søndag den 15. september 2013

Ønskeben.

"Hvor har du nogle pæne ben. De er næsten lige så pæne som mine, så dem kan du godt være bekendt.”
”Tak, det synes jeg også. Det er dejligt at kunne bruge shorts, og samtidig føle sig veltilpas. Sildene kigger jo helt automatisk efter bentøjet, og det virker inspirerende på gangarten.”
”Det kan jeg godt følge dig i. Jeg er tilbøjelig til at skifte mellem John Waynes gangart og Steven Seagals, når jeg bliver spottet. Det giver vist pigerne sommerfugle i maven.”
”Sommerfugle… så hellere benløse fugle… i maven. Benløse fugle med kartoffelmos får hurtigt ben at gå på.”
”Jeps, men sildene er vilde med ben. Hør blot deres kommentarer, når fodboldspillerne løber ind på banen.”
”Jeg er mest til piger som har ben i næsen… og så benfri sild.”
”Me too. Sildeben er ikke ønskeben. Nå, nu må jeg vist tage benene på nakken, jeg skal nå bussen.”
”Så må du hellere sætte det lange ben foran, for bussen er sjældent gearet til at vente, og så når man ikke i mål med stilleben. Jeg bener også videre. Der mangler tre kilometer, før min joggingtur er fuldført, og jeg har altid gang i en Mars Bar, mens jeg løber, for ikke at gå sukkerkold. Det gælder nemlig om at være på god fod med sine ønskeben, og efter turen er det skønt at komme hjem igen og hvile skankerne.”



Ingen kommentarer:

Send en kommentar