Efterhånden.

To blade, i gyldne, vissengrønne og brunlige efterårsfarver, dansede en stille vals hen ad fortovet.

”Hvor er du smart,” sagde det ene blad til det andet.

”Tak, i lige måde,” svarede det andet blad. ”Vi følger jo begge moden, og har altid gjort det. Det er tilpas passende, synes jeg.” 

”Ja, jeg skal godt nok ikke skille mig ud fra mængden. Man ser hist og her et helt grønt blad mænge sig med vi andre, og det er da upassende. Som om, man ikke vil kendes ved årstiden… eller ikke har indset den.”

”Der er vel altid nogle fanatikere som aldrig har syndet, eller de kan have fået sprøjtet noget ind, så det bare ser ud som om, de aldrig har.”

”Ja, hvem ved. Men jeg synes, det er synd. Jeg har aldrig fornægtet mig selv noget, og jeg er klar til at betale prisen. Jeg kunne ikke drømme om at give andre skylden for, at jeg efterhånden er i gang med min sidste vals på dette fortov, som jeg har studeret så nøje og så længe i fugleperspektiv. Her nede fra tager alt sig meget anderledes ud, end det gjorde, da jeg var på min grønne gren.”

”Vi har helt andre opgaver nu, end vi havde før. Det siger da sig selv, og jeg håber på, at der snart vil drive dug eller falde regn, for bliver vi for tørre, kan vi ikke danse uden at skramle og hvisle, nu vi er ”ude på flisen,” som man siger. Og når vi efterhånden er mange nok til kædedanse, og vinden så spiller lystigt op, forstyrrer vi måske Kong Vinters dvale. Det tror jeg ikke, mange vil være overmegaglade for.”

”Det er måske alligevel ikke så ringe endda, for så kan han vågne gradvist i stedet for at vågne med et brag. Bratte opvågninger stresser ham, og det kan få ham til at bide. Det skulle så ikke undre mig, at nogle ville give os skylden.”

”Netop, for bliver han irriteret, kan han finde på at bide sig fast. Men lad os nu koncentrere os om denne stille vals, ellers jokker du mig bare over stilken… igen. Så nyd dansen, og gør dig umage, der kan tidligt nok gå kompost i den.”