Kære Vorherre. Tak fordi du tager dig tid til at svare på mine spørgsmål, så jeg ikke går og brænder inde med dem.
”Derfor ingen. Spørg enkelt, og jeg vil svare så enkelt som muligt, oh dødelige.”
”Kan du blive vred?”
”Nej, jeg har ingen følelser, som du forstår det.”
”Så er du altså heller aldrig glad?”
”Nej, jeg har ingen følelser, som du forstår det.”
”Det siges da ellers, at du er kærlighed. Er kærlighed ikke en følelse?”
”Mennesker har en smuk følelse, de kalder kærlighed. Min kærlighed er en kraft som er virkeligheden i sig selv. Den forstår mennesker ikke, men de kan komme til at leve i den og med den, hvilket de i virkeligheden allerede gør uden at være bevidste om det. De mennesker, som indser dette, kan kendes på glansen i deres øjne. For Jer dødelige vil den minde om en blid solopgang en smuk og stille sommermorgen. Man kan umiddelbart indse, at den er altomfattende.”
”Det kender jeg godt. Er det ikke ligesom hos dem, der har fyret en fed?”
”Nej. Når du møder dem, Jeg taler om, er du ikke i tvivl. Så ved du, hvad du står over for, og så tør du håbe og tro igen. For du har en skjult erindring om det. En salig erindring som bliver vækket.”
”Hvorfor må nogle lide, mens andre, som er uretfærdige og onde, går og griner?”
”Der er en fuldautomatisk funktion i dette. Med din tidshorisont er det vanskeligt at forstå. Selv om du ikke kan se det, er alt såre godt.”
”Er det det, man kalder karma?”
”Ja, som du sår, skal du høste, og den der griber til sværd, skal omkomme ved sværd.”
”Hjælper det at bede?”
”Bøn, som mest er tiggeri, fungerer som terapi. Bøn som får virkning, er såvel samarbejde som overgivelse, der griber ind i skæbnemønstret, eller karma som du kalder det.”
”Er du en person eller et væsen, siden du kan fortælle mig alt dette?”
”Hverken eller. Det sker, fordi ham der fører pennen stiller det op på denne måde. Det er jo alt sammen bare noget, han digter ud af den blå luft. Som han plejer.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar