Lemmingerne drog vestover. Næsten alle som én fulgte de samme retning, for det var jo sådan det var, og derfor også sådan det skulle være. Enhver kunne sige sig selv, uden forstyrrende indre dialog, at det ikke var naturligt at være unaturlig. Man havde hørt om nogle få, som satte spørgsmålstegn ved retningen og formålet med disse kollektive bevægelser, men den slags tanker gik, naturligvis og heldigvis, hen over hovederne på jævne lemminger, som ikke havde anfægtelser. Almindeligvis havde man ikke noget specielt at fundere over, og for de fleste var det såmænd mere end rigeligt.
Alle havde det fint, bortset fra de få som ønskede at vide, hvor man var på vej hen, og hvad man egentlig var i færd med. Ingen af de få havde det fint med sig selv, for det skabte forvirring i brystet at gå mod strømmen, som var lige så stærk og brusende som et vandfald. Og trafikken var meget tæt. Det var næsten ikke til at komme frem, hvis man ville tilbage.
Højt oppe på en klippehylde med smuk og næsten uendelig udsigt, sad to lemminger som havde forladt flokken. De nød en buket rypelyng, garneret med lidt pil, som de skiftevis nippede af. Solen skinnede smukt i horisonten, hvor den i øvrigt ville blive meget længe. For her på egnen varede dage og nætter i halve år.
De havde en overvældende udsigt, til den store flok de havde forladt, og stadig uden at forstå hvorfor, bemærkede de, at tæppet af lemminger nærmede sig verdens ende. Bevægelsen stoppede dog ikke af den grund, men lemmingetæppet brækkede langsomt over og blev kortere og kortere, indtil de sidste var forsvundet ud over kanten, og alt åndede fred og ro. Det havde næsten taget sig ud, som om et tæppe var blevet trevlet op, og garnnøglet smidt væk.
Ingen af de to lemminger forstod noget som helst. Men dagens lave sol smilede opmuntrende, og det føltes næsten som om den sagde:
”Fat mod, og glæd Jer i det mindste over udsigterne.”
Og mere havde den ikke ret til at sige, for den havde jo ikke tændt sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar