Firs flade fisk.

Rødspætten Finn Gællerup var på frierfinner. Han var lidt til flere sider, så de der kendte ham, undrede sig ikke synderligt over hans store, dybfølte interesse for den kønne Rosamunde Sølyst, som var så ferm til at hvirvle de smukke, hvide sande op med sin yndige hale. Dette at hun var skrubbe gjorde ikke Finns interesse for hende mindre, for han var hverken religiøst eller racistisk indoktrineret, og for ham gjaldt det først og fremmest om at være sammen med en, han svingede, eller vibrerede, godt og harmonisk med. At hun så hed Rosamunde og ikke Rasmus kom i anden række.

Svingninger og vibrationer kan være så dårligt afstemte, at det er spild af tid at forsøge at få dem til at skabe smukke ringe i vandet. Det gad Finn ikke mere, for han havde erfaret, at man opnåede langt hurtigere og langt bedre resultater, når lydene fra de respektives stemmer tonede i samme lejer. Det var rigeligt, og oven i købet charmerende, når de bredte sig over forskellige oktaver og kun skiftede tonearter, hvis de var enige om det. Om det var i mol eller dur var ikke så vigtigt, der skulle bare ikke spilles Heavy Skæl og lette Konkyliesonater på samme tid oven i hinanden.

Finn ville tilbyde Rosamunde sin finne, og kom der samtykkende bobler ud af hendes smukke, skæve mund som klart viste ham, at han havde fået hende i garnet, var han parat med såvel vielsesattest som bryllupsplaner. Der skulle inviteres otteoghalvfjerds gæster, så de blev firs om bord, og alle måtte gennemgå et lynkursus i synkronsvømning, som Finn ville betale rub og skrub, da alle gæsterne var flade. Der skulle ikke være noget der, for et udstyrsstykke skulle det være. Søhesten Hubert, også kaldet Gyngehøvdingen, skulle trække en kæmpe konkylie, fyldt med torskerogn og makrelguf garneret med tang og marinerede tanglopper. Han kunne nemlig bevæge sig, elegant vuggende, rundt blandt gæsterne, så der altid var noget at klappe gællerne i om. Havde Rosamunde supplerende forslag som fald i godt vand, var der også plads til det. Der skulle endvidere trækkes vod mellem de udleverede adgangsbilletter, og vinderen havde en forlænget weekend på Fladen Grund i udsigt, sponseret af Dogger Banke.

Kun fladfisk skulle inviteres, for Finn ville ikke gøre forskel, selv om han godt kunne lide sild. Men så skulle torsken jo også inviteres, og her sagde Finn totalt fiskestop. I hvert fald i hans farvand. Torsken var nemlig mod blandede ægteskaber, som den påstod var imod Neptuns vilje, agt, hensigt og bud, så den ville kun skabe disharmoni. Finn syntes, den var på for dybt vand, og burde holde sig der, for den ville bare have sin hageflip i alle ting, og på det dybe vand kunne den være blandt ligefinnede. Det var da i orden, hvis den så bare kunne få sig et liv og forblive der, hvor den kunne spille sine foretrukne melodier. Ellers ville den høfligt, men bestemt, blive bedt om at skrubbe hjem.

For, som sagt, Heavy Skæl og lette Konkyliesonater bør ikke spilles oven i hinanden på samme tid. Det giver kun skæve og disharmoniske ringe i vandet.