en gang imellem, og så ellers smutte, når det er påkrævet, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til, for alt andet er bare græshoppefilosofi og spekulation. Men måske skulle man anbefale, at du tage dit plask nu, for jeg kan se, at et storkepar er landet, og de har det med at stikke næbbene i andres anliggender. De ser måske mest tilværelsen i fugleperspektiv, men de ser også store perspektiver i såvel hele frøer som frølår, har jeg hørt. Og så skal du nok ikke sove på dit grønne øre… men holde mindst eet øje vågent.”

Set udefra skete der absolut ingenting i grøftekanten. De smukke blomster fangede dog opmærksomheden og gav naturelskere lyst til en lille vild buket, men storkeparrets ankomst blev dog noget af en kioskbasker. For storken var blevet en sjælden gæst, og blev derfor næsten anset som eksotisk turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige, babybærende næb, passede til det gode, tudsegamle guldalderdanmark som fod i hose.

sms til hemmeligt nummer.

”Må jeg ringe nu?” Han trykkede på ”send,” og sms’en var på vej. ”Ja, den er der nok allerede, for sms’er skal vel ikke rejse som sådan,” tænkte han. Modtageren var Erato som levede omgivet af de smukkeste lammeskyer, der var formede som både  landskaber, søer, slotte og som mere almindelige, men dog meget smukke, boliger. 

Han kunne ikke ringe eller sms’se til sin højt elskede Elskebeth, for hun havde ingen mobiltelefon. Hun vidste ikke engang, hvad det var for en indretning.  Hvor hun levede, var den slet ikke opdaget endnu. Det handlede om tidsforskydninger, da alle opfindelser godt nok var fuldbyrdede på nogle æteriske planer, men ikke fysisk implementerede i alle tidsaldre. Det var fordi, timing spillede så afgørende en rolle. På rette tid og sted, skete det som skulle ske, og det vidste guderne og gudinderne. Derfor sendte han sms’en til Erato, som han ønskede at tale med, for han havde mødt hende engang i en anden tid, eller måske i en anden dimension, og da havde hun lovet ham, at hun meget gerne ville hjælpe ham, hvis han en dag fik brug for det, hvorefter hun havde betroet ham sit hemmelige nummer.

Elskebeth gik ned til stranden hver eneste dag og spejdede ud forbi næsset mod havet. Hun havde en længsel i brystet efter… ja, hun vidste ikke hvad, men hendes længsel var stor, og det havde noget med forelskelse og romantik at gøre. Hun kunne ikke sætte billeder på, men i drømme havde hun lange, vidunderlige forhold til ham som holdt  hendes hjerte i brand. Hun kunne aldrig huske disse møder, men noget i hendes indre kunne, og det skabte disse længsler.

At de levede i forskellige tidsaldre… eller tidslommer måske, anede hun ikke, men det forstod han til en vis grad, og derfor sms’ede han til Erato. Han ville ringe hende op, når hun havde tid, og bede hende trøste Elskebeth, som jo levede i sin egen drøm, og det kunne lade sig gøre, hvis Erato ville være så sød at lade hende møde ham, som han var inkarneret nu i hendes egen indlevede tid. På et dybere plan ville det være tilfredsstillende for begge parter. Tidsmuren kunne de ikke overskride fysisk, det tillod naturen vist ikke.

Erato blev altså anmodet om at optræde som en slags Kirsten Giftekniv, og det havde hun da ikke spor imod. Efter nogle lyserøde overvejelser, besluttede hun, at Elskebeth en skønne dag skulle få øje på et fuldrigget skib som ville pege bovsprydet i hendes retning, lige der hvor hun plejede at stå at vente og spejde.  Så ville han blive sendt i land med en kadrejer, for sejlskibet kunne ikke selv komme kysten så nær,

Hun klappede i hænderne, jublede og glædede sig som et lille barn til at sætte hele eventyret i gang. Det var sådan noget, der gjorde tilværelsen fortryllende. At bringe to hjerter sammen, satte hun gerne både himmel og jord i bevægelse for.

Soldug, Vibefedt og Fruesko.

På denne frodige plet i skoven trivedes blomster og planter af mange arter. Den store, tunge kampesten var næsten groet til, dog ikke mere end at man kunne se, den var der. Den havde ligget der i lang tid, og var tør og solsveden. Men stak man hænderne ned i alt det grønne og følte på den, mærkede man en forfriskende fugtighed.

Nede i jorden under stenen boblede en kilde, som på trods af stenens vægt fandt vej op hist og her i ganske små doser, og det var disse forfriskende og fuldkomment rene udbrud fra kilden, som gjorde jorden så frugtbar. For kilden holdt ingen pauser. Døgnet rundt, ja året rundt, var den aktiv, og jorden led under det, for det var et stort pres, kilden udøvede nedenfra, og et stort pres af stenen ovenfra. Jorden ville ønske, at stenen blev fjernet, så kilden kunne få frit udløb eller, måske oven i købet, frit udspring.

Blandt blomsterne lagde man hurtigt mærke til orkideerne, samt de kødspisende blomster, soldug og vibefedt, for de var alle at betegne som eksotiske, i hvert fald på denne egn. Der var også valmuer i nærheden og nogle få solsikker. Blandt grøntsagerne var bregner mest repræsenteret, men græs, brændenælder og mange andre arter stortrivedes også. 

I én af solsikkernes åbne blomster lå to alfer med hænderne flettede bag deres hoveder. De lå skønt, for solsikken var bedre end en boxmadras, og så svajede den blidt som en veldresseret hængekøje. Og vendte man sig en gang imellem, undgik man let at blive forbrændt af solen. Træerne tog jo også af for det værste, så kun det bedste nåede frem til alferne. For dem kunne livet ikke være bedre, da alt var, som alt altid burde være.

Men jorden under stenen våndede sig ved de konstante pres, den altid var udsat for, og pludselig opsnappede den ene alf vibrationerne fra dens længsel efter udfrielse.

”Hør,” sagde den og trak hænderne væk under hovedet som den samtidig løftede lidt. ”Noget har hvisket til mig, at jorden har brug for hjælp.” Han satte sig helt op og kiggede sig lyttende og undersøgende omkring. ”Kampestenen skal væk. Det er sikkert. Hvorfor ved jeg ikke endnu, men at den skal væk, det ved jeg.”

”Jeg har certifikat til humlebi,” sagde den anden alf. ”Måske skulle vi prøve, om vi kunne binde en løkke om stenen og så flyve den ud til søens midte og lave et ordentligt plask der. Jeg tror, fiskene kunne få glæde af den. Omkring sådan en kleppert vil der blive mange legepladser, boliger og skjulesteder.”

”Den er både for stor og for tung til en humlebi. Nej, jeg prøver at telepatapetsere til Muserne. De ved så meget om alt mellem himmel og jord. Klio er nok den der ved, hvem eller hvad der skal til for at eliminere en stor og tung kampesten.”

”Se,” sagde alfen. ”Der sidder en lille pige med langt hår henne ved stenen. Hun sidder bøjet over den, så hendes hår skjuler den. Hun holder hænderne op foran ansigtet, som om hun græder. Lad os komme hen og se, hvad der foregår.”

Pigen sad og flettede en blomsterkrans, da de nåede hende. De kunne se, hun havde grædt, selv om hun så glad og sorgløs ud. Hendes øjne funklede, som om nattens klareste stjerner levede der, og hun smilede så yndigt, at ethvert hjerte, som oplevede det, måtte skælve.

”Hvor er kampestenen?” sagde en af alferne. Der var intet spor efter den. Græsset, bregnerne, soldug, vibefedt og fruesko, groede der, hvor stenen havde været, og lodret op i smukke stråler, sprang den smukkeste kilde.

”Hvilken sten? Jeg ser ikke nogen sten,” svarede pigen smilende. ”Men drik af kilden, så kan I ikke blive syge i mange, mange år, og I kan oven i købet helbrede andre, hvis I lægger hænderne på det syge sted.”

Der lød en kalden, med overtoner af klokkeklang, og pigen rejste sig, satte blomsterkransen på hovedet og begyndte at løbe mod en lysning i skoven.

”Vent,” råbte alferne. ”Kan vi ikke lege eller mødes igen.” Mens pigen løb, rystede hun på hovedet, og det kunne godt lyde som om hun svarede: ”Nej, Klio skal hjem og skrive nye historier.”

Fluorescerende refleksioner.

Den gamle måne havde været 'i ny' nogen tid og nærmede sig sit højdepunkt. Her solede den sig selvsikkert og smilede nådigt, som om den selv havde hele æren for sit attraktive lys. Det er vel forståeligt, at den påtog sig æren for det, for den lyste jo så fortryllende, og solen kunne ingen alligevel se, mens de frydede sig over månens magi. Det krævede faktisk viden ikke at forveksle månen med et selvlysende objekt, og selv om mange havde denne viden, glemte de fleste alt om det, når månens lysende skive, med det underfundige smil, øvede sin fortryllelse.

Månen er jo, lidt forenklet sagt, rund som en bold, men det er som en lysende skive, man opfatter den, når den er fuld. Og heldigvis for det, for den har også en mørk og kold side. Den holder den dog for sig selv, da kulde og mørke virker utiltalende på de fleste, og månen vil gøre næsten hvad som helst for at blive æret og elsket og er ikke bange for at pynte lidt på sit CV. Og ærligt talt, hvordan skulle den næsten blive anderledes? Den er forfængelig, og poeter over hele kloden, til alle tider, har hyldet den og derved bidraget til dens selvfølelse.

Lige nu blev den iagttaget på den mørke himmel som nåede helt ned til havet, hvor den næsten fusionerede med horisonten, og da vinden var blid, var havets bevægelser dovne med kun små krusninger, så månens spejlbillede tog sig eventyrligt ud. En gylden motorvej på havet, som dog kun feer, alfer og guder kunne færdes på, hvilket de også gjorde, da det var et af naturens højdepunkter, hvor magien fik næsten frie tøjler.

Han var helt opslugt af det mirakuløse sceneri og havde siddet her på stranden siden solnedgang. Nu blev han opmærksom på en hest med rytter som nærmede sig. De kom tilsyneladende ad den gyldne motorvej, så havet måtte være bæredygtigt i aften. Da de var ganske nær, så han, at rytteren var en nøgen kvinde med gyldent hår som nåede helt ned til det øverste af lårene. Hun steg yndefuldt af hesten og gik direkte hen mod ham. Så standsede hun og lagde nakken tilbage, så håret nåede helt ned til hælene, hvorefter hun begynde at danse, og hendes lange hår brugte hun virtuost til at iklæde dansen et forførende, visuelt akkompagnement. Han rejste sig og rakte sine hænder mod hende, mens hun graciøst, smilende og indbydende, dansede væk fra ham. Han fulgte med og forsøgte at gribe hendes fine hænder, men hendes bevægelser gjorde det umuligt for ham at nå hende, og snart var hun ved hesten igen. Hun svang sig hurtigt og let op på den, mens den besvarede hendes påstigning med at stejle, hvorefter den vendte om og galopperede lydløst ud over den gyldne motorvej.

Han var lidt fortumlet, men bemærkede, at der ikke var efterladt selv de mindste spor i det fugtige sand. Så kiggede han ud over havet, og på tværs af den gyldne motorvej løb den smukkeste morild, han havde oplevet, i et åndeløst øjeblik. Han kunne ikke se noget egentlig formål med begivenheden, men følte sig stærk og fornyet.

Månen smilede tilsyneladende upåvirket, mens den frydede sig over de mange eventyrlige begivenheder, den inspirerede til, overalt hvor dens lysende scepter havde gyldig bemyndigelse.

Karens æbletræ.

Det så så dejligt ud, som det stod der. Stammen var lige og kronen fyldig og grøn, men det var alle de smukke æbler som opmærksomheden dvælede mest ved, for et sundt æbletræ, med mange æbler, var noget alle fandt velbehag i at se på.

Det var første gang, træet bar så mange frugter. Det var kun nogle få år gammelt, og hvert år var det blevet fulgt med spænding. ”Kommer der rigtige æbler i år?” Træet havde båret nogle få æbler før, men først i år var det, som det burde være. ”Lige efter bogen,” sagde bøgen, som stod på den anden side af det hvidmalede stakit og ragede nogle meter højere op end det forholdsvist nye æbletræ.

Æbletræet selv følte sig godt tilpas, næsten samme følelse som en attenårig har med et nyerhvervet kørekort i hånden, og det følte en seriøs glæde, som kriblede helt ud i de fineste forgreninger.

”Nu er jeg voksen,”  jublede det, ”og når sommeren er gået på hæld, bliver jeg medvirkende til at holde det store kredsløb i gang. Mine efterkommere skal se hele verden og stifte familier overalt, hvor der er grøde i luften og god muld at få fodfæste i. Hvis bare kernerne får vinger, vil det lykkes, så gid nogle børn vil gå på æbleskud her hos mig, for de smider kernehusene fra sig, og det er bedre end husmødrenes samlen sammen til køkkenskraldespanden. Kerner skal spredes, og fugle har jo sjældent adgang til køkkenskrald, og så får mine kerner ikke vinger.”

Bøgen kiggede venligt overbærende ned på æbletræet og tilføjede: ”Ikke for at tage modet fra dig, men er det ikke begrænset, hvor langt fuglene flyver, før de må aflevere kernerne igen? Jeg mener, ”hele verden” er store ord. Du skal vist være heldig, hvis de når ned over grænsen, eller allerhøjst til det nordlige Italien.”

”Jo, det kan du have ret i,” svarede æbletræet. ”Men på sigt skal det nok lykkes, for mine børnebørn og oldebørn o.s.v. får jo længere og længere aktionsradius, og derfor er der vel ingen grund til at sætte sit lys under en skæppe eller beskære sine drømme. Jeg føler mig grænseløs, når jeg mærker al den livslyst og grokraft som vælder ud af mig, og med så dejlige, smukke børn er jeg verdens rigeste træ, og selv om nogle af æblerne skulle falde tæt på min stamme, vil der forhåbentlig  være nogle som spreder generne for alle fire vinde til verdens fire hjørner.”

Karen sad på en hvidmalet havebænk med en kop kaffe, der duftede vidunderligt i solvarmen. Græsplænen havde den sundeste grønne farve og dannede en guldaldermalerisk kontrast til bænken. Blomsterne i haven var en fryd for øjet, hybenrosernes duft blandede sig med sommervarmens særlige aroma, og sammen med de mange andre dufte, ikke at forglemme kaffens, udløste det en stemning af virkelighed som virkeligheden egntlig var eller burde være.

Hun frydede sig over sit æbletræ og dets mange frugter. Hun huskede tydeligt, da hun havde købt det lille træ hos planteskolen, og havde både før og siden følt, at en have uden frugttræer ikke var en rigtig have. Men det var vel fordi, hun selv var vokset op med frugtbare haver, hvor der, foruden æble- og pæretræer, også var mirabeller og blommer, ribs, solbær, hindbær, kirsebær, og helt nede på jorden både kartofler, radiser, gulerødder og forskellige krydderurter.

Den tradition var hun godt i gang med at videreføre, og kaffen smagte himmelsk.

Torvedage.

Birketræet havde stået på torvet i mange år. Det stod godt og sikkert her, funderet med brosten som var lagt cirkelrundt ved foden. Træets virkelige fundament var selvfølgelig rødderne, men brostenene gav god støtte, og det så også pænt ud.

Det undrede Birk, at to mænd var ved at fjerne brosten et par meter borte, og da de havde lagt dem i en pæn lille dynge, begyndte de at grave.

”Hvad mon det skal til for,” tænkte Birk, ”skal man måske til at stifte selskab?”

Nu kom mændene slæbende på et skilt. Stangen var galvaniseret, og skiltet, som var rundt, var både hvidt og rødt, men Birk kunne endnu ikke se, hvad der stod på det. Det måtte vente, til det var på plads og mændene borte igen. Så kunne man studere sin nye nabo i fred og udfritte ham om hans herkomst samt formål med tilværelsen.

Først næste morgen vovede Birk barken, og rømmede sig:

”Sig mig, hvad skal du advisere om her ved torvets udkant, for der er vel en god mening med dig?”

”Goddag, jeg hedder Omvej Forude og skal hjælpe folk på afveje, hvis de ikke selv kan finde ud af det. Jeg er lige blevet skilt, og skal nok bruge lidt tid til at vænne mig til min nye tilværelse. Jeg fik nok af at være gift. Det er helt slut med det, så jeg er ganske og aldeles giftefærdig, for at sige det mildt. Og jeg er da heldigvis kommet helt over min separationsangst.”

”Så du har vasket tavlen ren og er startet på en frisk? Det er da fint, og foretrækker du at være single, står du et godt sted nu. Som nyskilt er du fri for at se dig selv som stamfader til en skilteskov. Det kan selvfølgelig have sine fordele at være adskilt, kan jeg godt se.”

”Ja, lige siden jeg var et lille badge, har jeg drømt om at stå på et torv. Og at blive placeret ved siden af et smukt birketræ, er nok heller ikke det værste, man kan komme ud for. Det eneste der kan bekymre mig er, om du lægger krone til reder. For jeg har i forvejen nok problemer med at holde mig fri for al den kosmetik som fuglene så generøst deler vareprøver ud af.”

”Jeg bøjer mig let og elegant for vinden og for livets tilskikkelser i det hele taget, og når du har vænnet dig til din nye position, bliver du nok også mere tolerant. For på torvedagene summer her af liv, men det er du måske for stiv til at kunne fryde dig over? Det vil vise sig, og nu må du jo opføre dig som en god vejviser til afveje eller overveje din stilling.”

”Jeg rører mig ikke ud af flækken. Når først jeg står, så står jeg, hvis du forstår, hvad jeg mener. Det er ikke noget, jeg påstår, for rigid påståelighed er ikke noget at skilte med. Men jeg skal nok passe mit job og mig selv med. Du hænger ikke på mig, og jeg hænger sandfordyden heller ikke på dig.”

Men det nyskilte skilt frydede sig indvendigt, for selv om det var afgivet til et seniorjob for langtidsledige, var det et drømmejob. Et drømmejob bragt til torvs. Og den slags hænger jo ikke på træerne.