Målløs?

Den overfyldte bus sugede vejen ind under forhjulene og sendte den bagud i rasende fart, mens scenarierne skiftede i et adstadigt tempo.

Det var smukke og afvekslende sceneskift passagererne blev præsenteret for gennem de store ruder.

Vejret var så smukt, det kunne være, og landskaberne tog sig ud fra sine allerbedste sider. Også de spredte huse og de sammenvoksede bygninger i byerne var maleriske og indtagende.

Ved hvert busstop var der nogle passagerer som stod af. Der var ingen som stod på, så bussen affolkedes lidt efter lidt. Der gik sport i at gætte på, hvorfor de forskellige passagerer stod af, netop hvor de gjorde.

Nu var bussen på vej ud i ingenmandsland. Her var intet at se, ikke engang en endestation, alt gik tilsyneladende ud i eet. Også den lille, klare stjerne, som havde holdt en del af opmærksomheden fanget under hele turen, var forsvundet. Dette måtte være ved verdens ende, og chaufføren var sprunget af bussen, lang tid før den standsede helt.

Så stod jeg også af.

Monolog forklædt som dialog.

Kære Vorherre. Tak fordi du tager dig tid til at svare på mine spørgsmål, så jeg ikke går og brænder inde med dem.

”Derfor ingen. Spørg enkelt, og jeg vil svare så enkelt som muligt, oh dødelige.”

”Kan du blive vred?”

”Nej, jeg har ingen følelser, som du forstår det.”

”Så er du altså heller aldrig glad?”

”Nej, jeg har ingen følelser, som du forstår det.”

”Det siges da ellers, at du er kærlighed. Er kærlighed ikke en følelse?”

”Mennesker har en smuk følelse, de kalder kærlighed. Min kærlighed er en kraft som er virkeligheden i sig selv. Den forstår mennesker ikke, men de kan komme til at leve i den og med den, hvilket de i virkeligheden allerede gør uden at være bevidste om det. De mennesker, som indser dette, kan kendes på glansen i deres øjne. For Jer dødelige vil den minde om en blid solopgang en smuk og stille sommermorgen. Man kan umiddelbart indse, at den er altomfattende.”

”Det kender jeg godt. Er det ikke ligesom hos dem, der har fyret en fed?”

”Nej. Når du møder dem, Jeg taler om, er du ikke i tvivl. Så ved du, hvad du står over for, og så tør du håbe og tro igen. For du har en skjult erindring om det. En salig erindring som bliver vækket.”

”Hvorfor må nogle lide, mens andre, som er uretfærdige og onde, går og griner?”

”Der er en fuldautomatisk funktion i dette. Med din tidshorisont er det vanskeligt at forstå. Selv om du ikke kan se det, er alt såre godt.”

”Er det det, man kalder karma?”

”Ja, som du sår, skal du høste, og den der griber til sværd, skal omkomme ved sværd.”

”Hjælper det at bede?”

”Bøn, som mest er tiggeri, fungerer som terapi. Bøn som får virkning, er såvel samarbejde som overgivelse, der griber ind i skæbnemønstret, eller karma som du kalder det.”

”Er du en person eller et væsen, siden du kan fortælle mig alt dette?”

”Hverken eller. Det sker, fordi ham der fører pennen stiller det op på denne måde. Det er jo alt sammen bare noget, han digter ud af den blå luft. Som han plejer.”

Evig og altid.

Det sted, hvor evigheden omsider slutter, er relativt langt ude. De færreste har været der, fordi det ligger så godt gemt. Det er fredet i klasse A, og den eneste bebyggelse er et typisk eventyrslot. Alle ved, hvordan sådan et tager sig ud, og mange vil gerne besøge det, men det er ikke bare lige sådan noget, man gør uden videre.

Bag slottet rejser et bjerg sig. Det består øjensynligt af ene klipper, og det siges at have en særlig mission:

Én gang, hvert tusinde år, kommer sagnfuglen Rok for at hvæsse sit næb. Når bjerget er slidt ned ved Roks behandling, er eet sekund af evigheden passeret. For de fleste er det nogle ganske uvante tidshorisonter, man har at gøre med her. Og det er vel også kun en legende.

Hvad er en legende?

Man kalder det f. eks. en opbyggelig fortælling… fra gamle dage, for ligesom at få lidt realistisk afstand til det. Man bryder sig måske ikke om at involvere den skære nutid i mystik. Men hvis man ikke kan se, at nutiden er lige så mystisk som fortiden, bliver man bare ved med at skabe fortid, og så er man på trædemøllen, som ikke stopper, før man hopper af. Det er nemlig alt for evident, at man må løbe rundt på den for at holde den i gang, og de næste trin, som straks dukker op, forhindrer en i at indse, at den kan stoppe.

Nogle ved dette, men tør ikke hoppe af, andre kan slet ikke se meningen med at stoppe. Nogle få hopper dog af, enten fordi de er modige nok, kan se ideen i det, eller fordi de er tilstrækkeligt trætte. Herefter kan de vågne ved eventyrslottet, hvor evigheden omsider slutter.

Det er en adgangsbillet til slottet ved alle tiders ende, og så møder man dronningen, som holder hof her. Hun afslører diverse sagns og legenders oprindelse, og viser én bjergets dybe hemmelighed:

”Midt inde i bjerget banker et stort og varmt hjerte. Udefra ser bjerget koldt og hårdt ud, men det hjerte som banker inde i det, varmer hele universet.”

Og mens man gnider sig i øjnene, efter tidernes morgen endelig er oprunden, er det let nok at forstå.  

Sagnfuglen Rok iagttager én med hovedet på skrå og  finurlige glimt i øjnene, mens dronningen indvier én i alle sagnene og legenderne, som bæres af hver eneste stråle fra morgensolen her på stedet.

Men set fra trædemøllen, er alt som det altid har været, og solen fra tidernes morgen er ikke i horisonten endnu.

Rastløs.

Uendelige  ørkener med forfriskende oaser.

Rastepladser som forveksles med campingpladser.

Lemmen til guldfuglens bur er lukket, mens den synger længselsfuldt:

”Ich weiß nicht, was soll es bedeuten, daß ich so traurig bin…"

Sangen synges for stemningens skyld, og på rastepladserne er teltpælene solidt forankrede .

Mens de sørgmodige ord og toner lyder, rigges skoleskibenes sejl til, og snart vil livsmelodiernes friske briser, bringe  skibene ud på evighedens ocean, hvor havfruer leger med delfiner.

Guldkorn på tilbud.

Personligt synes jeg, at man ikke skal skrive om nisser før i julemåneden, når man lige ser bort fra sætternisser, som er på spil hele året og derfor ikke leder tanken hen på jul.

Den kommer helt af sig selv alligevel.

Sætternissen, Minuskel, havde altid et eller andet i ærmet. Det var hans job, på det lille trykkeri som stadig brugte blysats. Og han var ferm til at ændre lidt hist og her for at sætte kulør på tilværelsen. Men han havde læst en smuk historie, allerede inden den blev trykt, for han kunne nemlig læse spejlvendt, og den havde påvirket ham så meget, at han ikke nænnede at rette i den. Han var rørt til tårer, og nu fik han selv lyst til at prøve at skrive et digt. En sætternisse har skam også følelser, selv om nogle mener, han end ikke har skam i livet.

Men det er en overfladisk betragtning.

Han kunne bare ikke komme i gang. For når han satte kuglepennen på papiret, gik han i sort, og han anede ikke sine levende råd, før han så en annonce i ugeavisen.

Guldkorn!

De var billige denne uge. Købte man to pakker, kostede de kun tre fjerdedele af, hvad to pakker til normalpris plejede at koste. Minuskel var god til at få noget ud af tingene, så han tænkte i sit stille sind, at de måske kunne sås. Ikke bare ses… men sås. Så dette var da en god mulighed for at få noget i furerne, nu vejret oven i købet artede sig så rimeligt.

Det var nok at pløje tre rækker, for to pakker Guldkorn fyldte ikke så meget i plovfurer som i tallerkener, og det var jo også kun et eksperiment. Der blev skrevet så meget om Guldkorn, både i digte og noveller, så manglede man ideer, kunne det vel være en stor fordel først at så nogle og siden høste. Fik man pænt udbytte, havde man noget at tage af, når det kneb.

Og det gjorde ikke andet.

Om Guldkornene så blev til noget, og om man kunne anvende udbyttet som indholdsforstærkere til digte og historier ville vise sig. ”Guldhornene” var jo skrevet, men kunne han ramme noget i den dur, ville han være glad, selv om han nok aldrig blev en Adam Oehlenschläger.

”Hvo intet vover, intet vinder,” tænkte han højlydt.

Nu var de i hvert fald sået, og så måtte tiden ses an med sætternissens specielle briller, hvorigennem man også kunne læse spejlvendt, når den side vendte til.

Der er noget i luften.

Usynlige dufte bølger i luften og skaber billeder. Mange forskellige billeder fra mange forskellige dufte. Nogle kommer frimodigt påtrængende, andre sniger sig til opmærksomhed og overtager så pludselig domænet for en stund.

I gågaden erfarer man, at den ene intense duft hurtigt afløses af den anden, og hvordan duftene fader ud og ind mellem hinanden og danner duftkrydsninger.

Nu dufter det f. eks. af nybrændte mandler. Så tager duften af kogte og ristede pølser med løg over og afløses derefter af duften fra ferske og røgede fisk og nystegte fiskefrikadeller. Så kommer duften fra en stribe tobaksrøg, hvorefter duften af appelsiner vinder frem. Appelsinerne ligger i store fristende dynger i skråtstillede kasser uden for grønthandleren. Så bliver duften porre- og muldagtig, fordi de næste kasser bugner af kartofler og forskellige grøntsager.

På vej ind i stormagasinet slår en tung duft af parfumer til, så man snapper efter vejret. Længere inde tager duften af lædervarer over og afløses så lidt efter lidt af duften af tekstiler. Mens man nærmer sig cafeteriet, bliver duftene af forskellige tilberedte madvarer stærkere. Her dufter svagt af rundstykker, flutes og rugbrød, men hurtigt dufter der kraftigt af pommes frites, grillkyllinger, biksemad, herregårdsbøf og smørrebrød med mayonnaise samt mange andre gode ting. På vej ud af stormagasinet passerer man bagerens disk. De fristende varer ligger lige for næsen og øjnene og opfordrer indladende til nærmere bekendtskab.

Næsten hjemme og med nøglen fremme hilser opgangen, fyldt med fortættede dufte af flæskestege eller næsten færdige hakkebøffer, velkommen.

Det giver en tryg og forjættende stemning, …hvis man altså ikke lige er vegetar.

Hundedage.

”Sikke dog en sjov lille hund du har anskaffet dig. Hvad filen hedder den race?”

”Det er et såkaldt gadekryds, men jeg kender ikke navnene på de krydsene gader, om jeg så må sige.”

”Nåh, fint nok. Kan det ikke  se ud som om, der er lidt mår i hunden?”

”Nej, han har bare hår i munden, men vi skal også have ham pelset, forstå mig ret.”

”Den er da i fin form. Den mangler i hvert fald ikke noget, så vidt jeg kan se.”

”Han er såmænd yderst beskeden. Forlanger ikke noget, bare der er rigeligt.”

”Ja, så kan man heller ikke forlange mere.”

”Han er også sjov. Du skulle se, hvordan han løber rundt efter sin hale, som om den kommer helt bag på ham. Nå, nu fik han øje på lygtepælen der. Det betyder, at han skal have sendt endnu en sms. Det er godt, han har gratis abonnement, for både hans udbakke og indbakke gløder.”

”Hvad hedder kræet?”

”Han heddet Ti-Fire, med bindestreg.”

”Er det ikke et serienummer?”

”Siger man Ti-Fire, mener man, sagen er bøf. Jo, det er godt nok fra en tv-serie, jeg har det. Du har da også hund, og så vidt jeg husker, er det en King Charles Kavaler?”

”Cavalier, hedder det. Hun er i løbetid, og er ikke særlig selektiv hvad kavalerer angår, så længe det står på. Hun er ægte med papirer, stempler, kors og bånd og stjerner… og vandmærker, så vi passer godt på hendes dyd og krydser fingre. Ti-Fire må søge andre græsgange, hvis han er ude på den galej, for Syv-Ni-Tretten skal holde sin sti ren, så der ikke kommer kryds i anetavlen.”

Frit nærvær.

Brusende stilhed pulserer tyst, mens øjnene lukkes.

Usynlige dugdråbers prismer spejler sindets sol,

og ringene, på det blikstille ocean af bevidsthed,

der når ud til evighedens levende nærvær af intethed,

fortsætter uophørligt mod frisatte horisonter.

Vandnymfen står vægtløs i luften med snurrende vinger,

 og fra punktet i det uendelige, hvor ingen tanker tælles,

og fra dine imødekommende øjnes drillende smil,

som indser og gennemskuer sindets musicals

under iscenesættelserne og mens de bliver opført,

fuldbyrdes det grænseløse nærvær i fredfyldt intensitet.

Ønskeben.

"Hvor har du nogle pæne ben. De er næsten lige så pæne som mine, så dem kan du godt være bekendt.”

”Tak, det synes jeg også. Det er dejligt at kunne bruge shorts, og samtidig føle sig veltilpas. Sildene kigger jo helt automatisk efter bentøjet, og det virker inspirerende på gangarten.”

”Det kan jeg godt følge dig i. Jeg er tilbøjelig til at skifte mellem John Waynes gangart og Steven Seagals, når jeg bliver spottet. Det giver vist pigerne sommerfugle i maven.”

”Sommerfugle… så hellere benløse fugle… i maven. Benløse fugle med kartoffelmos får hurtigt ben at gå på.”

”Jeps, men sildene er vilde med ben. Hør blot deres kommentarer, når fodboldspillerne løber ind på banen.”

”Jeg er mest til piger som har ben i næsen… og så benfri sild.”

”Me too. Sildeben er ikke ønskeben. Nå, nu må jeg vist tage benene på nakken, jeg skal nå bussen.”

”Så må du hellere sætte det lange ben foran, for bussen er sjældent gearet til at vente, og så når man ikke i mål med stilleben. Jeg bener også videre. Der mangler tre kilometer, før min joggingtur er fuldført, og jeg har altid gang i en Mars Bar, mens jeg løber, for ikke at gå sukkerkold. Det gælder nemlig om at være på god fod med sine ønskeben, og efter turen er det skønt at komme hjem igen og hvile skankerne.”

Efterhånden.

To blade, i gyldne, vissengrønne og brunlige efterårsfarver, dansede en stille vals hen ad fortovet.

”Hvor er du smart,” sagde det ene blad til det andet.

”Tak, i lige måde,” svarede det andet blad. ”Vi følger jo begge moden, og har altid gjort det. Det er tilpas passende, synes jeg.” 

”Ja, jeg skal godt nok ikke skille mig ud fra mængden. Man ser hist og her et helt grønt blad mænge sig med vi andre, og det er da upassende. Som om, man ikke vil kendes ved årstiden… eller ikke har indset den.”

”Der er vel altid nogle fanatikere som aldrig har syndet, eller de kan have fået sprøjtet noget ind, så det bare ser ud som om, de aldrig har.”

”Ja, hvem ved. Men jeg synes, det er synd. Jeg har aldrig fornægtet mig selv noget, og jeg er klar til at betale prisen. Jeg kunne ikke drømme om at give andre skylden for, at jeg efterhånden er i gang med min sidste vals på dette fortov, som jeg har studeret så nøje og så længe i fugleperspektiv. Her nede fra tager alt sig meget anderledes ud, end det gjorde, da jeg var på min grønne gren.”

”Vi har helt andre opgaver nu, end vi havde før. Det siger da sig selv, og jeg håber på, at der snart vil drive dug eller falde regn, for bliver vi for tørre, kan vi ikke danse uden at skramle og hvisle, nu vi er ”ude på flisen,” som man siger. Og når vi efterhånden er mange nok til kædedanse, og vinden så spiller lystigt op, forstyrrer vi måske Kong Vinters dvale. Det tror jeg ikke, mange vil være overmegaglade for.”

”Det er måske alligevel ikke så ringe endda, for så kan han vågne gradvist i stedet for at vågne med et brag. Bratte opvågninger stresser ham, og det kan få ham til at bide. Det skulle så ikke undre mig, at nogle ville give os skylden.”

”Netop, for bliver han irriteret, kan han finde på at bide sig fast. Men lad os nu koncentrere os om denne stille vals, ellers jokker du mig bare over stilken… igen. Så nyd dansen, og gør dig umage, der kan tidligt nok gå kompost i den.”

Klokkeklang.

Der var opstandelse i skoven. Mange havde en mening om sagen, nogle var ligeglade, andre var mere eller mindre for eller imod, mens andre igen gik direkte på krigsstien. Forrige søndag havde korsedderkoppen, efter gudstjenesten, deklareret kommende bryllup mellem kirkeuglen og sløruglen, og det var noget der fik klokkerne til at ringe, så det gav genlyd. Men nu var der blevet lyst i kirken, og det betød, at planerne var konfirmerede. Brylluppet skulle finde sted den første søndag i oktober i det nærværende Herrens År.

”Det er en fornærmelse,” sagde mange af det kommende brudepars familiemedlemmer. ”Dræb dem,” råbte nogle med fråde omkring mundvigene.

En stor del nøjedes dog med at bekymre sig. ”Det går ikke i længden,” var en almindelig kommentar, eller ”de kan da heldigvis blive skilt igen, hvis det bliver nødvendigt.”

Nogle var kun bekymrede over afkommets fremtid. ”Hvis der kommer æg, må man håbe, de hitter rede i det, for går det alligevel ikke mellem dem, kan de sikkert heller ikke finde ud af det med ungerne. Men hvis de bare kan holde sammen, indtil ungerne er flyvefærdige, er der ingen hellige køer på isen.”

En bænkebider, en nøgenmette, en skrukketrold, en murermester, en skøjteløber samt en guldsmed holdt møde om sagen. De var alle medlemmer af skovens menighedsråd og ville prøve, om de kunne komme med en fælles udtalelse som ville bilægge stridighederne, for ellers kunne skoven blive et ragnarok. Og det passede slet ikke til skovens dybe, stille ro.

Guldsmeden og skøjteløberen var i undertal, så de måtte bruge stærkere argumenter end de øvrige fire, som man i øvrigt ikke kunne kende forskel på. De lignede hinanden som fire dråber vand og tænkte også temmeligt ens. Men allerede efter de første fem møder så det ud til, at de kunne blive enige om ordlyden i en deklaration. Herefter gik de på jagt efter de specielle sten, man brugte til stenografi, for det var sådan, man meddelte sig officielt her. Stenografiske budskaber på den indvendige side af tørret birkebark. Så var man også fri for at tage stilling til, hvilken skrifttype man ville bruge. Der var, før i tiden, altid mundhuggeri om, hvorvidt Times New Roman eller Helvetica var bedst egnet.

Oversat fra Google blev tekstens ordlyd nogenlunde som følger:

”Kirkeuglen og sløruglen har vist sig at være foregangsfugle i denne skov. Vi tager hattene af, for kærlighed er størst af alt, som der skrevet står. Har nogen så stor modstand mod dette hellige faktum, at de vil sabortere det, vil de straks blive taget ved vingebenene og udvist til en af de omliggende plantager. For de mest krigeriske infanteristers vedkommende, bliver der tale om deportation til de alleryderste klitplantager.”

”Når enden er god, er alting godt,” sagde skovmusen til firbenet.

”Jo tak, det er der da noget om. Men dette er jo ikke enden, så lad os nu lige få begyndt først. Jeg glæder mig til at finde den rigtige gave. De har jo kærligheden, så måske en flaske kildevand fra den hellige kilde kunne bevilges af elverkongen. For hans briller dugger, bare han hører ordene: Forelskelse, bryllup og kærlighed.”

Høstfesten.

”Jeg elsker dig højere, end fugl kan flyve.”

Ordene snublede lidt over hinanden, da han udtalte dem, men det var også uvant at sige sådan noget. Jævne ord, lige ud af landevejen, var jo dem man brugte i det daglige, og jævne ord var ukomplicerede. Man sagde det bare, som det var.

Men situationen var speciel og krævede nok særlige ord. Han havde i hvert fald aldrig før prøvet noget der, bare tilnærmelsesvis, lignede det her.

Ved høstfesten i aftes, havde han danset med en meget smuk pige. Han havde aldrig haft en kæreste, mest fordi han var genert, og ikke fordi han ikke kunne tænke sig det. Mange af kammeraterne havde erfaringer med piger, og snakkede frit og naturligt om det. Det brød han sig slet ikke om, for dette at have en pige at elske, var noget stort og helligt. Det burde man ikke være letsindig med.

Men pigen havde puttet sig ind til ham, og det var da endt med kinddans. Før hun forsvandt igen, som en sommerfugl i natten, havde hun givet ham sit telefonnummer… samt et kindkys, og det kunne han stadig føle sødmen af. Han førte jævnligt sin hånd op til stedet, og fik et undrende, drømmende og spørgende udtryk i øjnene.

”Kunne det virkelig passe, at hun havde syntes om ham?”

Dagen efter, berettede han forsigtigt om det, og kammeraterne morede sig indvendigt. Sådan en uhåndterlig fyr havde haft en oplevelse med ”et skørt.” Det virkede latterligt, så der måtte kunne trækkes underholdning ud af det. Efter lidt påtrængende forhandlinger fik de ham presset til at ringe hende op, ”fordi det jo var det, hun ønskede, og fordi det var det, man gjorde.”

Sådan havde han slet ikke tænkt. Det i aftes var en drøm, og der skulle ingenting til for at ødelægge den. Han turde ikke. Denne drøm kunne han leve på resten af livet, så den måtte ikke briste.

Men han modstod ikke presset, og kammeraterne havde vel også ret som sædvanligt. De vidste mere om den slags end han, og så var de dygtige til fodbold. Det ene med det andet.

”Men, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” indvendte han. 

Kammeraterne vidste godt, hvem pigen var, og det var et mysterium for dem, hvordan han kunne opnå sådanne fortrin hos hende. Hun var så attraktiv, at alle som én ville slippe alt, hvad de havde i hænderne, hvis de kunne opnå hendes gunst. Så nu skulle der laves sjov, for der måtte gøres et eller andet her, så det blev håndterligt igen.

De forsynede ham med de mest komiske vendinger, de kunne finde på og lo til hinanden, mens de gestikulerende gentog dem uden for hans hørevidde.

”Så er hun sikker,” sagde de.

Han var forvirret, men når de sagde det, var der jo nok noget om det, for de var da venner, og så ønskede de sikkert kun det bedste for ham.

Kammeraterne slog kreds om ham, mens han ringede hende op. De frydede sig, for hun ville grine sin røv i laser, når hun hørte hans klodsede ævl.

”Jeg elsker dig, højere end fugl kan flyve. Og… dine øjne er dybere end en skovsø.” Han lirede det lidt hakkende af, mens hans øjne, desperat flakkende, søgte kammeraternes godkendende blikke. Men selv om de, på en måde, godt kunne lide ham, så de alligevel frem til hans knusende nederlag. For det gav dagen indhold.

Emma stod og snakkede med sin bedste veninde:

”Jeg mødte en sød fyr ved høstfesten i aftes. Han er helt anderledes end de andre, og du skulle høre hans ord, da han ringede til mig i dag. For første gang har jeg mødt en, som tænker på andet end fodbold og drillerier. Ham kunne jeg godt blive forelsket i. Han giver mig de sødeste sommerfugle i maven, og når jeg skal giftes, skal det være med sådan en som ham. Og,” tilføjede hun drømmende, ”måske netop ham.”

Tordenkaffe.

Helt ude i skoven lå et lille bjerg. Det var uden bevoksning, bortset fra frodigt græs, og kunne godt minde om en dansk gravhøj fra de gode, gamle dage… eller i hvert fald fra gamle dage.

Det var dog ikke nogen gravhøj, men troldens bolig. Han havde udhulet bjerget, og stivet det af indvendigt med træ. Loftet bestod af tynde træstammer, og med passende mellemrum var det understøttet af kraftigere egestammer. Det var godt og solidt og, med lidt god vilje, også hyggeligt. På en af væggene hang et skilt, han havde lavet af ler, og med store bogstaver, ridset ind med en troldsplint, stod der: Frænde er frænde værst. Sommetider steg der en røgsøjle op fra toppen af bjerget, og det tolkede skovens dyr og småfolk, som røg der kom direkte fra jordens indre.

Trolden vågnede ved, at hans mave rumlede. Han havde sovet nogle måneder, og nu begyndte hans krop at kræve energi for fortsat at være leveringsdygtig i huld og hestekræfter. Før han var gået til ro, havde han stillet en dynge hjemmebagte drømmekager ved sin side, for han vidste af erfaring, at han var drønsulten, når han vågnede. Han havde også en tønde hjemmelavet æblecider ved hånden, fremstillet af gærede pigæbler, adamsæbler og guldregn. Så der var ene gode sager at vågne op til.

Han famlede fumlende med hænderne for at få fat i en kage, men selv om hans hænder søgte i stadig større områder, fandt de ingenting. Han satte sig op og gnubbede  øjnene. ”Hvor fanden var de kager?” Men der var ingen der svarede, og der var ingen kager og ingen æblecider at se. Maven rumlede og øjnene skød lyn. Han tænkte med afsky på sin sleske, tvetungede og tyvagtige halvfætter der residerede i en mystisk og mytisk have, som lå i en tidslomme.

Der var vist ikke andet at gøre end at bage og brygge på ny. Han måtte ud i skoven og samle ind, for alt det han skulle bruge fandtes her: Hestepærer, pigæbler, brændenælder, guldregn, lerklumper, røde og grønne fluesvampe, sure rønnebær samt lidt af jordens salt. Adamsæblerne måtte han på æbleskud for at få fat i, for de voksede kun i halvfætterens have, og den havde trolden ikke legal adgang til. Den lå lige i nærheden, men man skulle have et særligt øje for den, ellers kunne man ikke spotte den. Det havde han heldigvis, og det sad midt i panden, men det betød samtidig, at alle han mødte flygtede i rædsel. For sådan et udseende var helt ude i skoven.

Nå, men disse ingredienser blev mast og rørt sammen, mens der gradvist blev tilført vand fra mergelgraven for at få den rigtige konsistens.

Hele tiden, mens kagerne var i den varme ovn, og æblecideren gærede, rumlede hans mave som bølgerne ved havets brænding, og øjnene skød heftige lyn. Han var frustreret og vred over, at der havde været sultne og tyvagtige besøgende, mens han snuede på sit grønne øre.

Samtidig malede skovens dyr og småfolk bønner og bryggede kaffe på livet løs. De vidste nemlig, at når det rumlede, så gulvene gyngede, og lynglimt krydsede hid og did, var det på tide at kværne bønner og sætte vand over. Så kildrede det forventningsfuldt i maverne, for tordenkaffe var verdens bedste kaffe.

Nu sov slangen, dens kone og deres yngel, paradisisk i den navnkundige have under et bugnende æbletræ. Med maverne fulde af lækre, stjålne kager skyllet ned med herlig æblecider. Så var de forfristende udhvilede, når solen stod op og satte turbo på dagen, hvor Eva skulle sminkes til sit nøje indstuderede og gennemannoncerede teaterstykke, hvori også adamsæblet spillede en rolle.

Skovens dyr og småfolk undrede sig lidt over, at der ingen regn kom, men de slog sig elegante til tåls med, at der jo var mere mellem himmel og jord, og at tordenkaffen havde den smag og styrke, tordenkaffe skulle have.

Firs flade fisk.

Rødspætten Finn Gællerup var på frierfinner. Han var lidt til flere sider, så de der kendte ham, undrede sig ikke synderligt over hans store, dybfølte interesse for den kønne Rosamunde Sølyst, som var så ferm til at hvirvle de smukke, hvide sande op med sin yndige hale. Dette at hun var skrubbe gjorde ikke Finns interesse for hende mindre, for han var hverken religiøst eller racistisk indoktrineret, og for ham gjaldt det først og fremmest om at være sammen med en, han svingede, eller vibrerede, godt og harmonisk med. At hun så hed Rosamunde og ikke Rasmus kom i anden række.

Svingninger og vibrationer kan være så dårligt afstemte, at det er spild af tid at forsøge at få dem til at skabe smukke ringe i vandet. Det gad Finn ikke mere, for han havde erfaret, at man opnåede langt hurtigere og langt bedre resultater, når lydene fra de respektives stemmer tonede i samme lejer. Det var rigeligt, og oven i købet charmerende, når de bredte sig over forskellige oktaver og kun skiftede tonearter, hvis de var enige om det. Om det var i mol eller dur var ikke så vigtigt, der skulle bare ikke spilles Heavy Skæl og lette Konkyliesonater på samme tid oven i hinanden.

Finn ville tilbyde Rosamunde sin finne, og kom der samtykkende bobler ud af hendes smukke, skæve mund som klart viste ham, at han havde fået hende i garnet, var han parat med såvel vielsesattest som bryllupsplaner. Der skulle inviteres otteoghalvfjerds gæster, så de blev firs om bord, og alle måtte gennemgå et lynkursus i synkronsvømning, som Finn ville betale rub og skrub, da alle gæsterne var flade. Der skulle ikke være noget der, for et udstyrsstykke skulle det være. Søhesten Hubert, også kaldet Gyngehøvdingen, skulle trække en kæmpe konkylie, fyldt med torskerogn og makrelguf garneret med tang og marinerede tanglopper. Han kunne nemlig bevæge sig, elegant vuggende, rundt blandt gæsterne, så der altid var noget at klappe gællerne i om. Havde Rosamunde supplerende forslag som fald i godt vand, var der også plads til det. Der skulle endvidere trækkes vod mellem de udleverede adgangsbilletter, og vinderen havde en forlænget weekend på Fladen Grund i udsigt, sponseret af Dogger Banke.

Kun fladfisk skulle inviteres, for Finn ville ikke gøre forskel, selv om han godt kunne lide sild. Men så skulle torsken jo også inviteres, og her sagde Finn totalt fiskestop. I hvert fald i hans farvand. Torsken var nemlig mod blandede ægteskaber, som den påstod var imod Neptuns vilje, agt, hensigt og bud, så den ville kun skabe disharmoni. Finn syntes, den var på for dybt vand, og burde holde sig der, for den ville bare have sin hageflip i alle ting, og på det dybe vand kunne den være blandt ligefinnede. Det var da i orden, hvis den så bare kunne få sig et liv og forblive der, hvor den kunne spille sine foretrukne melodier. Ellers ville den høfligt, men bestemt, blive bedt om at skrubbe hjem.

For, som sagt, Heavy Skæl og lette Konkyliesonater bør ikke spilles oven i hinanden på samme tid. Det giver kun skæve og disharmoniske ringe i vandet.

Vokseværk.

Det lille træ i elskoven krympede sig, for det var vanskeligt at se, hvordan det skulle blive højt nok til at få glæde af det livgivende sollys, som de store og stærke træer drak styrke af. Det ville så gerne selv være et stort og oplyst træ, og kunne det bare se solen lige så meget som dets ældre søskende, kunne det sikkert  også få sig en kraftig stamme.

De store var ikke så sårbare over for den behandling, dyrene og fuglene udsatte elskovens træer for, og når mennesker kom forbi, havde de svært ved at lade være med at give det lille træ et kærligt dask. Men det var ydmygende, for det måtte bøje sig og neje, hver gang en eller anden lod hænderne glide hen over det.

”Giv tid,” sagde de store træer trøstende.

”Vi har selv været små engang. Du bliver stor, før du ved af det, og så får du også bange anelser, når du fornemmer planer om udtynding eller fremstilling af gulvbrædder og tandstikker. Så får du lov at føle suset. Glæd dig hellere over, hvor meget du oplever nu og læg mærke til, hvor mange smukke ting der sker omkring dig.”

”Ja,ja, det kan de sagtens sige,” tænkte det lille træ.

”Jeg har stået her, lige så længe jeg kan huske, og hver morgen, når solen er blevet ordentligt tændt, kan jeg da se, at  jeg ikke er en splint større, end jeg var i går.”

Det blæste op, så det suste i kronerne, og de store træer berettede om smukke kumulusskyer som jævnligt gled forbi den livgivende sensommersol.

Med mellemrum ramte en eksplosion af gyldent lys nu det lille træ, og varme følelser strømmede ud i hvert eneste blad.

”Mine bønner er blevet hørt,” jublede det. ”Jeg er udvalgt, og selv om jeg er det mindste træ i elskoven, er jeg velsignet.”

To egern kom slæbende på en lille sæk, de havde fikset af kastanjeblade. Inde i sækken var nogle potefulde nødder. De trak den hen over skovbunden og holdt ofte pauser. Pludselig fik den ene øje på det lille træ.

”Næh, se en smuk lille fyr. Det er helt sikkert det mindste træ her omkring. Jeg tror, vi skal grave nødderne ned lige under det, så vil det være nemmere at huske, hvor de er. Sådan et træ vokser ikke ind i himlen på nogle få måneder. Det ser såmænd lige sådan ud, når vi graver nødderne op til jul.”

”Det er jo det, jeg siger,” tænkte træet.

”Men hvor er de små egern dog mobile. De er slet ikke stavnsbundne som jeg, og hvis jeg ikke var så  jordbundet, ville jeg ikke blive stående her. Så ville jeg da også gå ud.”

Mågeskrig og flynderskjul.

Når skummet sprøjter dramatisk, eller blot yndefuldt, fra toppen af havets bølger, mens bølgerne danser rytmisk, selvsikkert og selvhævdende, som om de er i fuld gang med øjeblikkets vigtigste opgaver, tænker man måske ikke over, at det man ser, ikke er havets væsen alene. Kun overfladen ses, og den opfatter man umiddelbart som havet.

Men havet har også dybde.

Længst ude, dybest nede er havet i ro. Der er stor forskel på dets dynamiske aktiviteter på overfladen og dets statiske væren i dybet. Men det er dog det samme hav.

Nede på bunden, ved lavere dybder, skjuler flynderen sig ofte, og drejer måske lidt på øjnene for at holde sig orienteret om fjendtlige bevægelser eller for at spotte tiltalende partnere, og over skumsprøjtene fra bølgetoppene spejder skrigende måger efter blanke fiskeglimt.

Der er megen væsentlighed her, både i vandet og i luften, hvor det gælder om at være vågen i nu’et, hvis man vil deltage og overleve i  spillet om liv og død. Samtidig efterlader helhedsindtrykket en naturlig og beroligende følelse af god mening.

Her hentes ofte inspirationer til vidunderlige analogier som man kan blive klogere af.

”Gak til myren og bliv vis,” eller ”sku ikke hunden på hårene,” siger andre 'analogisker,' og det kan vel være lige så godt. Bare man får fat i de vise  antydninger og hentydninger og  indser de egentlige betydninger.

For der er tilsyneladende, dybest set, ikke noget som er skjult for det vågne sind.

Sprællemænd.

”Se, der står et juletræ,” sagde et lille barn, da det fik øje på et af grantræerne, som stod i en have, blandt mange andre træer, buske og blomster, på et tæppe der var ved at blive vævet af gyldne efterårsblade og dekoreret med nedfaldne mirabeller. Det gav et sæt i ham, for han havde lykkeligt glemt alt om… annoncer for julefrokoster, julegaveideer og julegaveindkøb, komsammener og besværlige eller umulige, kollektive transportmuligheder denne særlige aften. Alt blev vendt op og ned, for børnenes skyld selvfølgelig, og der var ikke så lidt råben og græden, akkompagneret af radioens evindelige: I’m dreaming of a white Christmas, Marys Boychild og Otto Brandenburgs Skillema-dinke-dinke-du, skillema-dinke-du… Den ene julemelodi efter den anden.

Han foretrak stilhed og fred. Meget andet føltes, mere eller mindre, som voldtægt mod sindet. Det var ikke så lidt bedre at høre Beethovens Måneskinssonate, eller Bachs Air on a String, efterfulgt af en spadseretur og meditationer, samt kreativt virke. I stilhedens nådige fred og ro.

Men sådan holdt man ikke jul, hvis man levede i et familiemønster, hvor den yngre generation ville videreføre traditionerne fra deres barndom til deres egne børn. For de huskede, i hvert fald i essensen, julen som noget af det smukkeste tilværelsen tilbød. At der var lige så megen larm, skænderier, gråd og tænders gnidsel, da de var små og oplevede julen, med alt for mange gaver at holde styr på, og ondt i maven af juleslik og sodavand, var skubbet i baggrunden. Tilbage var en erindring af glæde, lys på grangrene, julepapir og bånd… og måske næsten lidt hellighed. Det skulle deres børn selvfølgelig ikke gå glip af.

Det er vel her, julen viser sit egentlige værd. Julen er ikke noget i sig selv, men det den kan vække i sindene, og som virker på længere sigt, er måske lige netop det der menes med dens Glade Budskab, når alt kommer til alt. Mens risengrød med smørklat, sprællemænd, nisseøl, gaver, klejner og juleeventyr spiller deres egne, farverige roller.

Da han igen igen og atter igen havde smagt på disse tanker, og samtidig huskede på sin egen barndoms jul, besluttede han at nedjustere sine forbehold. For når glimmeret havde lagt sig, og julemanden vinket farvel fra sin kane, med den blåsorte, stjernebestrøede himmel som baggrund, ville julens usynlige guldstøv gå i forbindelse med guldet i de årer der flød hos alle, som floder i sjælens smukke landskaber. Så var der noget at grave efter, hvis det skulle blive aktuelt. Væk med tanken om hvor åndssvagt det var at hente et grantræ ind i stuen og pynte det med lys, farver og glimmer. I år skulle et smukt lille træ måske igen få plads i hjemmet, og julen varer jo… heller ikke evigt.

Men den stod dog ikke lige for døren, og havens frugter var netop plukkemodne, så der var god tid til at tjekke efter, om der stadig fandtes en brugbar juletræsfod i arkivet.

For skal et juletræ stå godt, må fundamentet nemlig være i orden. Det er sikkert.

At springe ud... eller springe fra.

Lemmingerne drog vestover. Næsten alle som én fulgte de samme retning, for det var jo sådan det var, og derfor også sådan det skulle være. Enhver kunne sige sig selv, uden forstyrrende indre dialog, at det ikke var naturligt at være unaturlig. Man havde hørt om nogle få, som satte spørgsmålstegn ved retningen og formålet med disse kollektive bevægelser, men den slags tanker gik, naturligvis og heldigvis, hen over hovederne på jævne lemminger, som ikke havde anfægtelser. Almindeligvis havde man ikke noget specielt at fundere over, og for de fleste var det såmænd mere end rigeligt.

Alle havde det fint, bortset fra de få som ønskede at vide, hvor man var på vej hen, og hvad man egentlig var i færd med. Ingen af de få havde det fint med sig selv, for det skabte forvirring i brystet at gå mod strømmen, som var lige så stærk og brusende som et vandfald. Og trafikken var meget tæt. Det var næsten ikke  til at komme frem, hvis man ville tilbage.

Højt oppe på en klippehylde med smuk og næsten uendelig udsigt, sad to lemminger som havde forladt flokken. De nød en buket rypelyng, garneret med lidt pil, som de skiftevis nippede af. Solen skinnede smukt i horisonten, hvor den i øvrigt ville blive meget længe. For her på egnen varede dage og nætter i halve år.

De havde en overvældende udsigt, til den store flok de havde forladt, og stadig uden at forstå hvorfor, bemærkede de, at tæppet af lemminger nærmede sig verdens ende. Bevægelsen stoppede dog ikke af den grund, men lemmingetæppet brækkede langsomt over og blev kortere og kortere, indtil de sidste var forsvundet ud over kanten, og alt åndede fred og ro. Det havde næsten taget sig ud, som om et tæppe var blevet trevlet op, og garnnøglet smidt væk.

Ingen af de to lemminger forstod noget som helst. Men dagens lave sol smilede opmuntrende, og det føltes næsten som om den sagde:

”Fat mod, og glæd Jer i det mindste over udsigterne.”

Og mere havde den ikke ret til at sige, for den havde jo ikke tændt sig selv.