Når skummet sprøjter dramatisk, eller blot yndefuldt, fra toppen af havets bølger, mens bølgerne danser rytmisk, selvsikkert og selvhævdende, som om de er i fuld gang med øjeblikkets vigtigste opgaver, tænker man måske ikke over, at det man ser, ikke er havets væsen alene. Kun overfladen ses, og den opfatter man umiddelbart som havet.
Men havet har også dybde.
Længst ude, dybest nede er havet i ro. Der er stor forskel på dets dynamiske aktiviteter på overfladen og dets statiske væren i dybet. Men det er dog det samme hav.
Nede på bunden, ved lavere dybder, skjuler flynderen sig ofte, og drejer måske lidt på øjnene for at holde sig orienteret om fjendtlige bevægelser eller for at spotte tiltalende partnere, og over skumsprøjtene fra bølgetoppene spejder skrigende måger efter blanke fiskeglimt.
Der er megen væsentlighed her, både i vandet og i luften, hvor det gælder om at være vågen i nu’et, hvis man vil deltage og overleve i spillet om liv og død. Samtidig efterlader helhedsindtrykket en naturlig og beroligende følelse af god mening.
Her hentes ofte inspirationer til vidunderlige analogier som man kan blive klogere af.
”Gak til myren og bliv vis,” eller ”sku ikke hunden på hårene,” siger andre 'analogisker,' og det kan vel være lige så godt. Bare man får fat i de vise antydninger og hentydninger og indser de egentlige betydninger.
For der er tilsyneladende, dybest set, ikke noget som er skjult for det vågne sind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar