Klokkeklang.

Der var opstandelse i skoven. Mange havde en mening om sagen, nogle var ligeglade, andre var mere eller mindre for eller imod, mens andre igen gik direkte på krigsstien. Forrige søndag havde korsedderkoppen, efter gudstjenesten, deklareret kommende bryllup mellem kirkeuglen og sløruglen, og det var noget der fik klokkerne til at ringe, så det gav genlyd. Men nu var der blevet lyst i kirken, og det betød, at planerne var konfirmerede. Brylluppet skulle finde sted den første søndag i oktober i det nærværende Herrens År.

”Det er en fornærmelse,” sagde mange af det kommende brudepars familiemedlemmer. ”Dræb dem,” råbte nogle med fråde omkring mundvigene.

En stor del nøjedes dog med at bekymre sig. ”Det går ikke i længden,” var en almindelig kommentar, eller ”de kan da heldigvis blive skilt igen, hvis det bliver nødvendigt.”

Nogle var kun bekymrede over afkommets fremtid. ”Hvis der kommer æg, må man håbe, de hitter rede i det, for går det alligevel ikke mellem dem, kan de sikkert heller ikke finde ud af det med ungerne. Men hvis de bare kan holde sammen, indtil ungerne er flyvefærdige, er der ingen hellige køer på isen.”

En bænkebider, en nøgenmette, en skrukketrold, en murermester, en skøjteløber samt en guldsmed holdt møde om sagen. De var alle medlemmer af skovens menighedsråd og ville prøve, om de kunne komme med en fælles udtalelse som ville bilægge stridighederne, for ellers kunne skoven blive et ragnarok. Og det passede slet ikke til skovens dybe, stille ro.

Guldsmeden og skøjteløberen var i undertal, så de måtte bruge stærkere argumenter end de øvrige fire, som man i øvrigt ikke kunne kende forskel på. De lignede hinanden som fire dråber vand og tænkte også temmeligt ens. Men allerede efter de første fem møder så det ud til, at de kunne blive enige om ordlyden i en deklaration. Herefter gik de på jagt efter de specielle sten, man brugte til stenografi, for det var sådan, man meddelte sig officielt her. Stenografiske budskaber på den indvendige side af tørret birkebark. Så var man også fri for at tage stilling til, hvilken skrifttype man ville bruge. Der var, før i tiden, altid mundhuggeri om, hvorvidt Times New Roman eller Helvetica var bedst egnet.

Oversat fra Google blev tekstens ordlyd nogenlunde som følger:

”Kirkeuglen og sløruglen har vist sig at være foregangsfugle i denne skov. Vi tager hattene af, for kærlighed er størst af alt, som der skrevet står. Har nogen så stor modstand mod dette hellige faktum, at de vil sabortere det, vil de straks blive taget ved vingebenene og udvist til en af de omliggende plantager. For de mest krigeriske infanteristers vedkommende, bliver der tale om deportation til de alleryderste klitplantager.”

”Når enden er god, er alting godt,” sagde skovmusen til firbenet.

”Jo tak, det er der da noget om. Men dette er jo ikke enden, så lad os nu lige få begyndt først. Jeg glæder mig til at finde den rigtige gave. De har jo kærligheden, så måske en flaske kildevand fra den hellige kilde kunne bevilges af elverkongen. For hans briller dugger, bare han hører ordene: Forelskelse, bryllup og kærlighed.”