Martsmusik.

Solens friskgyldne forårslys inspirerede altid gratierne. De greb derfor ofte deres musikinstrumenter og faldt let og graciøst ind i årstidens symfonier, som de straks tilførte feminine, guddommelige nuancer.

Havets evige brus var utallige violiner, blæsere og hviskende trommeskind, mens solens lys nåede gennem øjenlågene og helt ind i sindets forårsrengjorte værelser, hvorved alle hjørner og kroge blev synlige. Solen kyssede uophørligt hvert eneste skumsprøjt fra havets bølgetoppe som for at holde det potent, og det så ud, som om det anstrengte sig for at ophæve tyngdekraften gennem dets yppige krusninger og bølgeslag i luften, mens det samtidig tordnede uafvendeligt mod stranden, som derfor altid bar våde sokker.

Selv om havet opførte sig som et frembrusende tog, så man kunne fristes til at tro, det var på vej mod noget, kom det jo alligevel næsten ingen steder. Som et diasshow i sløjfe eller som vingerne på en mølle. Nogle gange overvældede det pludselig det slumrende sand og foretog voldsomme raids mod kysten, raids som rystede både sandets, og dets polerede stens og urgamle ravs forestillinger om, hvordan verden egentlig vendte.

Men snart så alt ud næsten som før, og alle musikerne, i hvert eneste af forårets symfoniorkestre, holdt øje med dirigenternes taktstokke, som måske imiterede bølgernes forskellige dansetrin.