Guldkorn på tilbud.

Personligt synes jeg, at man ikke skal skrive om nisser før i julemåneden, når man lige ser bort fra sætternisser, som er på spil hele året og derfor ikke leder tanken hen på jul.

Den kommer helt af sig selv alligevel.

Sætternissen, Minuskel, havde altid et eller andet i ærmet. Det var hans job, på det lille trykkeri som stadig brugte blysats. Og han var ferm til at ændre lidt hist og her for at sætte kulør på tilværelsen. Men han havde læst en smuk historie, allerede inden den blev trykt, for han kunne nemlig læse spejlvendt, og den havde påvirket ham så meget, at han ikke nænnede at rette i den. Han var rørt til tårer, og nu fik han selv lyst til at prøve at skrive et digt. En sætternisse har skam også følelser, selv om nogle mener, han end ikke har skam i livet.

Men det er en overfladisk betragtning.

Han kunne bare ikke komme i gang. For når han satte kuglepennen på papiret, gik han i sort, og han anede ikke sine levende råd, før han så en annonce i ugeavisen.

Guldkorn!

De var billige denne uge. Købte man to pakker, kostede de kun tre fjerdedele af, hvad to pakker til normalpris plejede at koste. Minuskel var god til at få noget ud af tingene, så han tænkte i sit stille sind, at de måske kunne sås. Ikke bare ses… men sås. Så dette var da en god mulighed for at få noget i furerne, nu vejret oven i købet artede sig så rimeligt.

Det var nok at pløje tre rækker, for to pakker Guldkorn fyldte ikke så meget i plovfurer som i tallerkener, og det var jo også kun et eksperiment. Der blev skrevet så meget om Guldkorn, både i digte og noveller, så manglede man ideer, kunne det vel være en stor fordel først at så nogle og siden høste. Fik man pænt udbytte, havde man noget at tage af, når det kneb.

Og det gjorde ikke andet.

Om Guldkornene så blev til noget, og om man kunne anvende udbyttet som indholdsforstærkere til digte og historier ville vise sig. ”Guldhornene” var jo skrevet, men kunne han ramme noget i den dur, ville han være glad, selv om han nok aldrig blev en Adam Oehlenschläger.

”Hvo intet vover, intet vinder,” tænkte han højlydt.

Nu var de i hvert fald sået, og så måtte tiden ses an med sætternissens specielle briller, hvorigennem man også kunne læse spejlvendt, når den side vendte til.