Det sted, hvor evigheden omsider slutter, er relativt langt ude. De færreste har været der, fordi det ligger så godt gemt. Det er fredet i klasse A, og den eneste bebyggelse er et typisk eventyrslot. Alle ved, hvordan sådan et tager sig ud, og mange vil gerne besøge det, men det er ikke bare lige sådan noget, man gør uden videre.
Bag slottet rejser et bjerg sig. Det består øjensynligt af ene klipper, og det siges at have en særlig mission:
Én gang, hvert tusinde år, kommer sagnfuglen Rok for at hvæsse sit næb. Når bjerget er slidt ned ved Roks behandling, er eet sekund af evigheden passeret. For de fleste er det nogle ganske uvante tidshorisonter, man har at gøre med her. Og det er vel også kun en legende.
Hvad er en legende?
Man kalder det f. eks. en opbyggelig fortælling… fra gamle dage, for ligesom at få lidt realistisk afstand til det. Man bryder sig måske ikke om at involvere den skære nutid i mystik. Men hvis man ikke kan se, at nutiden er lige så mystisk som fortiden, bliver man bare ved med at skabe fortid, og så er man på trædemøllen, som ikke stopper, før man hopper af. Det er nemlig alt for evident, at man må løbe rundt på den for at holde den i gang, og de næste trin, som straks dukker op, forhindrer en i at indse, at den kan stoppe.
Nogle ved dette, men tør ikke hoppe af, andre kan slet ikke se meningen med at stoppe. Nogle få hopper dog af, enten fordi de er modige nok, kan se ideen i det, eller fordi de er tilstrækkeligt trætte. Herefter kan de vågne ved eventyrslottet, hvor evigheden omsider slutter.
Det er en adgangsbillet til slottet ved alle tiders ende, og så møder man dronningen, som holder hof her. Hun afslører diverse sagns og legenders oprindelse, og viser én bjergets dybe hemmelighed:
”Midt inde i bjerget banker et stort og varmt hjerte. Udefra ser bjerget koldt og hårdt ud, men det hjerte som banker inde i det, varmer hele universet.”
Og mens man gnider sig i øjnene, efter tidernes morgen endelig er oprunden, er det let nok at forstå.
Sagnfuglen Rok iagttager én med hovedet på skrå og finurlige glimt i øjnene, mens dronningen indvier én i alle sagnene og legenderne, som bæres af hver eneste stråle fra morgensolen her på stedet.
Men set fra trædemøllen, er alt som det altid har været, og solen fra tidernes morgen er ikke i horisonten endnu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar